Viggo

I Katrinegade boede vi midt i skolekvarteret. Her var såvel de kommunale som de private skoler, så vi havde ikke langt til skole. Bernhard havde allerede gået to år i skole i Nr. Nebel. Han kom nu på Drengeskolen i 3. klasse. Jeg blev 7 år kort tid efter, vi var flyttet til Kolding, så jeg skulle begynde i 1. klasse på Forskolen. Det var en skole for både drenge og piger. Her gik jeg de første 2 år. Min klasselærer, Kirstine Jensen var flink, og hun underviste i de fleste fag. Jeg var glad for at komme i skole, og det var spændende at lære at regne, skrive og stave. Jeg opdagede snart, at bogstaver og tal kunne bruges til noget.

Efter de to år på Forskolen kom jeg i 3. klasse på Drengeskolen, og her gik det videre med at lære mange ting ved hjælp af tal og bogstaver. Nu kunne jeg både læse, skrive og regne. Vejen til mere viden, indsigt og forståelse af verden omkring mig stod åben. Det tænkte jeg vel ikke på den gang, men alligevel. Jeg havde lærer Blom til klasselærer, og også han underviste i de fleste fag. Den gang begyndte skoledagen med morgensalme og "Fadervor" - og det gjorde den også hos lærer Blom. Theodor, der stod ved siden af mig ved morgensangen, kaldte mig "brummeren". Jeg tænkte, det havde han da ingen forstand på, men jeg tog fejl. Theodor blev lærer og sluttede sin karriere som sanginspektør ved Århus kommunale skolevæsen.

Efter 2½ år i Katrinegade måtte vi flytte. Værten eller rettere hans kone ønskede at få vores lejlighed, vist nok på grund af butikken, der nu havde en god kundekreds. Hun fik, hvad hun ønskede. Mor og far havde løfte om at få en lejlighed i Stejlbjergkvarteret, men husene var endnu ikke i efteråret 1919 færdige til indflytning, så vi blev anbragt - ja, jeg siger anbragt i to værelser i en større ejendom i Jernbanegade. Her boede flere familier, der også var skrevet op til en lejlighed. Vi børn havde det godt og led ingen nød, men for far og mor må det havde været en svær tid at bo under sådanne trange forhold.

Vi fik nu længere til skole. For Svend betød det måske ikke så meget, han gik jo gerne på hænder noget af vejen - en skrøne ganske vist, men han var god til at gå på hænder, også på gaden.

Ved siden af os boede fru Nygaard, hun var enke, og havde så vidt jeg husker 5 børn, som vi havde det godt sammen med. Ja, så godt, at Gerda, en af fru Nygaards piger, og jeg blev så gode venner, at jeg i "Billigheden" - Østergades Varehus - købte to ringe til 10 øre stykket. Om aftenen sad vi så ude på trappestenen i tusmørket og tog "ring på".

Vi oplevede nytårsaften 1919 i Jernbanegade. Fra den ene stue kunne vi se ned ad gaden til Akseltorv og overvære nytårshalløjet. Den aften fik vi lov til at ryge på en cigar. Vi fik et par minutter hver. Det var rigeligt og gav os i hvert tilfælde ikke lyst til at ryge - hviklet vel også var bagtanken.

Ved forårstid 1920 flyttede vi til Schjørringsvej nr. 8. Endelig efter tre år i Kolding fik vi en god lejlighed - 3½ værelse i stueetagen + et kammer på loftetagen. Det var lige, hvad der var brug for. Herligt ! Der var have til, og den blev senere suppleret med en større på Carl Plougsvej, hvor der blev dyrket mange grøntsager, solbær, ribs og meget andet. Det fyldte alt sammen godt op i viktualiekælderen og blev en god hjælp til husholdningen.

Børneflokken var efterhånden vokset til 10, mens vi boede på Schjørringsvej. Hvordan det gik med at få en så stor familie til at fungere og komme ud af det med hinanden, er måske ikke til at forstå. Men der herskede for det første en fast husorden. Vi havde forskellige opgaver, som at dække bord, hjælpe med opvasken, holde orden på vores egne værelser, passe de mindre søskende o.s.v. så det gik faktisk rimeligt godt. De største af os havde ved siden af også byplads eller gik med aviser. Alligevel blev der også tid til at lege ude med de andre kammerater indtil det blev mørkt. Om aftenen skulle vi ordne lektier. Hver især sad vi rundt om spisebordet med vores opgaver, mens mor syede og far læste dagens avis. Når vi var færdige med lektierne, blev der af og til tid til et spil Ludo, Dam eller Historisk firkort. En eller anden foretrak måske at sætte sig i en krog med en god bog, mens de mindste legede med deres legetøj. Jeg synes vi forstod at beskæftige os selv og have det hyggeligt og rart sammen, selvom lidt småskænderi selvfølgelig ikke kunne undgås i så stor en børneflok.

Fra 5. til 6. klasse kunne vi søge om optagelse på Kolding højere Almenskole (Latinskolen), hvor der var mellemskole, realklasser og gymnasium. For at komme på Almenskolen skulle vi bestå en optagelsesprøve. Bestod man prøven var der også mulighed for friplads til elever fra mindrebemidlede hjem. Svend og jeg bestod prøven samme år og fik friplads. Efter otte måneders fravær på grund af sygdom måtte jeg dog gå 2. mellem om. Jeg havde også et kortere sygehusophold i 3. mellem, men det satte mig ikke tilbage. Jeg synes , jeg klarede mig rigtig godt. Jeg ville egentlig gerne have været på den sproglige linje i gymnasiet, men da det kneb med færdigheder i tysk og engelsk, var det alligevel ikke sagen. Hvad så ? ja, noget skulle jeg jo være. Jeg egnede mig absolut ikke til at komme i lære hos far, hvilket heller ikke var på tale. Der skete så det, at jeg fik tilbudt en læreplads i en kolonialforretning. Jeg sagde tak og fik så en uddannelse som kommis.

Det var en mindre forretning. Til at betjene kunderne var der kun købmanden selv og så mig. Jeg kom derfor ret tidligt i min læretid til at deltage i alt, hvad der havde med forretningen at gøre. Der var naturligvis noget, der først og fremmest var lærelingens opgave - alt det grove. Va havde butikken åben fra kl. 7 hver morgen. Jeg hentede nøglerne hos købmanden hver morgen lidt før kl. 7 og begyndte så at fylde hylder og skuffer op, feje gulvet og om vinteren skulle der også tændes op i kakkelovnen, så det hele var klar, når købmanden kom ved 8-tiden. Efterhånden var jeg også med til at gøre indkøb. Når købmanden ikke var hjemme, når de forskellige repræsentanter kom, fandt jeg selv ud af, hvad vi skulle bestille af varer. Når jeh var ude efter ordrer hos kunderne, ude med varer eller stod bag disken og ekspederede fik jeg ofte en god snak med kunderne. Et sted, hvor jeg kom med varer tre gange om ugen, var der altid en kop kaffe og et par stykker smørrebrød til mig ved køkkenbordet.

Vi havde en landtur hver fredag til en kundekreds i Tved, som jeg hentede ordrer hos om torsdagen. En tid, hvor vi ingen varebil havde, kørte jeg landturen med en vognmand. Han kørte med en hestetrukken fladvogn. En dag gik det galt. Hestene løb løbsk og inden vognen blev standset, var kusken faldet af og alle varerne lå spredt ud over landevejen. Kusken og jeg var ikke kommet noget til, så vi gik igang med at rydde op og så gik det hjemad, da hesten var blevet beroliget. Med friske varer i kurve og kasser måtte vi så igen ad Tvind til.

Om vinteren gik jeg i handelsskole de første 4 dage i ugen fra kl. 19-21. Fredag havde vi åbent til kl. 19 og lørdag til kl. 21, men vi var som regel først færdige med at slukke og lukke kl. 22. Der blev ikke magen til til lektielæsning og endnu mindre til til at være sammen med familie og kammerater. Spejderarbejdet skulle jo også passes.

Jeg husker genforeningsdagen den 10. juli 1920. Kongeskibet "Dannebrog" lå i havnen. Der var rejst æresport ved Læssøestenen ved Skovhøj på Haderslevvej. Vi stod i kø for at få et glimt af Kongen, og vi fik ham at se - både Kongen, Dronningen, prinserne og hele den kongelige kortege. Kolding FDF stod æresvagt ved den gamle grænse, da Kongen på den hvide hest red ind i det genvundne land. Bernhard, som på det tidspunkt var den eneste af os søskende, der var i FDF, var med i æresvagten. Bedstefar fra Sjælland, tante Ingeborg og farbror Hans var kommet herover for at være med til genforeningsfestlighederne.
Bernhard og jeg fik lov til at rejse med familien tilbage og holde ferie hos vores bedsteforældre i Ravnebjerg. Vi var der hele resten af skoleferien. Vi havde end dejlig ferie og besøgte alle fars søskende, som boede på Slagelse-Fuglebjergegnen.

I mange år allerede før jeg begyndte at gå i skole, havde jeg ligesom flere af mine søskende holdt lange ferier hos vores bedsteforældre i Hanning. Det var spændende. Der foregik hele tiden noget, som var interessant og sjovt at være med til. Køerne skulle på græs efter, de var blevet malket om morgenen, og de skulle hjem igen for at blive malket ved 12-tiden. Bagefter skulle de så atter ud på kløvermarken. Malkningen foregik med håndkraft, for malkemaskiner faldtes ikke.

Når hestene ikke var på arbejde, var de også på græs, og både heste og køer skulle flyttes et par gange i løbet af dagen, for at de kunne finde noget friskt at æde.

Da jeg belv stor nok til at ride på hestene, blev det lidt sjovere, og det gik også hurtigere med at flytte køerne i stedet for at skulle trække rundt med dem.

Jeg fik også lov til at være på nattevagt sammen med en anden, når soerne skulle fare. Det var spændende og lærerigt at overvære også når kvierne kælvede og hopperne nyfødte føl så dagens lys og forsøgte at stå på deres lange tynde ben.

En af sommerens store oplevelser var høbjergningen fra engene langs Skjern å, og det var sjovt ikke mindst, når høet skulle køres de 7-8 kilometer hjem til gården, og vi sad ovenpå det høje hølæs. Når kornet skulle høstes var alle på gården i sving. Det var jo før de store høstmaskiners tid. Der blev mejet med le og senere, når kornet var bragt i hus, tærsket med håndkraft - med plejl. Til gården hørte også en tørvemose, og de opgravede tørv fyrede vi med i kakkelovnen og komfuret.

Bedstefar gik til Række Mølle en gang om ugen med æg. Hos købmand Anton Andersen byttede han æggene til kolonialvarer. Jeg kan huske, at der i disken var en skuffe med to rum. Det ene var til at kradse piben ud i, og i det andet var der frisk pibetobak. Kunderne kunde kvit og frit tage sig et stop til piben.

Bedstefar kendte alle, der boede på ruten fra gården til Række Mølle, og vi var altid inde et par steder på turen. Så vankede der ofte en kop kaffe, og bedstefar nød at få en snak med folk. Jeg havde også indtryk af, at han var vel-lidt.

Når husdyrene havde fået dagens sidste foder, var blevet malket for sidste gang og folkene på gården havde fået aftensmad, opholdt man sig i dagligstuen. Morbror Oksen og den unge karl satte sig som regel på slagbænken ved langbordet, mens bedstefar sad i sin armstol for enden af bordet med sin lange pibe. I petroleumslampens skær sad vi så og læste, spillede Dam og Ludo eller lavede husflid, alt efter lyst og evner. Bedstemor og hendes søster - moster Karen - sad ved spinderokken eller var i gang med strikkepindene. De strikkede sokker til mandfolkene og strømper og vanter til kvinder og børn. Det var især om vinteren aftenerne gik på denne måde. Det var også om vinteren, at bedstemors store væv blev sat op i “salen” - en større stue, som ellers mest blev brugt, når der var familiebesøg. Bedstemor vævede bl.a. stof til hverdagstøj. En gang om året kom så en hjemmeskrædder eller sypige og syede tøj til hele familien. De gamle bønder var selvforsynende med mange ting. Undertiden blev der også læst højt, alt imens snakken gik, bedstefar bakkede på piben og strikkepindene var i sving. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Jeppe Aakjærs sang: “Spurven sidder stumt bag kvist ..“ det tredje vers:

Jeg vil slutte dette “kik” ind i en almindelig vestjysk bondegård, sådan, som jeg erindrer den for omtrent 80 år siden med endnu et vers fra Jeppe Aakjærs dejlige sang.

Da jeg i september 1920 kom ind i FDF, begyndte jeg også at gå til gymnastik i Drengeskolens sal. Jeg husker endnu den strenge gymnastiklærer. Han havde været løjtnant, og vi havde vældig respekt for ham. To gange om ugen var vi til gymnastik og hver anden uge til kredsmøde, de såkladte "fjortendagsmøder". Der var foredrag, lysbilledfremvisning, eller besøg af den festlige hurtigtegner Leo Fredsbjerg.

Om sommeren spillede vi fodbold og dyrkede fri idræt på "Flakken". Et år havde vi et stort idrætsstævne for flere FDF-kredse. Jeg husker særligt den storslåede indmarch på "Olympia" af alle de sportsklædte drenge med fanebærerne i spidsen. Det var ved dette stævne, Bernhard viste sig som en god højdespringer. Han var også på andre områder en fin sportsmand, og vi kunne være stolte af ham - og var det !

Det var også i den tid jeg deltog i marchture til Binderup og Stenderup og flere andre steder i Koldings omegn, med overnatning i lader eller indkvartering på de store gårde. Der var også den årlige tur til drengehjemmet "Landerupgård", hvor alle elever og lærere var FDF'er og forstander Boyen-Rasmussen var kredsfører. Sommerens største begivenhed var sommerlejren på Grænseborgen. Her gik dagene med badning i Lillebælt, idræt, fodbold og leg, men også med pligter som køkkentjans, stuevagt og nattevagt. Ikke alle var lige begejstrede for nattevagten eller "hundevagten", for det spøgte mellem granerne, sagde man.

Fra en sang af ukendt forfatter har jeg "lånt" følgende vers, som siger noget om, hvordan jeg og mange andre erindre sommerlejrene på Grænseborgen.

"GRÆNSEBORGEN" Du gamle Borg i Ly bag høje Graner, du rummer større Rigdom, end du aner. I dine lyse Sale sig rører muntert Liv, der glemmes trange Tider og Hverdags Strid og Kiv. Du hilser os med glade Drengestemmer, du møder os med Smil, vi aldrig glemmer. Du drager os med Latter og mangen lystig Skæmt, men helst til Højtidsstunder med Sindet alvorsstemt. Når Solen stiger over dine Strande og spreder gyldent Skær paa Bæltets Vande, da løftes Lovsangstonen fra Borgens glade Hær, og Hjertet aabnes for det Ord, som giver Livet Værd. Ved Solbjergslag, når Skyggerne bli'r lange, genlyder end de friske, danske Sange. Mens Fiskerbaaden stønner paa Vej til Nattens Drag, fra Borgen stiger Bøn og Tak for hver en festlig dag. I 1921 kom sammenslutningen af FDF og de grønne spejdere. Den hvide FDF-bluse blev skiftet ud med en grøn og det nye forbund blev KFUM's Drengeforbund. Nye oplevelser fulgte, og jeg mindes bl.a. pinseturen til Knivsbjerg, sejlturen til Sønderborg og besøg ved Dybøl skanser og storturen til Vesterhavet. I 1927 var første trop på Bornholm. Vi rejste med nattoget til København og besøgte Tivoli ,inden vi gik ombord i Bornholmerbåden om aftenen. Mange oplevelser i min spejdertid er knyttet til "Falkepatruljen" og weekend-turene med telt og grejer og ikke mindst aftentimerne omkring lejrbålet. "Der har drengen drømt sin fremtid - og den unge sat sit mål".

Alverdens Drenges Dag hørte i flere år til den helt store festdag, hvor vi hørte om og så lysbilleder fra mange lande, og vinduet blev lukket op til en verden, vi drenge ikke kendte så meget til. Før selve festdagen var der med stor opfindsomhed gjort et vældigt arbejde for at gøre dagen festlig og samle penge ind til arbejdet blandt drenge i Den Tredie Verden. Dagen kulminerede med stor fest i Alhambra's sal, som i min drengetid var Koldings største.

Når vi ikke var på FDF- eller spejderlejr gik vi i søndagsskole. Hver sommer var der tur til "Idyl". Vi gik i række og geled med søndagsskolens fane i spidsen. Om eftermiddagen legede vi eller havde forskellige konkurrencer, og mellem jul og nytår holdt vi julefest.

Far havde stadig arbejde hos tømrermester Chr. Petersen, men den 15. februar 1922 begyndte den hidtil største strejke. Arbejdsgiverne forlangte lønreduktion, og arbejderne gik hjem, Arbejdsgiverne svarede igen med at lockoute 200.000 mand. far mistede sit arbejde, men da han ikke kunne klare sig med den lille understøttelse fra fagforeningen, påtog han sig lidt arbejde for en kollega. Det måtte han imidlertid ikke for fagforeningen. Far svarede, at han ikke kunne forsørge sin familie med den lille understøttelse. Der var ingen vej udenom, sagde man i fagforeningen. Far blev vred og meldte sig ud. Så stod han der arbejdsløs og uden understøttelse. Igen en nedtur. Far gav dog ikke op. Han begyndte igen selvstændig virksomhed, købte værksted i Bellevuegade og efter kort tid byggede han eget hus ved Lykkegårdsvej (nu Søren Kjærs vej).

Tiden efter, at far startede egen virksomhed igen, blev, så vidt jeg kan erindre, den i økonomisk henseende vanskeligste tid. Far manglede driftskapital og måtte derfor arbejde med lånte penge ofte til høje renter, så fortjenesten blev derefter. Men mor, der af sind var et glad menneske, var heller ikke opgivende. Mor savnede nok sin butik, men tog i stedet for hjemmearbejde for en konfektionsfabrik. Hun havde ellers hjemmearbejde nok med den store børneflok, som hun faktisk syede alt tøjet til. Det var f.eks. utroligt, hvad mor kunne få ud af et sæt brugt herretøj. Det havde venner og familie også opdaget, så mor manglede sjældent materiale til at sy af, men tid og ofte kræfter. Mor måtte under tiden tage nattetimerne til hjælp.

En dag, jeg var i lære og ude med varer til kunderne, smuttede jeg indenfor derhjemme. Mor sad og læste i sin bibel, hun havde sit lønkammer! Vort hjem var præget af flid - for ikke at sige slid - og som Folkebladet skrev i anledning af mor og fars guldbryllup: "- deres hjem var og er som få i denne by præget af flid, nøjsomhed og gudsfrygt - og af glæde, taknemlighed og ægte humor".

I sommeren 1925 gik Svend og jeg til konfirmationsforberedelse hos provst Roesen. Vi havde salmevers for til hver gang, men vi kunne godt blive fri for at lære dem udenad, men i givet fald skulle vi have et brev med fra vores forældre, hvor i der stod, at vi var så ubegavede, at vi ikke kunne lære udenad. Sådan sagde den noget ironiske, men iøvrigt udmærkede underviser og præst.

En dag kom jeg til at følges med provst Roesen efter undervisningen. Han spurgte mig bl.a. om, hvad jeg ville være. Jeg svarede, at jeg gerne ville være præst, hvortil han sagde: "Ja, så bliver vi jo kolleger". Det gik nu ikke sådan. Nogle år efter talte jeg ved en gudstjeneste i Kristkirken i anledning af Soldater Venners stævne i Kolding. Efter gudstjenesten sagde provsten: "Det var jo en tilforladelig prædiken, du holdt Viggo". Jeg var ikke rigtig klar over, hvad tilforladelig stod for. Provsten kunne, som sagt til tider være lidt ironisk, så jeg slog senere op i en ordbog, og der stod, at tilforladelig betød "hæderlig - een som man kan stole på". Så det var jo ikke så ringe endda.

Vi blev konfirmeret den 4. oktober. Mor og far havde sørget for en god fest hjemme på Schjørringsvej. Far havde skrevet to sange, en højtidelig og en munter sang.

Søndagen efter var vi til konfirmandfest i KFUM. Vi blev senere medlem af UA (KFUM' ungdomsafdeling) og gik gerne til møder hver søndag aften i vinterhalvåret. De, der var med, kan næppe glemme de aftener. Alle tre sale var tæt pakkede, når guldsmed Jens Svindt fra Århus eller pastor Philipsen fra Fredericia stod på talerstolen. Det var morsomt, det var spændende.

Søndag eftermiddag gik jeg ofte en tur sammen med mine kammerater, måske til Strandhuse, Bramdrupdam, "Krybily" eller et andet sted i omegnen, hvor vi kunne droppe ind og få en kop kaffe. En dag inviterede Poula, en frisk og sjov pige, til middag på sin 16 års fødselsdag. Jeg tror nok, at vi drenge var noget generte, måske også pigerne, men det blev en fornøjelig aften og indledningen til, at vi de følgende år kom meget sammen i "fødselsdagsklubben".

Ved juletid var vi som børn meget optaget af forberedelserne. Mor havde travlt med at bage brunekager, pebernødder og meget andet. Hun strikkede og syede også julegaver. Far lavede legetøj af træ, men det hændte også, at mor og far gik på juleindkøb. Det var spændende, hvad de kunne finde på, og hvad der var penge til. Vi børn havde sparet sammen, så vi kunne give hinanden og mor og far en gave. Vi gik på juleudstilling, og der var særlig to steder, som tiltrak sig vores opmærksomhed. Det var Østergades Varehus og I.P. Jensens vinduer i Søndergade. Her trykkede vi næserne flade for at se alle herlighederne som elektrisk tog med banegård, fæstninger og opmarcherede tinsoldater, orlogsskibe og matroser og bøndergårde med køer og heste. Jo, der var meget at se på og ønske sig. Svend og jeg ønskede os et år en fæstning. For at være sikre på at vort ønske blev opfyldt, aftalte vi at give hinanden en fæstning i julegave, og så var det jo bare om at se overrasket ud, når gaverne blev pakket ud.

Vi fik traditionen tro flæskesteg med tilbehør og risengrød juleaften. Jeg husker ikke om der også var en mandelgave, eller om det er en nyere opfindelse.

Det var fars job at tænde lysene på juletræet, mens vi stod forventningsfulde i den anden stue. Og så gik fløjdørene op, vi tog hinanden i hånden og sang: "Julen har bragt velsignet bud", mens vi gik rundt om det pyntede og strålende juletræ. Far læste juleevangeliet, og vi sang endnu en julesalme. Nu var tiden så inde til, at gaverne under træet blev delt ud. Der var ofte mange overraskelser - og ind i mellem måske også en skuffelse, men alligevel - en glædelig jul.

Lidt før jeg var udlært, døde min chef 29 år gammel. Han tog sit eget liv. Det var kort tid før, jeg skulle tiltræde en stilling i en større forretning, men min chefs enke bad mig om at blive og føre forretningen videre for hende. Det sagde jeg ja til, men det var nok ikke en rigtig beslutning. Firmaet var insolvent. Vi fik dog økonomien til at hænge sammen igen, så forretningen kunne fortsætte. Efter fire år sagde jeg min stilling op for at tage på højskole.

Jeg havde planer om at blive KFUM-sekretær. Det krævede en særlig uddannelse, som for mit vedkommende begyndte på Haslev Udvidede Højskole den 4. november 1934.

Før jeg tog på højskole, havde jeg lært Agnete at kende. Jeg havde nok set hende nogle gange i KFUM & K sammenhænge, men hilste på hende første gang ved Carls svendegilde. Vi mødtes ofte i den efterfølgende tid sammen med andre, men efterhånden også alene. Vi blev klare over, at det skulle være os to, så inden jeg rejste på højskole, forlovede vi os, og det var det bedste, som kunne hænde mig.