Poul

Jeg kom til verden den 31.7.1922, sikkert som en fejlleverance, da der var rigeligt med børn i huset i forvejen. Der var en pige, der var født et par år før mig, og hun brugte jo stadig ble, så den unge kone, som nu også var min mor, havde rigeligt at lave.

Efter hvad jeg har fået fortalt, havde jeg vist ikke så forfærdelig mange kræfter; men dog så mange kræfter, at jeg overlevede en slem strubehoste, hvor jeg lå i damptelt i længere tid.

Den 10. september 1922 blev jeg døbt i Bethel kirkesal og fik navnet Poul Faurby Hansen. Jeg kan ikke huske noget fra de første år af mit liv. Det, jeg husker bedst, er fru Nørskov og fru støbemester Nielsen, som jeg kunne smutte ind til. Jeg legede en del med Else Nørskov, og jeg husker en vinterdag, vi var travlt optaget af at lege, at der løb en ordentlig tår i bukserne. Mor var ved at tage tøjsnoren ind; hun var meget rationel, for hun lod klemmerne sidde på, og da hun så mig og mine våde bukser, fik jeg en ordentlig omgang af tøjsnoren.

Om det var en tradition, husker jeg ikke, men vi var inde hos støbemester Nielsen en af juledagene, der fik jeg min første appelsin af Nielsens datter.

I 1927 flyttede vi fra Schørringsvej til Lykkegårdsvej. Det var spændende at flytte ind i et nyt hus, hvor der bl.a. i haven var sørget for udfoldelsesmuligheder for os unger. Det varede ikke længe, før vi opdagede, at Lykkegaard var et spændende sted, hvor vi bl.a. fik lov til at bygge hule højt oppe i et træ. Vi slog brædder på stammen, så vi havde trappetrin. I 8-års alderen lærte jeg at malke, det var meget spændende at være med til, og så tjente jeg også en skilling. Efter aftenmalkningen kørte vi rundt i kvarteret og solgte frisk mælk.

Jeg gik i Seest skole og havde en dejlig, gammel lærerinde, frøken Fischer, de første år. Det var en god skole at gå i; der var dygtige lærere, men størstedelen af dem havde den fejl, at hænderne sad lidt løse på dem; men vi unger var jo efterhånden vant til at få tæv.

Far og mor var meget strikse, når vi sad ved spisebordet, børn skulle helst holde deres mund og så spise op. Af og til var der noget, vi ikke kunne få ned - i særdeleshed bævreflæsk, som far elskede, og han kunne ikke forstå, at vi sad og skar ansigter, når det skulle ned. Det blev af og til far for meget, så vi blev sendt ud i køkkenet for at spise færdig. Det var vi heldige med, for så kunne vi få det, vi ikke kunne lide, smidt væk. Det var lidt vanskeligere inde ved bordet, for det skulle anbringes på hylden under bordet ved det femte bordben.

Mine forældre havde mange venner, bl.a. et par, der hed Skovsgaard. Jeg tror, de hed Else og Jens. Elses far hed Albert Christoffersen, en gammel søulk, der havde været styrmand på Stanleys sidste rejse i Afrika. Jeg sad tit på skødet af ham og fik fortalt mange historier fra Afrika. Skovsgaard havde en datter - hendes navn husker jeg ikke -. Jens var forretningsmand og havde en lille forretning i Klostergade, hvor han handlede med alt muligt. Der kom mange arbejdsløse i forretningen, da han havde depot for arbejdsløshedsbladet - et blad, som de arbejdsløse gik og solgte på gaden. De arbejdsløse kunne også supplere deres indtægt ved at sælge snørebånd, kamme m.m., som Jens Skovsgaard pakkede i en cigarkasse.

Om eftermiddagen var jeg bud hos Skovsgaard for een krone om ugen. Den ene krone, jeg tjente, afbetalte jeg på en cykel til 24 kr. Det skete af og til, at Skovsgaard var ude at køre med far og mor i HGF. Skovsgaards kørte op på Lykkegårdsvej på en gammel Zundapp motorcykel. En dag, den stod ene og forladt hjemme, spurgte Ejner mig: "Kan du starte den". "Ja", svarede jeg, "det har jeg nemt ved." Ejner satte sig op på førersædet med mig i "pigekammeret", og vi tog os en tur til Seest og Hylke og slap godt fra det; der var ingen, der opdagede, at vi havde været ude at køre.

Far lavede en dejlig stor legevogn til os. Engang til fastelavn byggede vi den om, så den kom til at ligne en lirekasse. Ejner blev anbragt inde i kassen med sin mandolin, jeg gik og drejede på et håndsving. Erik og Hans trak vognen; vi tjente en god skilling den dag.

Det skete af og til, at mor var syg; om det var sygdom eller barnefødsel husker jeg ikke, men een, der altid kom og hjalp, var fru cykelhandler Buhl (Agnes' mor). Hun bagte og lavede mad til os, en rigtig dejlig flink kone.

Julen derhjemme var noget særligt. Vi måtte ikke se juletræet før juleaften; far og mor havde pyntet det, og når vi havde spist, blev døren åbnet ind til dagligstuen - der stod juletræet i al sin glans, og under træet lå en masse pakker. Vore store søskende sørgede altid for, at der var en pakke til os små; i særdeleshed tænker jeg på Agnes og Bernhard, som altid sørgede for, at der var en pakke til os hver, indtil vi blev konfirmeret.

Når vinteren var forbi, var der tid til at tænke på sommerferie; jeg glædede mig altid, når vi kunne komme ud og besøge morbror Oksen; der var altid skæg og ballade. Første gang jeg var der, undrede det mig, at Nellys seng var et skab ude i køkkenet, men det var vist meget almindeligt på landet dengang.

Engang imellem var jeg også på ferie hos morbror Elias og tante Abelone (kusine Olgas forældre). Jeg husker engang, det blev tordenvejr. Abelone og Elias blev så bange, de faldt på knæ og bad til, at lynet ikke ville slå ned i deres hus. Det var tæt på, jeg husker, jeg så lynet slå ned i et træ ude på marken, det så flot ud.

I 1927 byggede far et sommerhus ved Grønninghoved strand. Vi unger tilbragte nogle dejlige sommerferier dernede, og når der var YA-lejr på Grænseborgen, var der ikke længere, end vi kunne løbe langs stranden derhen.

30'erne var ikke en god tid for håndværkere og handlende. Vekslerne begyndte at hobe sig op derhjemme. Arbejde var der ikke så meget af, og var der endelig noget, gav det for det meste underskud.

I 1935 måtte vi af med sommerhuset, fordi far ikke kunne betale 500 kr. Jeg gik dengang i 1. mellem på Latinskolen - sluppet ind uden optagelsesprøve på grund af mine gode karakterer fra Seest skole.

Da jeg var færdig med 2. mellem, sagde jeg til far, at jeg ikke gad gå i skole mere; men det kom jeg bitterligt til at fortryde. Få dage efter blev jeg sat i lære som mekaniker. Der gik ikke mange dage, så sagde jeg til far, at jeg ville i skole igen og begynde i 3. mellem sammen med mine kammerater, men nej, jeg skulle blive hvor jeg var. 4 1/2 år uden een eneste dag at gå glad på arbejde; jeg blev bitter på far. Det var slet ikke mig at ligge og rode under gamle biler og blive udnyttet på det groveste af mester. Vinterdage skulle jeg stå udenfor og vaske biler. - Gulvet i værkstedet - 150 kvadratmeter skulle jeg ligge på knæ og skrabe ren med en spatel. Det var sjældent, at jeg fik fri til fyraften. Lønnen, far havde aftalt, lå, så vidt jeg huske,r lavere end andre lærlinges.

Hver aften gik jeg på aftenskole. I stedet for den almindelige lærlingeskole, læste jeg 1. del til maskinmester.

Eksamen skulle aflægges i Odense, men jeg kunne ikke få fri, så jeg kunne rejse med mine skolekammerater til Odense.

I det spørgsmål fik jeg ingen opbakning hjemmefra.

Jeg har mange gange tænkt på det senere hen, og jeg tror, at mor og far på det tidspunkt havde så store problemer med at skaffe det daglige brød, at de slet ikke havde overskud til at hjælpe mig.

Jeg havde meget vanskeligt ved at finde det arbejde, der interesserede mig, men efter at have prøvet mange forskellige job fandt jeg endelig ud af, at det at handle var det rette for mig.

Senere i livet, når jeg fik nogle af mine skøre ideer, bakkede far mig op. Efter krigen, hvor jeg tjente godt ved reparation, køb og salg af motorcykler, lavede far en motorcykelbænk, og da vi begyndte forretning i 1960, lavede far de første reoler til mig.

Jeg var kun en stor dreng på 17 år, da krigen brød ud i 1939, men husker endnu 30'ernes brydningstid med fascisme, kommunisme, socialisme, verdensdepression, massearbejdsløshed, nød og fattigdom, den spanske borgerkrig, et bombardement af indtryk på et drengesind.

Meget kunne være gået anderledes, hvis jeg ikke hjemmefra var blevet tilskyndet til at være med i KFUM og spejderarbejdet. En aften, vi sad og sludrede på KFUM, fik vi besøg af en tysker - en jøde, der var flygtet fra Tyskland og opholdt sig illegalt her i landet. Det, han fortalte, gjorde et stort indtryk på mig, for vore aviser skrev ikke meget om de uhyrligheder, der foregik i Tyskland. Desværre blev han taget og sendt tilbage til Tyskland. Det var sørgeligt, at den danske regering var så bange for tyskerne, at de ikke turde hjælpe et medmenneske i nød.

KFUM og spejderbevægelsen har mærket mig for livet. Vi kom ind i et fællesskab, hvor vi lærte at lytte og at tie, når det var nødvendigt. Vi lærte at tro på noget - også det nationale - og det er næppe nogen tilfældighed, at så mange fra KFUM og spejdernes rækker sluttede op om modstandsbevægelsen.

Skulle jeg i dag vælge hjem - en mor og far - er jeg ikke i tvivl, det blev de samme og den samme dejlige familie.

Datoerne den 31. maj 1939, den 3. september 1939, den 9. april 1940, den 29. august 1943, den 4. januar 1944, den 19. september 1944 og den 5. maj 1945.

Den første dato burde have været en glædesdag, men de fleste i Danmark var skeptiske, for hvem turde tro på en underskrift på en ikke-angrebspagt med herr Hitler. Skeptikerne fik ret ved tyskernes indmarch i Polen. Den 3. september 39, da England og Frankrig erklærede Tyskland krig, blev alle ikke-angrebspagter annulleret. Hitler tromlede frem overalt, den 9. april 40 blev det vores tur til at blive løbet over ende.

Tyskerne søgte at bilde os ind, at de kom for at beskytte os mod englænderne.

På Teglgårdsvej nr. 2 stod vi udenfor på altanen og råbte: "Hvorfor skyder de dem ikke ned".

Der var ikke mange, der passede deres arbejde den dag; jeg var stadig i lære, men det meste af dagen stod jeg ude på Haderslevvej. Der kom flere danske soldater, der kørte nordpå, men det der gjorde størst indtryk på mig var, at der blev kæmpet i Sønderjylland, og at tyskerne snart ville være i Kolding.

Samme dag blev der beordret mørklægning, idet Danmark nu blev betragtet som krigsområde. I de ejendomme, hvor der var kældre, skulle der indrettes beskyttelsesrum. Det skete også hjemme; far stivede kælderen af med nogle solide bjælker.

Alt dette var uvant for befolkningen, så der blev oprettet et civilt beskyttelseskorps (CB), som skulle hjælpe i tilfælde af bombeangreb. Unge mænd blev opfordret til at melde sig; jeg gjorde det, så snart jeg var udlært. Vi blev uddannet i førstehjælp, meldetjeneste, flykending og mange andre ting, jeg ikke husker.

Efter endt uddannelse fik jeg vagttjeneste, bl.a.stod jeg oppe på Koldinghus slotstårn om natten for at melde, hvis flyvere så ud til at ville angribe Kolding. Vi havde mange overflyvninger af engelske og amerikanske maskiner, hvad vi syntes, var meget spændende - i særdeleshed, når vi fik svar på vore morseblink "god tur".

Tjenesten varierede mellem patruljetjeneste og vagttjeneste. Vi gik altid i patrulje sammen med en politibetjent, derfor blev vi kaldt føl. Jeg må have været temmelig god til tjenesten, for efter få måneder blev jeg udnævnt til gruppefører (korporal) og skulle uddanne nye CB'er. Vor chef hed kaptajn Rose. Jeg husker, jeg havde det godt med ham, og han kunne lide den måde, jeg behandlede mandskabet på; det var vist årsagen til, at jeg blev udnævnt til vagtkommandør. Hans opgave var at være chef for kommandocentralen, sortere de meldinger, der kom ind, og sørge for at trykke på knapperne, når der blev beordret luftalarm. Kommandocentralen lå i kælderen på Almenskolen.

Den 17. januar 1943 mellem 21 og 22 stod jeg oppe i tårnet på Koldinghus og så en ildkamp mellem to tyske jagere og en engelsk bombemaskine. Den engelske maskine blev skudt i brand; luftkampen foregik i retning mod Stenderup; jeg kunne se sporprojektilerne slå ind i den engelske maskine og så pludselig et mægtigt ildglimt - maskinen var styrtet.

Jeg ringede straks ned på stationen og fik fat i overbetjent Krøyer og fortalte, hvad jeg havde set. Sagde til ham, at vi skulle skynde os derud, inden tyskerne kom, hvis der skulle være nogle overlevende. Den var han lige med på; så vi kørte så hurtigt, det kunne lade sig gøre til ulykkesstedet. Det var nemt at finde, da det brændte kraftigt. Vi nåede nedstyrtningsstedet i Stenderup-skoven før tyskerne, men desværre kunne vi ikke gøre noget, for de tre, der var tilbage i maskinen, brændte som fakler. Vi koncentrerede os om at finde resten af besætningen.

Det viste sig, at en englænder var landet i faldskærm på stranden i Rønshoved, og han blev omgående taget til fange af tyskerne. Vi løb rundt i skoven for at lede efter andre, men desværre fandt vi kun een mand, som havde søgt op i skovridergården; det var maskinens fører en englænder ved navn Brownlie. Desværre ankom tyskerne ret hurtigt til Skovridergården og tog ham til fange, men forinden havde han åndsnærværelse nok til at fortælle skovriderens kone, hvor han havde gemt faldskærmen, som han sagde, der var megen god silke i den. Brownlie overlevede det tyske fangenskab og har 50 år efter besøgt nedstyrtningsstedet.

En dag kom der til mig indkaldelse til militærtjeneste. Jeg skulle stille den 3. maj kl. 12 i Assens ved 1. fodfolkspionerbatallion. Jeg tog af sted hjemmefra dagen før og havde bestilt et værelse på hotel Phønix i Assens. I toget fra Odense mod Assens traf jeg en flok af mine nye kammerater. På Assens banegård stod en nypudset kornet og råbte, om vi var de nye indkaldte. Det måtte vi jo indrømme. Vi fik ordre til at stille op uden for banegården; jeg stillede pænt op sammen med de andre. Vi gik op ad hovedgaden, men da vi var ud for hotel Phønix, gik jeg ud af geleddet. Kornetten råbte: "Hvor skal De hen?" "Herind", svarede jeg, "Vi ses i morgen.

Der var spejderudstilling på hotellet, hvor jeg bl.a. traf Niels og Johs. Ladegård samt flere andre bekendte. Da spejderudstillingen lukkede, og jeg havde fået sagt farvel til kammeraterne, gik jeg ud i Skovpavillonen for at nyde den sidste aften i frihed. Efter en god nats søvn og et lækkert morgenbord, var det efterhånden blevet tid til, at jeg skulle melde mig. Jeg tog ud til lejren og var der kl. 11.30.

Det var nogle forfærdelige rå børster, vi havde til overordnede; de fleste af dem brugte et sprog, som en havnesjover ikke kunne gøre bedre. Jeg tænkte tit på de ord, kaptajn Rose sagde til mig, da jeg var på gruppeførerskole, at det var en dårlig befalingsmand, der råber og skriger.

Soldater blev vi, selvom der blev brugt kadaverdisciplin. Jeg var hjemme på besøg et par gange. Vi måtte ikke bære uniform i Jylland, vort civile tøj hang på Soldaterhjemmet i Assens, hvor vi klædte om. Tiden gik, og situationen i Danmark blev forværret. Der var strejker, sabotager og andet, der generede tyskerne. Den 29. august 1943 sagde den danske regering også stop. Tyskerne tog bissen på og masede ind i alle danske militærforlægninger og afvæbnede os og tog al vort materiel.

Tyskerne samlede de danske soldater fra flere garnisoner i Assens. Vor lejr var beregnet til 125 mand, men vi var efterhånden 600. Dagen gik på følgende måde: op kl. 7 - 7.30 morgenmad - kl. 10 gårdtur - kl. 12 middag - kl. 16-17 gårdtur - kl. 21 til køjs, hvis vi kunne finde et sted at sove. Efter kl. 21 måtte ingen stikke næsen udenfor barakken, så blev der skudt.

Den 11. september 1943 var jeg heldig. Jeg flyttede fra Assens til Andelshøjskolen i Middelfart, hvor jeg sammen med 9 andre skulle være oppasser for befalingsmændene. Det var dejligt at komme fra Assens og ikke mere ligge som sild i en tønde. Selvom jeg fik det bedre, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad tyskerne ville med os; der gik jo stadig rygter om, at vi skulle sendes til Tyskland.

Jeg fik en dag besøg af Ellen og tre af hendes veninder. De var godt trætte af at gå de 26 km fra Kolding, så jeg spurgte vagten, om jeg måtte invitere dem ind på en kop kaffe. Det fik jeg lov til. Da de skulle af sted, spurgte Ellen, om jeg kunne låne dem 3,50 kr. så kunne de tage toget hjem. Det kunne jeg heldigvis; far havde sendt mig 15 kr. og Carl 10, så jeg havde penge nok.

Langt om længe fik vi vished om, at vi skulle sendes hjem; for mit vedkommende blev det den 15. oktober 1943.

De første dage efter hjemkomsten gik jeg rundt og hilste på venner og bekendte og kom meget på KFUM. Sekretær Jørgensen inviterede af og til på Saxildhus; han ville gerne høre, hvordan man havde det som interneret.

Jeg skulle i gang med at arbejde, men havde ikke lyst, da det eneste arbejde der var at få, var for tyskerne. På fagforeningen fik jeg at vide, at de havde ordre til ikke at udbetale understøttelse, hvis vi ikke tog anvist arbejde, og det anviste kunne godt blive i Tyskland. Så gik jeg om til Citroën-forhandler Skøde Knudsen og fik omgående arbejde. Værkfører Larsen sagde til mig, at han gerne ville have, at jeg hovedreparerede motorer. Det var jeg glad ved, når jeg nu skulle lave noget for tyskerne, så kunne jeg da få lejlighed til at sabotere alle de motorer, jeg lavede, ved at smøre godt med slibemasse i cylinderne.

Den ene dag gik efter den anden. Arbejde om dagen, KFUM om aftenen, enten til spejdermøde eller i U.A.

Jeg husker, at Viggo og Agnete kom til byen i november 1943. Viggo skulle tale på KFUM, det var en fredag. Ligeledes kom Carl og Elly om lørdagen.

Den 4. januar 1944 gik hele Danmark i chock! Kan det være rigtigt! De har myrdet Kaj Munk. Vi unge blev endnu strammere i betrækket overfor tyskerne. Den lille og den store sabotage tog til; de var begyndt at blive desperate. Krigslykken var forlængst vendt til de allieredes fordel, det var nu kun et spørgsmål om tid, før de allierede gik i land på fastlandet.

Vi skulle have endnu et chock, før krigen kunne afsluttes. Den 19. september 1944 overfaldt tyskerne det danske politi. Nogle gik under jorden, størsteparten blev sendt i koncentrationslejr, deriblandt Johs. Ladegård. Der var kun tysk politi tilbage til at holde ro og orden, men kommunerne rundt om i landet oprettede kommunale vagtværn til afløsning for det danske politi. Jeg meldte mig til vagtværnet. vi havde et gammelt salatfad til rådighed, så vi kunne køre fulde folk og andre ballademagere til stationen og sætte dem til afsvaling. Rene politiopgaver kunne vi ikke påtage os.

Jeg husker, jeg en dag blev sendt ud i Låsbygade, hvor der var sket et selvmord. En ældre mand sad med hovedet inde i en gasovn. Hans datter fortalte, at han havde solgt sin gård kontant, men at han havde fortrudt.

Tyskerne stolede ikke meget på os. En dag sprængte de vort vagtlokale i luften. Bomben var så kraftig,, at ruderne gik i Sct. Nicolaj kirke. Tyskerne beskyldte os for at modarbejde dem, og for at vi var sabotører. Lidt om snakken var der vel også, for salatfadet blev brugt til at transportere våben i.

Endelig så det ud til, at krigen ville få en ende. Vi var mange samlet omkring radioen den 4. maj om aftenen, da vi hørte frihedsbudskabet.

Jeg tog senere på aftenen til domhuset, hvor jeg fik ordre på at skaffe en motorcykel og køre til Århus og hente nogle pakker, som skulle afleveres på politistationer i de sønderjyske byer. Jeg lånte en motorcykel af Gudmund og tog af sted godt bevæbnet med en automatriffel, så jeg kunne forsvare mig hvis jeg kom i vanskeligheder.

Det eneste sted, tyskerne brokkede sig, var ved indkørslen til Skanderborg-skovene. Jeg forklarede de to tyskere, at krigen var slut, og at de skulle lade mig passere. Det gjorde de også, men for en sikkerheds skyld kørte jeg meget stærkt derfra og slingrede fra den ene side til den anden, hvis de skulle få den tanke at skyde efter mig.

Turen gik godt, det var et rent triumftog at køre gennem de jyske og sønderjyske byer. Jeg ved ikke, hvor mange papirstrimler, jeg havde om halsen.

Jeg var hjemme igen midt på dagen den 5. maj efter at have sidder på motorcyklen i 16 timer.