Kaj

Jeg blev født den 29. april 1932 på Søren Kjærsvej i Kolding som den yngste af en børneflok på 12. Min mor var da 46 år og min far over halvtreds.

Da jeg var knap 5 år gammel, flyttede familien til Teglgårdsvej 2, et stort hus på hjørnet af Teglgårdsvej og Domhusgade. Huset var blevet bygget i 1881 af en mand, der ejede et tarmrenseri lidt længere henne ad vejen. Det siges, at han havde været millionær. Imellem vores hus og tarmrenseriet, som lå i nr. 18, var der bygget en del småhuse. Her kunne arbejderne bo, så længe de var ansat i virksomheden. Husene ligger der stadig.

Huset var bygget i 2½ etage. Stuelejligheden var lejet ud. En del af stueetagen blev senere inddraget til forretning og har i årenes løb huset en barbersalon, en legetøjsbutik og senest en trikotageforretning. Min store familie indrettede sig på hele første salen, og der måtte yderligere indrettes nogle børneværelser på en del af overetagen.

Far, der var tømrermester, indrettede sit værksted i det ene af to baghuse, hvorfra han med et skiftende antal medarbejdere udførte kvalitetsarbejde for folk over hele byen. I det andet baghus – ud mod Domhusgade – var der bl.a. vaskehus, og på loftet havde far et lager af træ.

På bagsiden af huset førte en passage op til nogle småvirksomheder. Der var bl.a. en savskærer, en lille sodavandsfabrik, en vognmand og en virksomhed, der fremstillede træskobunde. Far havde også en garage oppe i passagen. Her stod vores gamle Citroën fra 1929 opstaldet under det meste af krigen. Den blev solgt til en smart fyr, der havde indset, at der ville være gode penge i gamle biler efter 2. verdenskrig.

Teglgårdsvej var dengang en jordvej. Der var kun fortov i den ene side. Vejen var blind og endte ved en stor skrænt. Herfra strakte marker sig ud. Området omkring skrænten var en af vore foretrukne tumlepladser. Her kunne vi kælke og løbe på ski om vinteren. Om sommeren gravede vi store huler ind i skrænten, og jeg kan huske, at vi en sommer – det har sikkert været under krigen – byggede periskoper, så vi kunne holde øje med “fjenden”, når vi opholdt os i hulen.

Vi tilbragte også mange timer omkring Kolding Å. Det var en herlig legeplads. Vi sejlede på tømmerflåder, eller vi roede i små joller. Det kunne også ske, at vi fik lov til at komme på en længere tur med en motorbåd ud på fjorden.

Vandet i åen var dengang meget beskidt. Det var jo før, at der overhovedet var noget, der hed rensningsanlæg, så de mange kloakudløb løb direkte ud i åen. Det var ikke nogen spøg at falde i vandet. Det skete dog alligevel med jævne mellemrum, fordi vi ofte havde aktiviteter på åen, der skulle vise, at vi havde mod til prøve lidt af hvert. Det kunne være, at vi skulle se, hvor langt vi kunne ro i en utæt jolle, inden den sank, eller vi skulle måske prøve at springe fra vejbroen og ned på en tømmerflåde. Når vi havde været en tur i “baljen”, blev vort undertøj aldrig helt hvidt igen. Det var jo bare ærgerligt, for leges skulle der.

Da jeg var blevet 10-12 år, fik jeg lov til at skøjte på Slotssøen om vinteren. Jeg mindes specielt en vinter, hvor det satte ind med et kraftigt snevejr. Bagefter skrabede kommunens vejfolk baner på isen fri for sne, så der dannedes “veje” på søen, omgivet af meterhøje snevolde. Jo, dengang var der vintre til.

Efter en lang og kold dag på isen var det dejligt at komme hjem og få lov til at kravle op på hjørnekaminen og rigtig blive varmet godt igennem, mens mor stegte æbler til os på kaminens gris.

I de hårde isvintre under krigen husker jeg, at man spærrede den ene ende af søen af, så Slotsmøllens folk kunne skære store firkanter ud af isen, der blev brugt i Slotsmøllens kølekælder for at nedsætte el-forbruget under krigen.

Om sommeren – jeg synes, vi altid havde nogle dejlige lange somre dengang – kunne vi bade på Søbadeanstalten ved sydsiden af fjorden eller længere ude ved Rebæk strand. Søbadeanstalten bestod af to afdelinger – én for herrer og én for damer.

Når vi skulle i svømmebadet med skolen, havde vi altid to sammenhængende timer, fordi vi skulle gå den lange vej. Kort efter krigen blev Søbadeanstalten i øvrigt flyttet længere væk fra byen på grund af frygt for spredning af smitsomme sygdomme fra flygtningelejren i Tved. Siden blev Søbadeantalten helt lukket, jeg husker ikke hvornår.
Teglgårdsvej var et dejligt sted at vokse op. Efterhånden ændrede området dog karakter. Teglgårdsvej blev ført igennem til Østerbrogade. Vejen blev asfalteret, og området blev med tiden bebygget med rækkehuse og boligblokke. Det betød, at vi børn måtte søge længere væk for at finde nye fristeder.

Jeg mener at kunne huske, at vi i min tidligste barndom var 10 voksne og børn derhjemme til daglig. Udover mor og far var det mine søskende Anna, Ejnar, Grethe, Poul, Erik, Hans, Ellen og så mig selv. Mine ældste søskende var allerede flyttet hjemmefra, før jeg blev født. Det var alligevel en ordentlig flok at skaffe føden til, men efterhånden som flere blev udlært og rejste hjemmefra, blev det lettere for vore forældre at klare dagen og vejen. Der blev råd til, at vi kunne få forskellige ting, f.eks. nyt tøj og nye støvler. Jeg kan stadig helt klart se det for mig, da jeg engang fik et par helt nye ski med rigtige bindinger. Det var en fantastisk oplevelse at rutsche på dem.

Der var system i hverdagen derhjemme. Mor var altid den, der først var oppe. Ja, faktisk var det hende, der altid sørgede for, at alle andre kom op til tiden. Når far havde spist morgenmad, gik han ned på værkstedet for at gå i gang med at planlægge dagens arbejde, enten på værkstedet eller ude i byen. En ting var dog helt sikkert, nemlig at når far var på værkstedet, begyndte han at banke støvet af bukserne lidt i kl.12, for præcist kl. 12.00 smækkede mor køkkenvinduet op og råbte “Peter – spise”, og straks efter kom far op ad trappen. Efter middagen og aftensmaden skulle han have sig en lille lur på sofaen, det var vigtigt.

Søndag var lidt anderledes, for da ville far gerne have morgenkaffe på sengen, og det fik han. Det var en fin service fra mors side. Normalt gik vi til højmesse kl. 10 i Kristkirken. Det var selvfølgelig ikke altid lige spændende for en lille fyr som mig, men efterhånden som jeg blev ældre, blev det mere og mere klart for mig, at det var det rigtige for mig. Jeg vil ikke sige, at mor og far direkte forsøgte at påvirke os ret meget, men de gjorde det alligevel ved, at de selv levede et sandt kristenliv, altid med tanke for deres næste.

Lidt mere om hverdagen: Mor fik på et tidspunkt indrettet en grøntforretning i baghuset ud mod Domhusgade. Hun havde vist før haft en lignende forretning i Katrinegade, så helt uden forkundskaber var hun ikke, da hun åbnede den nye forretning. For at spare mor for at spæne op og ned ad trapperne, når der kom kunder, indrettede far et lille rum med skabskøkken og en spiseplads i tilknytning til forretningen.

Det var under krigen, at mor drev forretningen, så det kunne jo ikke undgås at der kom tyske soldater ind for at handle, men det klarede hun også, selv om hun ikke var meget for at sælge varer til dem. Forretningen blev senere lejet ud til en “Hr. Jørgensen” og senere til familien Leonhard, der havde den i mange år. I dag har en kørelærer teorilokale i forretningen..

Det var meget spændende den dag i 1939, da jeg sammen med mor gik ned til Forskolen for at skulle begynde i 1. klasse. Jeg var så heldig at få en lærer, der forstod, at vi skulle have lov til at lege os til noget af det, vi skulle lære.

Efter to år på Forskolen blev vi flyttet op på Drengeskolen i Katrinegade. Det var i 1940-41, men allerede i 1942 tog tyskerne skolen til kaserne, og vi blev fordelt over hele byen på andre skoler, og flere klasser blev såkaldte vandreklasser, d.v.s. at de vandrede fra skole til skole for at få den nødvendige undervisning. Jeg nåede at komme til at gå på Teknisk Skole, Den katolske Skole, Riis Toft Skole og i nogle lokaler på biblioteket, inden krigen var omme, idet tyskerne tog skolerne én for én til kaserne eller lazaret.

De sidste par år af min skoletid gik jeg på den private realskole, men gik ud af skolen uden at få min eksamen. Det havde måske været godt, hvis det dengang havde været muligt at tage et sabbatår. Så kunne det jo være, at jeg havde fået lysten tilbage.

Jeg ville gerne i lære som tømrer, da jeg gik ud af skolen, men far ville ikke have flere læredrenge, og andre steder var det ikke muligt at komme ind som tømrerlærling.

I stedet kom jeg efter et halvt år som arbejdsdreng i lære som værktøjsmager hos firmaet Th.Breindahl i januar 1948. Den ugentlige arbejdstid var på 48 timer. Det var dengang, at man også arbejdede om lørdagen. Vintrene var svære at komme igennem, for da skulle vi gå på Teknisk Skole fem dage om ugen.

Værktøjsmagerfaget passede slet ikke til mit temperament. Som tømrer kan man hurtigt se resultater af sit arbejde. Omvendt er det som værktøjsmager, hvor man kan være beskæftiget i ugevis med at bore, fræse og file for at fremstille f.eks. et stanseværktøj. Jeg måtte gennem min læretid lære mig tålmodighed.

Min læremester, Thomas Breindahl, var normalt en flink mand, men når han havde problemer med mavesåret, kunne han være meget vanskelig at omgås. Faktisk fyrede og genansatte han mig adskillige gange i løbet af min læretid. En gang smuttede jeg hjem til min mor for at få et plaster på en stor byld, som der var gået hul på. Da jeg kom tilbage, var mester tosset, og han fyrede mig på stedet. Det havde jeg prøvet før, så jeg gik hjem, for jeg vidste, at jeg kunne begynde igen, når han var kølet af i løbet af et par dage. Det holdt også stik denne gang.

Jeg blev udlært som værktøjsmager i januar 1952 med karakteren “Vel udført”. Det kunne jeg vist være godt tilfreds med. På det tidspunkt købte firmaet det gamle snedkerfirma Bondesen på Teglgårdsvej 5. Det var heldigt for mig, for jeg blev tilbudt arbejde frem til november, hvor jeg skulle ind som soldat. Jeg fik til opgave at indlægge centralvarme i det nye værksted.

Jeg blev indkaldt til 33. artilleriafdeling i Århus den 1. november 1952. Jeg skulle møde på Vester Alle’s kaserne (det areal, hvor Århus Musikhus i dag ligger). Det var en rigtig sur vinterdag med regn og kulde. For første gang skulle jeg nu væk fra mors kødgryder og den trygge tilværelse. Det var ikke rart at skulle bo så tæt, vi var 13 mand på stuen. Der var kun en KFUM’er udover mig på stuen, og tonen var ikke altid, som vi kunne ønske os. Vi mennesker har dog en stor tilpasningsevne, og som tiden gik, affandt jeg mig med omgangstonen og befalingsmændenes råben og skrigen.

Da rekruttiden var overstået, blev jeg udtaget til korporalskolen. Jeg forsøgte at blive fritaget, men her hjalp ingen kære mor.

Jeg kom på forskolen i Århus og blev senere sendt til Ringsted på befalingsmands-skolen. Det var en hård tid, hvor der ikke var plads til slinger i valsen. Hver dag var planlagt i detaljer. Jeg synes alligevel, at det var den bedste tid, jeg havde, mens jeg var ved militæret.

Da jeg var færdig med skolen, kom jeg tilbage til Århus og siden overflyttet til rekrutskolen i Nymindegab, hvor vi uddannede et hold rekrutter. Det var en sur tid med kulde og havgus, men langt om længe kom frihedens time, hvor vi blev hjemsendt.

Hjem til friheden og hjem til Gudde, som jeg var blevet forlovet med i 1952. Vi havde lært hinanden at kende ved et sommermøde i KFUM&K i 1951. Det var bestemt ikke nogen tilfældighed, at det netop var der, vi traf hinanden. “Hvordan skulle jeg have klaret at opdrage 12 børn, hvis jeg ikke havde haft KFUM & K”, sagde min mor halvt i spøg, halvt i alvor engang i et fødselsdagsinterview.

Jeg var først ulveunge og senere spejder, men efterhånden befandt jeg mig bedre i KFUM & K’s ungdomsafdeling og senere endnu i HA, hovedafdelingen. Igennem tiden her lærte jeg mange dejlige mennesker at kende, som jeg satte meget højt.

Det var også i KFUM, at jeg dyrkede min fodboldinteresse. Jeg var i øvrigt med til at stifte Kolding KFUM’s drengeafdeling i 1956.

Den 26. maj 1954 blev Gudde og jeg viet i Vester Nebel kirke, og et nyt kapitel i vores liv begyndte.