Det er en vanskelig opgave nu så længe efter at skulle nedfælde indtryk og oplevelser fra barndoms- og ungdomstiden. Fantasien spiller også ind. Man kan spørge: “Hvad er selvoplevelser, hvad er fantasi, og hvor meget er senere blevet fortalt af andre?”. Det kan være vanskeligt at adskille, men jeg vil i det følgende nedskrive det, som jeg husker fra vort fælles barndomshjem.
Jeg blev født den 10. november 1925 som nr. 10 i rækken. Familien boede på dette tidspunkt i en lejlighed på Sjørringsvej. Jeg vil forsøge at dele oplevelserne op i tiden på Lykkegårdsvej (Søren Kjærsvej) og tiden på Teglgårdsvej.
Poul, Erik og jeg var meget sammen, og de andre børn i kvarteret kunne hos os altid finde legekammerater, og i fællesskab var vi kvikke til at finde nye og til tider spændende lege. Jeg husker bl.a., at kriminalbetjent Jensen blev bestyrtet over, at vi legede på taget af huset, og Erik stod på hænder på skorstenen.
Vi foretog ture til skovene i “Kildevæld”. Om vinteren var det slædeture på bakkerne ved gårdejer Bechs ejendom. Gadekampe med stokke og stave. Stejlbjergområdet kæmpede mod Peder Lykke- og Seestkvarteret, men det var begrænset, hvad jeg “lille mand” kunne udrette.
Far havde på det tidspunkt en gammel Ford. Carl skulle låne bilen. Jeg ville med og gemte mig i bilen. Carl blev vred, løb efter mig, men stoppede dog op, da jeg lavede et flyvespring over hækken. Så grinede Carl.
Vi begyndte tidligt at spille fodbold. Det foregik enten i haven, på vejen eller på KFUM’s sportsplads. Som 7-årig fulgte jeg med Poul og Erik til gymnastik under Bernhards ledelse. Det foregik på Forskolen og senere Pigeskolen.
Vi gik i søndagsskole i Kristkirken, hvor lærer Bjerre-Madsen og lærerinde Marie Hansen fortalte bibelhistorie.
Jeg husker den ugentlige vaskedag. Mor fyldte den store zinkbalje med varmt vand. Afvaskningen blev foretaget i køkkenet.
Tøj arvede vi efter hinanden. Mor syede næsten alt det tøj, vi skulle bruge. Vi gik i tøj, som drenge i dag ville grine af. Korte bukser, livstykke og sorte hjemmestrikkede strømper med strømpebånd.
Hvordan vi fejrede juleaften i den periode, har jeg ikke mange erindringer om. Vi fik enkelte gaver bl.a. tøj, som mor havde syet eller strikket. Dog husker jeg, at jeg engang fik en lille gul bil, der kunne trækkes op.
Mor havde hjemmearbejde. Hun syede for forskellige fabrikker. Jeg husker, at jeg måtte bringe det færdige tøj til fabrikken “Rosenkranz og Larsen” i Låsbygade. Med en stor børneflok skulle der tjenes penge. Der var krisetider og stor arbejdsløshed, og selv om far havde noget at lave på værkstedet, så var det nødvendigt, at mor og mine større søskende kunne tjene mindre beløb.
Jeg forstod det ikke dengang, men jeg kan huske, at visse ting blev gemt på loftet, når der kom nogle fine folk på besøg. Først senere fik jeg fortalt, at det var Kongens Foged, der havde været på besøg.
I årene på Lykkegårdsvej var jeg ofte syg, og i efteråret 1935 tilbragte jeg 2 – 3 måneder på Kolding Sygehus, hvilket medførte, at jeg for første gang ikke var hjemme juleaften. Mor og far besøgte mig juleaften og medbragte bl.a. en portion sveskegrød med flødeskum.
I 1936 flyttede familien på Teglgårdsvej 2. Far købte en større ejendom, der trængte til “en kærlig hånd”. Der blev da også i de følgende år foretaget flere ombygninger og reparationer. Far havde værksted i en del af stueetagen. Senere åbnede mor en grøntforretning.
Ved flytningen til en anden bydel mistede vi efterhånden kontakten med de kammerater, som vi havde leget med i flere år. Vi fandt dog snart nye kammerater, men det var dog efterhånden begrænset, hvor megen tid, der blev til leg, da der var mange pligter, der skulle klares: Skole, byplads og fritidsinteresser.
På Teglgårdsvej blev vi tre drenge installeret i et værelse med køjer. Der var ingen varme. I de hårde vintre fra 1938 til 43 var der is på østvæggen, og sengetøjet var koldt og klamt. Tilsyneladende var der ingen af os, der tog skade af det.
Engang skulle Poul, Erik og jeg på cykeltur til København. Aftenen forinden vi skulle køre, havde vi ikke noget ordentligt tøj at tage på, men da vi vågnede op, havde mor brugt nattetimerne til at sy 3 skjorter og 3 par korte benklæder.
Flere af os søskende havde i perioder mange bylder. Mor forsøgte med grødomslag, men når byldemor skulle klemmes ud, var det ofte far, der trådte til.
Det første sted, hvor jeg var bydreng, var hos skomager Jensen, der havde værksted i en kælder på Agtrupvej. Jeg blev ofte sendt til mejeriudsalget for at købe osterester for 25 øre. Ugeløn kr 2. Senere afløste jeg Erik som bydreng hos “Juhl i Porten”. I perioder var jeg også avis- og mælke- og bagerbud. De sidste år, inden jeg tog realeksamen i 1943, var jeg kontorbud på Saxildhus.
Jeg kom i tømrerlære hjemme hos far, da det var min mening, at jeg ville være ingeniør. Jeg var dog ikke “den fødte håndværker”, og da der blev en elevstilling ledig i Sparekassen, søgte jeg denne og begyndte uddannelsen den 15. februar 1944. I sangen til min konfirmation skrev far; ” og bankmand vil han være, når skolen engang er endt”.
I foråret 1947 søgte jeg en stilling i Arbejdernes Landsbank i København. Jeg skulle begynde den 1. juni, men p.g.a. sygdom kom jeg aldrig til at arbejde i banken i København.
De første måneder i 1948 arbejdede jeg på skattekontoret i Kolding, og efter nogle måneder i Diskontobanken i Løgstør kom jeg den 1. august 1948 til Sparekassen i Varde. Fra 1. september 1951 til 1. april 1988 var jeg ansat i Sparekassen i Herning.
Forskolen 1932 -34. Drengeskolen 1934 – 36. Riis Toft Skole 1936-38.
Almenskolen 1938-43. Handelsskolen 1945-47.
På forskolen havde jeg Bernhard som lærer (vikar) i enkelte timer. På skolen fik vi et ugentligt bad. Nogle damer hjalp til med at vaske os og kæmme håret. De første år i skolen var jeg stille og rolig – lidt genert.
Hvis det havde stået til far, skulle jeg ikke have været på Almenskolen. Der havde været to søskende, der ikke havde gennemført uddannelsen, og derfor ville far ikke have, andre skulle forsøge. Mor vidste, at jeg gerne ville til optagelsesprøve. Hun talte med en lærer på Riis Toft Skole, og de blev enige om, at jeg skulle forsøge. Far fik ikke noget at vide, før jeg var optaget. Da mor fortalte ham det, skældte han ikke ud, men sagde: “Nu har du bare at tage den eksamen”.
Fra Almenskolen huskes den årlige majfest ved Skamlingsbanken sikkert af alle, der har været elev på skolen. Til afslutningsfesten efter realeksamen måtte jeg låne skjorte af Poul og benklæder af Erik. Ja – sådan var det bare dengang.
Som tidligere beskrevet begyndte jeg allerede som 7 årig at gå til gymnastik, og denne idrætsgren fortsatte jeg med hver vinter i mange år. Fodbold blev dog den idrætsgren, der optog mig mest, og dèr har jeg også haft de største oplevelser. Andre idrætsgrene som svømning, badminton, bordtennis, håndbold og i korte perioder også atletik og brydning har jeg prøvet. Fem vintre 1938-43 badede jeg i Kolding Fjord. Det var en kold, men frisk omgang at være viking.
Jeg var ulveunge/spejder i 5 år. Har været med i alle afdelinger i KFUM (YA, UA,17-20 årige, HA og idrætsafdelingen). Jeg har deltaget i mange gode og spændende sommerlejre på Grænseborgen og andre steder i landet. I 1937 var Erik og jeg med Viggo på sommerlejr på Reersø. Viggo var sekretær i Næstved. Jeg husker endnu lejrsangen “Højt oppe på Reersø, står birken i gem”. I 1938 var vi med igen. Dette år blev lejren afholdt i Gjorslev på Stevns. Landslejren for 17-20 årige på Møgelø i 1943 er en lejr, som huskes p.g.a. de begivenheder, der fandt sted den sommer. Jeg deltog i mange store møder på Skamlingsbanken, kristelige såvel som nationale med dygtige talere.
I årene 1943-46 var vi en flok fra KFUM & K, der tog på traveture, oftest søndag eftermiddag. Far skrev sange til forskellige lejligheder, og jeg husker et vers fra en af sangene, hvor han skrev om vore traveture: “Hvor har vi haft det sjovt, når vi på fodtur drog, af vejen ud til mark og grønne enge, et liv så friskt og frit, hvor gav det appetit, ja – der er dage, som vi aldrig glemmer”.
Vore venner var altid velkomne hos os, og der var ofte stort rykind, men mor havde altid en kage klar. Jeg husker en aften i januar 1944, hvor vi arrangerede en “sommerlejraften”. Vi skulle stille i sommertøj. Der blev lavet et “lejrbål” i den store stue, og vi havde en hyggelig og festlig aften.
Når jeg skal skrive om tiden hjemme hos mor og far, må det være rigtigt også at nævne besættelsen. Den forandrede tilværelsen for os allesammen. Sådan husker jeg den 9. april 1940.
Om morgenen vågnede vi op ved lyden af store tyske bombemaskiner, der i lav højde fløj ind over Kolding. Kort tid efter kastede de løbesedler ned med – OPROB trykt på gebrokkent dansk. Der stod bl.a., at tyske soldater nu havde overtaget beskyttelsen af Danmark. Få timer senere kom de tyske soldater trampende gennem gaderne, og militærbiler drønede rundt i byen. Desværre var der i Kolding, som andre steder i landet, mennesker, der hilste de fremmede velkommen.
Senere på dagen hørte vi, at flere steder i landet, bl.a. i Sønderjylland, havde danske soldater kæmpet mod tyske tropper. Mor og far tog det roligt og behersket. Der var ikke optræk til panik på nogen måde. Jeg mødte i skolen til sædvanlig tid, men efter en kort tale af rektor, blev vi sendt hjem igen.
Alle vinduer skulle mørklægges. Far fik travlt med at lave rammer, hvorpå der blev sat mørkt papir. Hen på sommeren deltog vi i al-sang og senere i al-gang. Under besættelsen blev der mangel på forskellige varer. Der kom rationeringsmærker, men selv om alt ikke kunne købes, så havde vi det dog godt, måske for godt, i forhold til befolkningerne i mange andre lande.
Mange danskere mistede livet på havet, i koncentrationslejre, i Ryparken og andre steder. Efterhånden som sabotagen tog til, strammede tyskerne grebet, og ikke mindst Schalburgkorpset, der bl.a. ødelagde Kolding Folkeblads bygninger.
Far ville ikke arbejde for tyskerne. Selv om de truede ham, stod han fast og afviste dem.
For en dreng på min alder var det spændende. Vi var i nærheden, når der var optræk til ballade i byen, og det kunne der skrives meget om. En enkelt oplevelse skal dog med. Jeg kunne ofte finde på at gå alene en tur i Marielund om aftenen, selv om jeg vidste, jeg ville blive anråbt med et “halt” af de tyske vagtposter ved Skovmøllen. Mor syntes, det var tåbeligt, men hun forbød det ikke. Det var en stor skuffelse for mig, at jeg måtte tilbringe de sidste 7 måneder af besættelsen på Kolding Sygehus. Der skete meget i disse måneder, som jeg ikke kunne være med til. Den 4-5. maj ville jeg helst have fejret sammen med familien og sammen med de mange glade mennesker i byens gader, skønt personalet på sygehuset også gjorde det festligt for os.
Den 24. juni 1945 var jeg blandt de 75.000-100.000 mennesker, der var mødt frem til folkefest på Skamlingsbanken i anledning af befrielsen. Folk kom til Skamling i alle slags køretøjer fra hele regionen. Over festpladsen vajede en mængde Dannebrogsflag sammen med de nordiske og allierede flag. Det blev en folkefest, som alle, der deltog, sikkert aldrig glemmer.
Under mit ophold på sygehuset fra 15. oktober 44 til 19. maj 45 kom mor hver dag på besøg, bortset fra enkelte dage, hvor hun selv var syg. Så var der dog andre, der kom på besøg. Far kom naturligvis også, men ikke så ofte, da han skulle arbejde på værkstedet.
Mor og far havde den indstilling, at det var frivilligt, om vi ville deltage i KFUM’s arbejde, men de så naturligvis helst, at vi kom de steder, hvor vi kunne møde en kristen forkyndelse. Det gav livet indhold og blev til stor hjælp i mange situationer.
Det var naturligt, at der blev bedt bordbøn. “Velsign vort hus, velsign vort bord…” og ” “Fader tak for dagligt brød …”. Jeg husker mange aftener, hvor der blev læst et stykke fra bibelen eller en andagtsbog, og derefter sang vi ofte; “Nu folder jeg hånd og tanke” eller “Far ta’r ned så tung en bog, med Gud han hvisker sammen, famler lidt ved spændets krog, og lukker med et: Amen”. Det kunne også hænde, mens mor sad med sytøjet, at far satte sig hen til orglet og spillede “Stille hjerter sol går ned, sol går ned på heden ..”.
Det var et tungt øjeblik, da overlæge Slottved i foråret 1947 fortalte mig, at jeg skulle indlægges på Silkeborg sanatorium. Hvorfor skulle netop jeg rammes af tuberkulose ? Hvordan skulle jeg være i stand til at bære denne skuffelse ? Hvorfor netop nu ? Alt var ellers klart til at jeg skulle flytte til København (Arbejdernes Landsbank). Jeg følte mig rask, passede mit arbejde og spillede fodbold. Alle mine drømme bristede. Jeg forstod det ikke. Mor forstod det heller ikke, men hun vidste, hvor vi kunne hente hjælp. Da jeg kom hjem den aften, havde mor ladet biblen ligge opslået på spisebordet. Hun havde understreget følgende: “Troen skal frelse den syge. Herren skal oprejse ham, og har han gjort synder, skal disse forlades ham”.
I de seks måneder jeg tilbragte på sanatoriet, var det en stor hjælp og trøst for mig, at hele familien bakkede mig op. Jeg fik mange breve og pakker – og også besøg. Ebba, som jeg havde forelsket mig i foråret 1946, var med til at styrke mig i troen på, at jeg skulle blive rask. Ebba og jeg blev forlovet den 28. april 1948 og gift i Kristkirken den 20. oktober 1951.
En aften i januar måned 1968 kørte jeg til Kolding. Far havde været syg i nogle uger. Ejner og jeg kom hjem samme aften. De andre 10 søskende havde været hjemme i dagene forinden. Far ville sige farvel til os allesammen. Omkring midnat den aften døde far 87 år gammel.
“Længe har mor og far hvilet på kirkegården. Jeg skylder dem livet, men jeg skylder dem først og fremmest, at de gennem deres liv og virke blev et uforgængeligt vidnesbyrd om, at ånd er virkelighed.”
Citat: Jørgen Bukdahl.