Når jeg tænker tilbage på min barndom, er der mange ting, der dukker op i erindringen. Jeg har haft en god og tryg barndom med kærlige forældre og mange søskende.
Jeg blev født på Schørringsvej den 2. juli 1920. De første år kan jeg naturligvis ikke huske andet fra end det, jeg har fået fortalt. Der er delte meninger om, hvor stor eller rettere sagt, hvor lille jeg var ved fødslen. Mor har fortalt, at jeg vejede under 2000 gram, men det har jeg siden indhentet.
Jeg kan huske, at Anna havde en høj brun barnevogn, som hun kørte mig i, når hun skulle ud at lege og samtidig passe mig. Far legede ofte med os og Else Nørskov var altid med, for hun havde jo ingen far. At Carl engang syede gennem min finger, kan jeg heldigvis ikke huske, men jeg har på fornemmelsen, at han ellers var god ved mig. Svend husker jeg som en værre spasmager, når han blandt andet tog pigetøj på og svansede ned gennem gaden.
Da jeg var 7 år flyttede vi ud på Lykkegårdsvej. Det var dejligt, for der fik vi både hus og have, og der var mange børn at lege med. Vi legede meget den gang. Det er synd, at børn ikke leger så meget i dag. Jeg kom i Seest skole, hvor jeg havde nogle gode år.
Huset på Lykkegårdsvej var dejligt, men efterhånden som familien voksede, måtte der bygges en knast på. Alligevel skulle Anna og jeg fortsat sove i samme seng. Jeg lå inderst lige under tagvinduet, så når det regnede, dryppede det ned i hovedet på mig. Der var heller ikke megen ro på det værelse, for alle skulle igennem det. Drengene til venstre og mor og far ligeud med de små.
Om morgenen var der trængsel i køkkenet. Vi skulle jo alle sammen være færdige. Nogle spiste mens andre vaskede sig, så det blev ikke til så meget. Men en gang om ugen blev der fyret op under grukedlen, og vi kom alle i bad og fik rent tøj på.
Mor var tit syg, men hun var også stærk og klarede det hver gang. Da far en gang blev syg og skulle på Sønderborg sygehus, husker jeg mor stå på trappen med tårer i øjnene, da de kørte med far. Hun tog mig i hånden og sagde: "Jeg tror ikke, far kommer hjem igen". Det var næsten ikke til at bære, men heldigvis kom vores far hjem til os igen.
Det var også en streng tid for mor. En dag kom pantefoged Frans Sørensen. Jeg var klar over, noget var galt, og gemte mig under spisebordet, hvorfra jeg hørte samtalen. Han tog heldigvis ikke nogle af vores møbler den dag, for mor fortalte ham, at far var syg, og fik så henstand med det, der skulle betales.
Så kom tiden, da de store brødre kom hjem med en pige. Det var altid spændende. Vi fik hen ad vejen også nogle søde og rare svigerinder, så vi blev flere og flere i familien.
Jeg skulle engang på sommerferie hos moster Marie. Mor satte mig i toget. og moster skulle så ringe, når jeg var kommet til Herning, men jeg var bare ikke med toget. Jeg blev efterlyst på stationen i Skjern, hvor der var blevet koblet vogne fra. Der fandt de mig så sovende i en af vognene.
Så var der dengang, far købte 20 par sko og støvler på en fabrik. Da måtte jeg til stor morskab for mine skolekammerater gå med et par meget spidse sko. En dag spurgte jeg mor, om ikke Anne-Marie måtte få et par sko også, for de var så fattige. Hun fik et par, og så var vi jo to.
Mange ting dukker op i erindringen, men heldigvis mest gode oplevelser. Der var vores sommerture til stranden ved Hejlsminde sammen med Skovsgaards og Olsens. Vi kørte afsted i den gamle Ford medbringende skotøjsæsker med madpakker. Somme tider vankede der en sodavand, men ellers stod den på saftevand.
Det sjoveste var nu, når lille tykke fru Olsen skulle i vandet i den stribede badedragt med Sigfred ved hånden.
Den dag jeg blev konfirmeret, lå Carl på hospitalet med brækket ryg. Det var et skår i glæden, men vi kørte en tur på hospitalet, så også han kunne se mig i min fine kjole.
Efter den tid flyttede vi på Teglgårdsvej. Da jeg var færdig med skolen, kom jeg i manufakturlære hos Torntoft.
Ved juletid går tankerne altid tilbage til julen derhjemme. Vi havde som børn altid store forventninger, selvom vi ikke fik så mange gaver. Middagen var altid risengrød og flæskesteg, og når vi havde spist, hjalp vi hinanden med opvasken. Bagefter blev døren til stuen lukket, og far tændte lysene på det altid flot pyntede juletræ. Når så døren blev lukket op, gik vi i en lang række ind, de mindste forrest, mens vi sang en julesalme. Til juleaften hørte også altid nødder og andre gode sager.
Resten kender I, så jeg vil slutte med at sige en stor tak til alle mine søskende for mange gode år og godt sammenhold.