I nedenstående erindringer fra min barndom har jeg forsøgt, at beskrive min opfattelse og mine minder. Det har været svært at holde fast, for med den alder, jeg har nået, er der i tidens løb blevet fortalt så uendelig meget om vort barndomshjem, som jeg ingen erindringer har om, eller også har jeg opfattet de fortalte hændelser på en helt anden måde. Den store aldersforskel fra ældste til yngste taler for sig selv.
Da jeg endelig tog fat på skriveriet, blev det en kilde til megen glæde og eftertanke. Jeg glæder mig til at se de samlede bidrag og det billede af et barndomshjem, som vi hver for sig har oplevet det.
Min beretning slutter omkring 1944. På det tidspunkt har flere af mine ældre søskende forlængst stiftet deres eget hjem, og vi andre (små) er ved at søge mage. Aldersforskellen er ved at blive mindre mærkbar, og vi går en helt anden tid i møde i vort forhold til hinanden.
Vi havde heldigvis i mange år vores forældre og et hjem, hvor vi kunne samles. Der fik vi nye fælles oplevelser, som blev til mange gode og rige minder på en helt anden måde. Det er minder, som i dag fylder mig med glæde og taknemlighed.
Tak til dig Viggo, som tog initiativet og arbejdet med at få det sat i gang.
Jeg blev født den 19. juni 1924 i Kolding. Far og mor boede på det tidspunkt i et af Kolding kommunes huse på Schjørringsvej sammen med mine 8 søskende. Mor nedkom med mig på Kolding Sygehus. Den 7. juli blev jeg hjemmedøbt og fik navnet; Erik Faurby Hansen.
Samme år den 30. november blev jeg fremstillet i Sct. Nicolaj Kirke. Mor har senere fortalt mig, at et yngre ægtepar (manden var præst) havde forsøgt at overtale mor og far til at lade dem adoptere mig. Nå, heldigvis for mig blev det ikke til noget. Hvad ville der være blevet af mig, hvis jeg ikke havde lært alle I kære søskende at kende og været under jeres gode indflydelse hele livet ?
Da jeg var 3 år, flyttede familien til Søren Kjærs vej, som på det tidspunkt hørte under Seest. Far havde bygget et hus, der kunne rumme familien, som dog senere blev større. Huset står i min erindring som “slottet”. Et dejligt hus med god plads. En stor have, hvor der blev dyrket mange forskellige grøntsager, køkkenurter, bær m.m., som kunne supplere det meget, som dagligt skulle købes for at mætte de mange. Ved anlægning af haven havde mor og far også tænkt på os børn. I den bageste del af haven var der opsat en vippe og gynge og lavet en stor sandkasse. Hønsegård og -hus havde også fået plads der. Der var mange æglæggende høns og en stor hane til at holde styr på flokken. Til vores store fornøjelse var der to dværghøns, som vi skulle passe. De hed Hans og Grethe.
Slottet rummede dog ikke et værelse med bad til hvert enkelt familiemedlem. Der var hverken elektricitet eller vand indlagt. Vandet blev pumpet op fra en brønd midt i gården. Når mørket sænkede sig over byen og “Slottet”, blev de i løbet af dagen klargjorte petroleumslamper tændt. Det var meget hyggeligt. Jeg mindes mange aftener, hvor der blev læst og fortalt historier, eller vi underholdt os med spil og lignende i den lune stue. Varmen må være kommet fra kakkelovnen i stuen og fra det store komfur med den blanke messingkant. Der var altid fyret op i køkkenet. Det ugentlige bad blev som regel foretaget i vaskehuset. Der blev fyret op i gruekedlen, og det varme vand blev øst over i en stor vaskebalje af træ, som vi kunne plaske i. Der blev gået grundigt til værks, og hvor var det herligt. Anna har sikkert på det tidspunkt været så stor, at hun har hjulpet mor med det, som med så meget andet. I gården var der 2 “das”. Når spandene skulle tømmes, blev indholdet gravet ned ved græskarbedet. Jeg spiste af samme grund aldrig græskar -.
Når vi nåede en vis alder og var tjenlige til mere selvstændighed, blev vi flyttet fra den trygge tilværelse i det store soveværelse til et mindre værelse. Vi, Poul, Hans og jeg delte på et tidspunkt en stor seng. Den bedste plads i sengen var i midten; der var der ingen kamp om mere dyne. For enden af sengen stod en smal seng. Der husker jeg storebror Ejner en overgang havde sin plads. Hans opgave var nok at holde styr på os tre drenge. Anna og Grethe delte sengen, som stod i gennemgangsværelset. Vi havde det godt sammen i disse år. Anna og Grethe var gode og hjælpsomme mod mine mindre søskende. De ældre brødre kom og gik. Hvad de lavede interesserede mig ikke, de var der bare. Forberedelserne til julen dengang var noget for sig. Det var så spændende, vi var så forventningsfulde og glade allesammen.
Ellen og Kaj havde efterhånden indtaget pladserne i soveværelset, og familien var blevet fuldtallig.
Far havde sit tømrerværksted i Bellevuegade, hvor han var travlt optaget af sit arbejde og ofte havde lange arbejdsdage. Svend, Carl og Ejner fik deres uddannelse som tømrer hos far, og senere læste de videre på teknikum. I hjemmet var mor det samlende midtpunkt. Altid beskæftiget med børn og unge. Madlavning, rengøring, vask og strygning m.v. Udover alle de praktiske gøremål, som var nødvendige, for at alt skulle fungere, sørgede mor og far også for at give os tryghed og kærlighed. De tog vare på os, og tid til at oplære os i den kristne børnelærdom både i ord og gerning. Søndagsskolen blev en del af vores liv i barndommen, og det blev helt naturligt for os senere at følges med vores forældre til kirke om søndagen.
De lærte os at vise hensyn til hinanden og andre, at være hjælpsomme og tolerante og at dele med hinanden. Der var ikke plads til egoisme i så stor en flok.
Som barn kan det være svært at forstå og lære alle disse ting, men efterhånden finder man ud af det. Jeg havde misforstået princippet med at dele. Jeg fik en alvorlig påtale, da jeg måtte indrømme, at de 2 x 2 øre mor havde givet mig med til at putte i søndagsskolens sparebøsse, ikke var blevet afleveret. Pengene skulle hjælpe Afrikas børn, men jeg havde fundet ud af, at de børn skulle dele med mig, så jeg købte for 2 øre slik. Vejen til søndagsskolen gik lige forbi bageren.
Fra mine ældre søskende har jeg ofte hørt om svære kriser og alvorlig sygdom i hjemmet. Det er enten før min tid, eller jeg har kun en svag erindring om, at mor en dag havde grædt lidt, da nogle herrer havde været på besøg for at se sig lidt omkring i hjemmet. Det kunne jeg ikke forstå og glemte det hurtigt.
Jeg har ikke nogen erindring om, da min lillebror (Hans) kom til verden, men det skete også bare 17 måneder efter min indtræden. Det skulle i de følgende år vise sig, at Poul, Hans og jeg fik mange fælles interesser, som knyttede os sammen i vores barndoms- og ungdomstid, i leg og sport og senere i fællesskabet med gode venner og ledere i KFUM. Jeg ser tilbage på den tid som noget meget afgørende i mit senere liv.
Der er i mange sammenhænge i familien fortalt mange sjove beretninger om livet på “Slottet”. Ind imellem er det svært at finde ud af, hvem der har oplevet dette eller hint, men der er ingen tvivl om, at der foregik mange løjerlige ting. Mange grænser skulle afprøves. Der var naturligvis en vis husorden, vi skulle lære at indordne os efter. Den kunne ikke rumme alt, hvad raske piger og drenge kunne finde på, godt hjulpet af de mange legekammerater. Der var f.eks. ingen, der havde forbudt mig at kravle rundt på husets tag, eller at stå på hovedet på skorstenen. Mærkeligt nok foregik den slags altid, når mor og far var bortrejst, så vi havde nok en anelse om, at den slags narrestreger ville blive tilføjet husordenen, hvis det blev opdaget. Det blev det. Naboer og mors og fars venner, som nok havde lovet at se efter os, når vi var alene hjemme, fik sat en stopper for den farlige leg.
Dagene gik i lystig leg, som er vanskelig at beskrive. Tilbage i mig sidder der bare, når jeg tænker på den tid, en følelse af en enorm spændende og utrolig tryg barndom. Her blot en del af, hvad vi foretog os. Vi byggede fæstninger i store træer, udhulede roer til lygter, byggede drager, lavede sæbekassebiler og havde konkurrencer i mangt og meget. Spillede dæk og rundbold, fodbold og meget andet. Jeg var en del tid på “Lykkegård”, hvor jeg bl.a. samlede æg og var ude i marken for at hente heste og køer hjem. Efter aftenmalkningen ved 18 tiden skulle mælken bringes ud til de faste kunder i kvarteret. De store junger, der var forsynet med en hane, blev fyldt op og sat på plads på vognen, og hesten spændt for. Kunderne satte en passende skål eller kande med penge og en bestillingsseddel på trappen og blev hurtigt ekspederet. Ind imellem var der penge til mælkedrengen.
Om vinteren, dengang var der masser af sne, byggede vi store snehuler og snemænd, der fik en gulerod som næse og kul som øjne. Når Bech’s dam var frosset til, kælkede vi fra bakken ud på den frosne dam. Om sommeren gik turen ofte til Tved for at bade i Kolding Fjord. Der var nogen af mine ældre brødre, som følte trang til at deltage i de mindres opdragelse, til tider lidt for hårdt. Det satte vores gode og kærlige mor en stopper for, og det tillægger jeg stor betydning i dag. Mor og far havde en langsigtet plan, en overbevisning om, hvad de ønskede at give os børn for at få en god start i livet, noget som vi aldrig ville glemme, noget som vi kunne bygge videre på i vort voksne liv. Det mål nåede de. I et interview i Kolding Folkeblad den 1. april 1961 i anledning af fars 80 års fødselsdag vil jeg citere følgende:
“Min kone og jeg lærte vores børn at bestille noget fra de var meget unge, og flere af dem har været Folkebladets avisdrenge. Jo, de skulle lære at bestille noget og adlyde. Hvis de aldrig efterkom en ordre, når den blev givet, ja så vankede der. Drilleri fører aldrig til noget godt”. Da både mor og far kom fra religiøst indstillede hjem, spørges der, om de har ønsket at give deres egne børn samme påvirkning. Svaret lyder sådan: “Ja, vi har. Vi har gerne villet give dem en kristen påvirkning, og det har vi gjort efter bedste evne. Alle vores børn har haft deres jævnlige gang i KFUM og K. Børn er yderst modtagelige, og det er der mange forældre, der ikke gør sig klart. I barnesind kan der blive sået en god sæd, og det er, synes min kone og jeg, en god sæd at så, når man lader dem lære et gudsforhold at kende, endnu mens de er små. Det kan et menneske aldrig senere i livet helt ryste af sig. Vi har gerne villet give vores børn noget med hjemmefra. Noget der kan bære”.
Vi mindre børn havde det godt og morsomt med vores store brødre og søstre, mange gode minder sidder tilbage fra den svundne tid. Sine barndomsminder rejser man aldrig fra. Carl var meget hjælpsom, en stor kraftig gut i mine øjne. Han kunne bære 25 liter vand ind fra pumpen til køkkenet på en gang. Han var også så udspekuleret.
Carl overtog en gang fars arbejde med at klippe mig. Anbragt på en stol uden at kunne se hvad han foretog sig, blev jeg nærmest kronraget. Jeg blev både sur og ked af det, men der var ikke noget at gøre ved det. I dag spørger jeg mig selv om det kan være årsag til, at jeg ser ud som jeg gør, hvad hår angår?
Da de store drenge (unge mænd) begyndte at interessere sig for piger, skulle jeg naturligvis undersøge, hvad de gik og foretog sig med sådan nogle størrelser. De holdt i hånd, tog lidt om hinanden, gik tur i haven og så glade ud. Det måtte være spændende, mon de kyssede hinanden ? Jeg havde endnu ikke set det, men det måtte undersøges nærmere, så jeg lagde en plan. Mary og Svend blev afsløret. På et tidspunkt var de alene i stuen, som jeg havde forudset. Jeg havde gemt mig bag et stort forhæng og var musestille. Så skete det, jeg havde ventet på, og jeg forsvandt grinende ud af stuen.
Vi levede i et meget gæstfrit hjem. Mor og far havde gode venner og bekendte, som kom på besøg. Vi kan hver især sætte navne på og mindes disse prægtige mennesker, som ikke er mere. Det var ikke så meget vi så mor og fars familie, men de kom dog ved festlige lejligheder og de store mærkedage. Moster Margrethe var meget trofast over for os og ydede i det stille en god gerning i vort hjem, vel nok mere end vi skønnede på. Hjemmet blev det store samlingspunkt for børn, unge og ældre. Utallige er de gange, hvor der summede af liv og glæde i stuen. Der blev sunget, leget og talt. Mor gik smilende omkring og havde alt under kontrol. Der manglede intet. Blev børnene lidt for voldsomme, sørgede far for ro og orden.
I 1930 blev Koldings tilstødende landdistrikter indlemmet, og Kolding blev en mellemstor købstad. Byens borgmester var Fischer Nielsen. I de følgende år blev der indlagt el og vand på “Slottet”, og vi fik telefon i huset. I 1931 begyndte min skolegang på Forskolen i Blæsbjerggade. Året efter blev Bernhard vikar på skolen. Det blev en spændende tid, meget skulle læres. Min klasselærer var Bjerre-Madsen, som i øvrigt også var min lærer i søndagsskolen Det blev nu ikke min fordel, tværtimod. Når mit gode humør løb af med mig på uheldige tidspunkter i undervisningen, måtte jeg op til katederet og modtage 1 – 2 slag i bagdelen med spanskrøret.
Jeg var dog glad for at gå i skole. Vi havde en lang skolevej, og var i skole fra kl. 8 til 12 og kl 13.30 til 16. Ejner var flink til at tage mig med på cykel til skole, men det var en barsk tur om vinteren i frost og kulde. Mit vandkæmmede hår frøs til istapper, der langsomt tøede op inde i klasseværelset. Det var ikke blyant og papir, vi arbejdede med, men skifertavle, griffel og en fugtig klud, så tavlen blev vasket ren hver dag. Vi fik hver dag en god skolemad med i rygsækken. Jeg husker flere af mine kammerater gerne ville bytte deres brød med pålægschokolade med et stykke fra min pakke med mors gode hjemmelavede leverpostej. Det gjorde jeg da gerne, den slags var ikke hverdagskost for os. Udover de almindelige fag havde vi også en ugentlig gymnastiktime i en lille gymnastiksal ved skolen. Jeg fattede stor interesse for gymnastik og dyrkede det i mange år – tilskyndet af Bernhard.
Mor syede det meste af vores tøj, det var udmærket. Når Poul voksede ud af sit, gik det i arv til mig, men det klarede ikke turen til Hans, så han fik som regel nyt. Ruth Nørskov, der havde stået fadder til mig, kom en dag og forærede mig et flot nyt sæt matrostøj. Det var bare lykken. Udover tøj til den store familie syede mor også bl.a. kedeldragter for et firma på Seestvej og fik 38 øre pr. styk. Jeg blev engang sendt over med 10 færdige kedeldragter, og mor havde indprentet mig at få betalingen med hjem. Det bad jeg høfligt om, men firmaets ejer sagde, at han ville sende pengene. Jeg var ikke til sinds at forlade ham uden penge, så langt om længe fik jeg de 3,80 kr. Jeg husker endnu, hvor glad mor blev, da hun fik pengene.
Vi bliver lidt ved 1932, mors og fars sølvbryllup. Det var en festlig dag, hvor familie fra nær og fjern var mødt op. I dagens anledning blev der taget et billede af os. Mor stolt og smilende med Kaj på armen, Bernhard med piben i munden, og jeg sender fotografen et stort næsten tandløst smil. Grethe med sine lange fletninger, Ellen med fin kjole og strithår og Poul med flotte sygekassebriller. Det ses tydeligt, at alle har fundet festklæderne frem. Det er et dejligt billede, som rummer gode minder fra en svunden tid. I tiden fra 1926 til 1962 lykkedes det at få taget 6-7 familieportrætter.
Skoletiden fortsætter på Drengeskolen, og i 1935 blev jeg flyttet til den nye skole på Riis Toft. Efter skoletiden havde jeg forskellige job som bydreng, bl.a. hos Juhl i Porten i Søndergade til en løn af 3 kr pr uge. Det blev også til flere sommerferier på “Østergård” hos morbror Oksen, og et par somre blev der bevilget et lejrophold på Koldings feriehjem ved Grønninghoved. To gange var Hans og jeg inviteret til Næstved for at deltage i sommerlejr, der blev ledet af Viggo, som sammen med Agnete var bosat i Næstved, hvor Viggo var sekretær i KFUM. Det var bestemt en stor aflastning for mor, at vi sådan var væk en gang imellem.
Men barndommen flygtede, som fuglen der rejste mod syd. Nu kommer de år, hvor der skulle ske en mere målrettet udvikling. Vi begyndte at få vores gang på KFUM i Østergade og fulgte dermed vores ældre søskendes spor. Det blev en fantastisk tid, som der kunne skrives meget om, lige fra vi startede i YA, hvor malermester Ingvartsen var den drivende kraft, til tiden som ulveunge, mange år i det civile arbejde og idrætsafdelingen. Poul blev ivrig spejder, hvorimod Hans og jeg fortsatte i det civile arbejde og med sporten. Der blev knyttet mange gode venskaber i de år, som fik stor betydning for mig i det videre livsforløb. I 1936 flyttede vi til Teglgårdsvej 2.
I foråret 1938 blev jeg konfirmeret i Kristkirken. Den 1. september kom jeg i lære på Kolding Maskinfabrik “Skovmøllen”. Læretiden blev sat til 5 år, da jeg kun var 14 år gammel. Kontrakten blev underskrevet den 19. november 1938 af far og mig. Timelønnen var sat til: 1. år; 10 øre, 2. år; 12 øre, 3. år; 15 øre, 4. år;20 øre og 5. år; 25 øre. Lønudbetaling torsdag i hver uge. I vinterhalvåret undervisning 5 dage om ugen på teknisk skole fra kl 18 til 20. Det var hårdt for en lille knægt, men der blev både tid, lyst og kræfter til at fortsætte i gode venners lag.
Efterhånden kom der små søde piger med i kredsen, der iblandt søster Ellen. Vi havde det festligt sammen på traveture om søndagen og sammenkomster i hjemmene. Så kom 2. verdenskrig den 9. april 1940. Danmark blev besat af tyskerne, men det lagde ikke bånd på vores aktiviteter, blot små justeringer. Jeg forelskede mig i en sød pige ved navn Eva, og flere af mine kammerater fandt også en pige i disse år.
Den 1. september 1943 afleverede jeg mit svendestykke, en stålholder til en drejebænk og flere ting, der skulle bevise, at jeg havde lært at smede, mens jernet var varmt. Skuemesteren fandt arbejdet i orden og gav en flot bedømmelse. Min første ugeløn som udlært var 40 kr.
Jeg vil gerne slutte med noget, som ikke er et barndomsminde, men alligevel siger noget om mor, som den ene part, der gav os gode minder.
Kolding Folkeblad skriver den 17. august 1961 i anledning af mors 75 års fødselsdag: “Fru Hansen, er som sin mand, et flinkt og hjertevarmt menneske, og hun er hjemmets naturlige midtpunkt. Den 75 årige har været en strålende mor for sine 12 børn, der alle er kommet godt i vej. Det siger sig selv, at den store børneflok har været en anseelig økonomisk belastning for håndværksmesterhjemmet; men fru Hansen har altid været en dygtig administrator, og hun har aldrig skånet sig selv. Hendes arbejdsdag var helt fra de unge år lang og ofte besværlig, men det har aldrig skortet på det gode humør, og det kærlige og forståelige smil har til enhver tid sikret en lys og harmonisk atmosfære i dette menneskeligt rige hjem. Forholdet mellem ægtefællerne og de 12 børn har altid været forbilledligt”.