Ellen


Mit barndomshjem.

Det der umiddelbart står stærkest i min erindringer: Gamle forældre og brødre, der altid drillede.

Jeg ville ønske, at jeg havde kendt mine forældre, da de var yngre. Jeg husker mest min far liggende på chaiselongen eller sidende ved bordenden af spisebordet. Han forlangte, at maden var på bordet til tiden, nemlig kl 12 og kl 18. Alt andet var uacceptabelt, kun et spørgsmål om planlægning !!!!!!

Jeg beundrer min mor, tænk at stå model til det og så endda være glad. Mor sang og nynnede ofte under arbejdet i køkkenet, og hun var altid den, der var først oppe og sikkert også sidst i seng. Hvor har hun dog slidt, vores lille tapre mor. Og når far var træt, og det tror jeg tit, han var, for også han arbejdede jo meget, måtte mor hjælpe ham og kneb det med hans humør, så opfattede jeg det sådan, at mor var den, der kunne trække ham op. Selv om far og mor havde uoverensstemmelser, er jeg sikker på, at de inderst inde holdt meget af hinanden. Det har ikke været en dans på roser for nogen af dem, det er jeg sikker på.

Om søndagen husker jeg, at vi så gerne ville ud at køre en tur i bilen. Om sommeren, når jeg ville til stranden, turde jeg ikke spørge far om det, så jeg sagde til mor: “Vil du godt spørge far, om vi kan køre en tur i eftermiddag”. Der kunne ikke være tale om at spørge, før far havde sovet til middag. Hvis han sagde ja, og hvis bilen så kunne starte, så var det bare lykken. Far havde jo altid en gammel bil, så det var ikke en selvfølge , at den kunne starte.


Mine søskende

Jeg synes, at det var dejligt at have 2 store søstre, men det var nu ikke så megen glæde, jeg havde af dem, for Grethe var 7 og Anna 14 år ældre end mig, så det er først som voksne, at vi har haft glæde af hinanden.

Mine brødre uha ! I mange år oplevede jeg kun brødre som nogle, der drillede. De drillede utroligt meget, og jeg har nok været et taknemmeligt offer. Ikke så mærkeligt at jeg har lidt af mindreværdskomplekser i mange år. Drillerierne får så absolut det værste frem i et menneske. Selv på min konfirmationsdag drillede de mig. Jeg havde fået 2. dags hat, som jeg synes var åh så fin, men da drengene så den, sagde de:” Ellen har fået frelserpigehat”. Så den glæde blev meget kort for mig.

Mit største ønske hele min tidligste barndom var en stor lakbold, helst i mange farver. Det fik jeg ikke. Det første jeg købte til min egen datter, var naturligvis en lakbold – mens hun endnu var i kravlegård – .

Men jeg kan godt se, at hvis jeg som barn havde fået en fin lakbold, var glæden blevet meget kort. Helt sikkert havde drengene hugget den og brugt den som fodbold.

Som voksen har det været til stor gavn for mig, at jeg ikke var forvænt som barn. Krigen lærte vel også min aldersgruppe, at der kan laves god mad af billige ting. Som min mor sagde: “Der findes andet på gris end koteletter”. Ang. vores beklædning blev tøjet jo brugt i en uendelighed. Syet om og vendt og lappet. Det var min mor god til, og det lærte jeg, var et spændende stykke arbejde.

En af de ting jeg beundrer mine forældre mest for, er den måde, de har taget imod alle svigerbørnene på. Nu, hvor jeg forlængst selv er blevet “svigermor”, er det gavnligt at tænke på. Kun en gang har jeg hørt min far sige “noget” til svigerdøtrene om, at han fandt deres opførsel upassende. Erna og Eva var vel kun 16 år, da de skændtes hjemme hos os. Da sagde far: “Jeg har ikke sendt bud efter jer, så hvis I skal skændes, må I finde et andet sted at være”.

Far og mor har klaret det utrolig fint, både at være forældre til 12, svigerforældre til 2 svigersønner og 12 svigerdøtre (2 svigerdøtre døde, et par blev skilt, men alle “erstattet”). Svigersønnerne elskede deres svigermor, og de så op til hende med stor ærefrygt.

Jeg husker også, at når een af os var syge, koncentrerede min mor al sin omsorg mod den ene. Da Hans var syg af TB, og han var i perioder meget syg, lukkede mor sin butik ( en lille grøntforretning) et par timer hver dag, så hun kunne besøge Hans på sygehuset. Sådan skulle det bare være.

Min mand Arne ønskede, at jeg ville komme til at ligne min mor mere og mere. Det gik desværre ikke sådan, men det er vist sjældent, at svigersønner har det ønske.


Skolegang og ungdomstid i Kolding fra 1935.

Min skolegang var præget af mange skoleskift p.gr.a. flytning fra Lykkegårdsvej til Teglgårdsvej og flytning af skolegrænser og bygning af ny skole “Riis Toft”. 1. klasse gik jeg på Forskolen, som lå i Koldings centrum, d.v.s., at jeg havde en skolevej på mindst ½ time. Jeg havde fru Lembøl til lærer, og det var jeg glad for, hun var sød. Jeg husker, da vi mødte efter juleferien i januar 1936 skulle vi synge “langt ude i skoven lå et lille bjerg …”. Det var til ære for mig, fordi jeg var blevet faster (Henning). Det er vist noget ganske særligt at blive faster, når man går i 1. klasse.

2. klasse gik jeg på Søndervang skole hos frk. Ryge. Hun var så rar. Her var der kakkelovn i klassen og en spytbakke i hjørnet. Spytbakken var vist oprindelig beregnet til læreren, men jeg mener, at den kun blev brugt til elevernes tyggegummi. Sdr. Vang skole blev det år udvidet med en gymnastiksal.

3. klasse. Nu var Riis Toft skole bygget, og den skulle fyldes med elever. Jeg skulle begynde der. Det blev til et år på den nye skole, så blev jeg igen flyttet. Da andre piger i vores gade, gik på Pigeskolen, så skulle jeg også gå der. Mor forsøgte at få afgørelsen omstødt, men den gik ikke, så jeg startede 4. klasse på Pigeskolen. Jeg fik fru Hansen som lærerinde. Samme fru Hansen havde Anna haft til lærerinde i mange år af sin skolegang. Så hun kunne ikke rigtigt forstå, at jeg ikke var ligeså sød og stille som min storesøster. Ak, ak…

5. klasse startede jeg på i april 1940.

Tyskerne dukkede op den 9. april og overtog skolen. Det betød så, at vi piger skulle undervises i andre lokaler rundt om i byen. Min klasse fik et klasseværelse på Drengeskolen, men timetallet blev sat ned. F.eks. blev fysik strøget af skemaet.

6. klasse samme sted, dog måtte skolekøkkentimerne henlægges til Riis Toft skole.

7. klasse også på Drengeskolen, og så var det slut med min skolegang. Jeg ville meget gerne fra 4. klasse have været over på Almenskolen, og have taget en mellemskoleeksamen, men det måtte jeg ikke. I 7. klasse havde vi tysk på skemaet. Men det var ikke meget, jeg fik lært, for den gamle frøken, som skulle undervise os, var meget gal på tyskerne, fordi de havde invaderet Danmark. Hun startede hver tysktime med at fortælle os, at vi ikke måtte snakke med tyskerne.


Ungdomsårene

Jeg fik nu en eftermiddagsplads hos en familie på Fynsvej. Jeg startede med at vaske op – altså opvask for et døgn – så skulle jeg ordne kartofler til middagen og gå tur med børnene og evt. købe ind. Inden de skulle spise, skulle jeg så gå hjem. Jeg husker, at min mor var lidt ærgerlig over, at de ikke kunne give mig mad. Om formiddagen skulle jeg så hjælpe derhjemme. Det gik vist ikke så godt. Senere fik jeg et job på biblioteket som bogopsætter og skrankepige, det var noget sjovere.

Et kursus i maskinskrivning skaffede mig et heltidsjob hos Dansk Olie Import. Om aftenen gik jeg på handelsskole. Det var lange dage. På kontoret fra 8 – 17 og skole fra 18 – 20. Udover lektielæsning blev der også tid til kursus i stenografi, som jeg aldrig fik brug for.

Det var i disse år, at spejderbevægelsen – de grønne piger – kom i gang i Kolding. Det blev en god tid. Inden da kom jeg meget i KFUKs UA. Vi var meget aktive og havde virkelig gode ledere både i det civile KFUK og i spejderne.

Jeg havde ikke penge til at gå i teatret – måske engang imellem i biografen – ingen TV og video, men jeg mindes ALDRIG at have kedet mig. Når vi skulle feste, foregik det hjemme hos en, og vi havde det sjovt med kaffe og lagkage. I lang tid havde vi den aftale, at kl 13.30 mødtes vi ved Apoteket Sønderbro om søndagen, og så travede vi ud i det blå. Vi kunne godt være 15-20 stykker M/K’er, og vi var vældig gode til at stile efter en kro, hvor kaffen var go’, og så gik vi hjem igen. Vi havde mange gode oplevelser og sang meget. I 1946 rejste jeg på husholdningsskole i Haslev, og så var min Koldingtid slut.

Nu kunne mit voksenliv så begynde….

Næste

Opdateret d. 31.5.2022