| På sangens vinger flyver vi tilbage |
| til tiden omkring nitten hundrede fem, |
| da far og mor var midt i ungdomsdage |
| og sammen drømte om et fælles hjem. |
| På engen kønt I havde vandret sammen |
| til kæret hist, hvor pileurten gror, |
| et kys bag tjørnebusk i fryd og gammen, |
| en bowler faldt til jorden uden ord. |
| Vel hastigt svandt de glade ungdomsdage |
| og mindet kun tilbage for Jer står, |
| da børneflokken var en skønsom plage |
| og voksed stødt og talrigt år for år. |
| I hjemmet nu på afstand I os følger |
| og glæder jer, når lykken til os kom, |
| men trænges vi, hos jer vi smerten dølger, |
| om selvforskyldt - der aldrig spørges om. |
| Trods kiv og strid i vest i nord og sønder |
| til trods for hele verdenskrige to, |
| har I bevist, at kærlighed belønner |
| de to, der værner om et fælles bo. |
| Nok har der været uro indendøre, |
| og smalkost har Jer tit på prøve sat, |
| men sammenholdet kunne intet røre, |
| og hjemmet blev beskyttet som en skat. |
| Vort barndomshjem var som den danske sommer, |
| hvor storm og torden skifter brat med regn, |
| dog sol og varme huskes bedst og kommer |
| i mindet frem ved selv det mindste tegn. |
| de glade stunder, fest og spøg og latter |
| fordunklet har de svære tider grå, |
| med tak og hyldest vi det derfor skatter, |
| og TAK derfor I nu af alle få. |
Diamantbrudeparret
Mor og far sammen med børn og svigerbørn ved diamantbrylluppet
Mor og far sammen med børn og børnebørn ved diamantbrylluppet.
Der er 34 med på billedet og der mangler tre. Altså 37 børnebørn ialt.
