Mel: Der er et land....
På sangens vinger flyver vi tilbage |
til tiden omkring nitten hundrede fem, |
da far og mor var midt i ungdomsdage |
og sammen drømte om et fælles hjem. |
På engen kønt I havde vandret sammen |
til kæret hist, hvor pileurten gror, |
et kys bag tjørnebusk i fryd og gammen, |
en bowler faldt til jorden uden ord. |
Vel hastigt svandt de glade ungdomsdage |
og mindet kun tilbage for Jer står, |
da børneflokken var en skønsom plage |
og voksed stødt og talrigt år for år. |
I hjemmet nu på afstand I os følger |
og glæder jer, når lykken til os kom, |
men trænges vi, hos jer vi smerten dølger, |
om selvforskyldt - der aldrig spørges om. |
Trods kiv og strid i vest i nord og sønder |
til trods for hele verdenskrige to, |
har I bevist, at kærlighed belønner |
de to, der værner om et fælles bo. |
Nok har der været uro indendøre, |
og smalkost har Jer tit på prøve sat, |
men sammenholdet kunne intet røre, |
og hjemmet blev beskyttet som en skat. |
Vort barndomshjem var som den danske sommer, |
hvor storm og torden skifter brat med regn, |
dog sol og varme huskes bedst og kommer |
i mindet frem ved selv det mindste tegn. |
de glade stunder, fest og spøg og latter |
fordunklet har de svære tider grå, |
med tak og hyldest vi det derfor skatter, |
og TAK derfor I nu af alle få. |
Der er 34 med på billedet og der mangler tre. Altså 37 børnebørn ialt.