Jeg er født i den lille vestjyske stationsby Nr. Nebel den 21.3. 1915 og døbt i Nr. Nebel kirke den 25.4. 1915 og fik navnet Carl Faurby Hansen.
Far var dengang tømrermester og ligkistesnedker og drev efter datidens forhold en ret stor forretning. Første Verdenskrig og de dermed følgende problemer bevirkede, at meget gik i stå. Konkurrencen var hård, og driftskapitalen var meget lille. Disse og andre faktorer gjorde, at far måtte opgive forretningen.
Far fik job som kornsælger. Jeg kan huske, han havde en kasse med håndtag. Kassen var opdelt i små rum til de forskellige kornsorter. Jeg har fået fortalt, at det gik godt med forretningen den første tid, men forholdene var på grund af krigen ret kaotiske, og snart var handel med korn på den måde ikke mere en indbringende forretning.
Håndværket var fars store interesse, og da der blev et job som tømrer hos en mester i Kolding, sprang han fra kornhandlen og blev igen håndværker og medvirkede ved mange store byggerier i Kolding og omegn.
Jeg husker ikke flytningen fra Nr. Nebel, for jeg var kun to år, men jeg husker nogenlunde tydeligt det sted, vi kom til at bo. Det var i en lille lejlighed i Katrinegade. Flytningen må have været en ret stor forandring, for i Nr. Nebel boede vi i en stor villa med tilhørende værksted og lager. Ejendommen eksisterer endnu.
Jeg var vanskelig at styre. Jeg havde en vældig fantasi og var vel ikke mere end 4 år, da jeg begyndte at strejfe.
Far havde noget arbejde på Nordbanegården, som lå temmelig langt fra Katrinegade. Jeg tror, jeg havde været med far på hans arbejdsplads og fik lyst til igen at komme derhen. Uden mor vidste det, gik jeg den lange tur til Nordbanegården, men far var der ikke den dag, så jeg har sikkert gået og tudet. En lokomotivfører, som var en bekendt til far og mor blev opmærksom på mig. Han satte mig op i sit lokomotiv, og jeg kørte med ham til hovedbanegården, hvorefter han fulgte mig hjem. Det var en spændende oplevelse, som godt kunne give en lille fyr lyst til flere udflugter. Jeg har sikkert fået en alvorlig påtale, men den virkede ikke ret længe.
Som før nævnt havde jeg en levende fantasi. Jeg bildte mig ind, at togene og skibene i havnen var mine, hvorfor jeg naturligvis skulle have tilsyn med togafgangen og skibsfarten på havnen. Det var jo svært for mor både at passe grøntforretningen og se efter mig. En dag var jeg væk igen, væk i flere timer, og mor var uden tvivl ulykkelig. Der kunne ikke sendes efterlysninger gennem radioen, for der fandtes ikke radio på den tid. Der var også kun få politibetjente, og de havde kun cykler som befordringsmiddel, så det var vanskeligt at sætte en eftersøgning i gang.
Bernhard blev sendt ud for at lede efter mig. Han havde sikkert hørt om mine fantasier om skibene og togene, hvorfor han koncentrerede sin søgen omkring banegården og havnen. Han fandt mig siddende på bolværket ved havnen, hvor jeg sad og så på alle mine skibe, og samtidig kunne jeg følge togafgangene. Jeg syntes, det var meget spændende. Bernhard var sur og skældte mig ud. Han må have været lidt dum, når han ikke kunne forstå, at jeg jo en gang imellem nødvendigvis skulle se til mine skibe og tog. Der blev glæde i det lille hjem, da jeg var blevet fundet i god behold.
Denne beskrivelse af min omstrejfen giver et lille indtryk af de problemer, der kan opstå med mindre børn i en familie, hvor både mor og far er meget optaget. Jeg er klar over, at mor var meget ulykkelig i de timer, hvor hun ikke vidste, hvor jeg var. Hun har sikkert bebrejdet sig selv, at hun ikke havde passet bedre på mig.
Af en eller anden årsag blev vi sagt op fra lejligheden i Katrinegade, og vi måtte midlertidig flytte ind i nogle gamle kontorlokaler i et hus, der lå, hvor Buen nu er bygget. Det var en streng tid for mor, men hun tog det forholdsvis roligt. Forholdene var kummerlige. Hele familien, som nu var på 8 mennesker, skulle være i to værelser uden toilet og køkken. Nødtørft måtte vi forrette i nogle snavsede lokummer i gården. Vi boede på anden sal, så der kunne godt opstå problemer i blommetiden. Ved siden af mors seng var der et bord med to kogeblus, men der var vist ikke indlagt hverken vand eller afløb, så det hele var yderst primitivt.
I ejendommen boede mange andre familier, der ligesom os ventede på at flytte ind i et stort kommunalt byggeri, der var under opførelse på Stejlbjerg. Efter nogle måneders forløb flyttede vi ind i et dejligt nyt hus med fire lejligheder og en pragtfuld udsigt over byen. Lejligheden bestod af 2 stuer, soveværelse, køkken og 2 værelser, hvoraf det ene lå oppe i tagetagen. Der var lokum i kælderen, men bortset fra det, var det en herskabsbolig i forhold til det, jeg kan huske, vi tidligere boede i.
Foran huset var der en meget skrånende have, hvor vi dyrkede grøntsager. Så vidt jeg husker, dyrkede vi mest kål og kartofler, og disse afgrøder var en god hjælp til at holde husholdningsudgifterne nede.
Bag ved huset var der en ret stor plads, som børnene fra området brugte til legeplads. Der blev spillet fodbold og leget. Det blev en helt anden tilværelse for os, der var vant til at bo inde i byen.
Jeg husker min første skoledag. Det var i begyndelsen af april 1922. Snedriver lå endnu langs vejen til skolen, men det var en klar dag med solskin og let frost. Skoledagen begyndte kl. 10. Normalt stod familien op ca. kl. 7, far og mor dog noget før, for far skulle møde på arbejde kl. 7. Da jeg først skulle møde i skole kl. 10, havde jeg før skoletid nogle timer, som skulle bruges til noget nyttigt. Den gang kørte en mælkemand rundt til de forskellige huse og solgte mælk. Mælkevognen var en hestevogn med kuskesæde foran, og bagved var der en hvid kasse fyldt med mælkejunger med aftapningshaner. Mælkemanden manglede en dreng til at løbe ind til husene for at hente ordre hos kunderne og bagefter levere det bestilte. Kunderne skulle selv levere spandene, som blev fyldt op ved mælkevognen. Min løn, som sikkert kun var nogle få øre pr. dag, skulle mor have, men der faldt somme tider en drikkeskilling af til mig.
Jeg kan ikke huske, hvornår det var, men mor var engang syg i længere tid. Jeg var sammen med Einer sendt på ferie hos bedstefar og bedstemor i Hanning. Da mor var kommet hjem fra sygehuset, rejste hun til Hanning for at hente os. Vi stod spændt og ventede på, at rutebilen skulle komme. Da den endelig kom, var vores skuffelse stor, vi kunne ikke se mor stå af. Der var kun en meget flot dame, som vi ikke kendte. Hun var klædt i en flot lys spadseredragt og en stor hvid hat.
Damen gik ad markvejen over mod gården. Pludselig opdagede vi, at det var mor. Vi havde aldrig set hende så flot. Vi løb hende i møde og for hende om halsen. Aldrig havde vi set mor så smuk og fin, og vi var meget stolte. Som ung var mor vist en lille smule forfængelig, men penge til nyt tøj var der sjældent nu.
Der kom stadig nye børn i familien. Vi blev i alt 13, men en bror døde som 3 årig. I forbindelse med de mange fødsler var afhentning af jordemoder efterhånden ved at være en rutinesag for far. En sen aften var der optræk til barsel, og far måtte af sted på cykel efter madammen. Han greb cyklen og kørte afsted uden lygte, men ak og ve, der var politi på gaden den aften, og far blev stoppet. Far stod nok til en bøde, men han fortalte den brøsige betjent, at han skulle skynde sig efter jordemoderen. Betjenten havde forståelse for hastværket og råbte: "Så kør dog for pokker mand". Det gjorde far, og fødslen gik godt.
Som fortalt kom der til stadighed nye til i familien. Vi større børn og sikkert også far og mor, syntes nok, det var ved at være rigeligt, men når de var kommet til verden, skulle ungerne jo have mad, og der blev arbejdet hårdt. I midten af tyverne var der megen uro på arbejdsmarkedet. Der var store strejker, og strejkeunderstøttelsen var lille. Den kunne end ikke dække udgifterne til det mest nødvendige.
Far påtog sig at bygge havehus for en bekendt, for at supplere den sparsomme understøttelse. Det kom fagforeningen for øre, og formanden troppede op og forbød far at bygge havehuset. Det hjalp ikke, at far fortalte ham, at det var umuligt at ernære den store familie med de få kroner, han fik i understøttelse. Far fik besked på, at han ville blive smidt ud af fagforeningen, såfremt han byggede havehuset færdigt. Så blev far vred og sagde til formanden: "Slet mig bare, jeg klarer mig på anden måde". Det blev så udfaldet på den sag, men gav samtidig stødet til at far atter blev selvstændig.
Far lejede et lille værksted og fik en del arbejde. Virksomheden voksede, og far flyttede til nye og større lokaler. På et tidspunkt var der beskæftiget 5 medarbejdere. Far var en meget anerkendt håndværker. Tingene var altid i orden, når de blev afleveret, men ofte var det småt med overskud. Han arbejde selv hårdt og havde tit nogle lange arbejdsdage. Derfor kneb det med at afse tid til regnskaber og at få udsendt regninger. Resultatet var, at han ofte, ja faktisk det meste af livet, måtte kæmpe med økonomiske problemer.
De økonomiske problemer og måske også andre gjorde, at han blev syg og kom på rekreation hos nogle venner, som havde hotel i Nordjylland. Jeg var på det tidspunkt i lære. Nu skulle jeg så til at klare problemerne med at skaffe ugeløn til folkene og penge til materialer. Jeg måtte hver uge ud til vores kunder for at få a´conto, men jeg husker også, at kunderne var meget forstående, hvilket gjorde arbejdet lettere.
Engang var vi udsat for et meget krast brev fra en tømmerhandler, som truede med inkasso og evt. retssag. Mor blev meget fortvivlet. Hun kunne ikke se, hvordan vi skulle skaffe de penge. Der var sket det beklagelige, at der var hævet penge hos en kunde, hvor fars tilgodehavende var transporteret til tømmerhandleren, og det er jo ikke lovligt. Jeg tog ud til tømmerhandleren. Da jeg kom ind på hans kontor, sad han stor og mægtig i sin stol ved skrivebordet og så meget brøsig ud. Jeg fortalte ham, hvem jeg var, og at mor var meget ked af det skete. Jeg fik en ordentlig balle og fik også forklaret det ulovlige i transaktionen.
Det endte med at jeg tilbød selv at skaffe pengene, hvis ikke han foretog sig yderligere i sagen. Pludselig rejser det store brød sig op og går over til mig. Han slår mig på skulderen og siger: "Unge mand, tak for tilbudet, men det kan jeg ikke tage imod . Jeg har bedre råd til at undvære de penge, end De har, så vi stiller sagen i bero, til Deres far bliver rask". Jeg kunne tage hjem og fortælle mor, at sagen var i orden. Jeg kan endnu se den brøsige herre for mig, men jeg blev klar over, at der bag det barske udseende bankede et godt hjerte.
I det foregående har jeg prøvet i store træk at give et indblik i de økonomiske og ydre rammer, jeg voksede op under. Der kunne fortælles meget mere, men jeg vil også godt fortælle, hvad jeg foretog mig for at give et indtryk af min spændende og indholdsrige drenge- og ungdomstid.
Far og mor satte stor pris på, at vi børn passede vores skole. Jeg havde dog så mange interesser, at jeg vanskeligt kunne afse tid til lektierne. Efter skoletiden, som sluttede 10 min. over tre, skulle jeg udbringe 200 aviser. Det gav en månedlig indtægt på 31 kroner, som alle blev afleveret hjemme til dækning af udgifter til kost.
Når avisturen var afsluttet, kunne jeg nå at løbe ud til badeanstalten i Tved . Man skulle være der inden kl 5, ellers kostede det 25 øre at komme ind. Når badeturen var overstået, gik det hjemad igen. Det var en fast regel, at vi skulle spise kl 6. Efter spisetid spillede vi fodbold eller legede med børnene fra nabolaget.
Da jeg var ca. 8 år, blev jeg spejder og var det, til jeg blev 20 år. I min spejdertid havde jeg mange spændende oplevelser, som jeg nødigt vil være foruden. Jeg deltog i atletik og trænede flittigt for at opnå så gode resultater som muligt ved de store årlige idrætsstævner. De var også festlige, og det var et flot syn med de mange drenge og unge mænd, der under smældende faner marcherede ind på stadion for at yde den maksimale indsats for at få en præmie med hjem.
Om vinteren deltog jeg i gymnastik om aftenen, møder på KFUM, både spejdermøder og i YA, UA eller HA afhængig af alderen. Det var en fast tradition, at vi gik i søndagsskole, når ikke vi var på spejdertur e.l.. Far og mor tilskyndede os til at komme de steder, hvor vi kunne få en god påvirkning til gavn for vores videre udvikling.
Vi blev mindet om, at der er andre ting end de materielle, der betyder noget for et menneskes liv, og at man selv under mindre gode økonomiske forhold kan have et rigt liv, at sammenholdet i familien, medleven i hinandens sorger og bekymringer og troen på Gud er noget som kan bære, når der kommer prøvelser.
Jeg husker, da min bror Poul var helt lille, blev han alvorligt syg af strubehoste. Han lå derhjemme i damptelt, og vi troede, han skulle dø under et voldsomt hosteanfald. Poul kom på sygehuset, og hele familien var langt nede. Jeg husker, vi blev kaldt sammen, og der blev bedt for ham. Vi var bange for, at han skulle dø. Selv om vi var mange, var der alligevel plads for den enkelte, der trængte til kærlighed. Dette var blot et eksempel, men der har været flere, hvor vi børn følte, at mor og far havde en kilde, hvor de kunne søge hjælp fra.
Ingen i familien glemmer sikkert den omsorg mor og far havde for mine brødre, Viggo og Hans, under deres lange sygehusophold eller for mig, da jeg var langt ude. Under sådanne ekstreme forhold kunne man rigtigt mærke den store kærlighed og offervilje, mor og far var i besiddelse af. Til trods for at der altid var meget at gøre hjemme, gik mor næsten hver dag på sygebesøg, når en af os var indlagt. Hvis mor selv var forhindret, sørgede hun altid for, at en anden kom på besøg.
Da jeg som helt ung var udsat for en alvorlig ulykke, blev jeg selv pludselig opmærksom på, at der kun er en hårsbredde mellem liv og død eller mellem en rask gut og et menneske, der må henslæbe resten af livet som invalid.
I forbindelse med den ulykke skete der noget ejendommeligt. Jeg arbejde på en nybygning og faldt fra 3. etage ned i en dynge murbrokker. Ingen af de tilstedeværende turde røre mig. Der blev sendt bud efter en ambulance og far, som var i nærheden. Far nåede at komme med ambulancen til sygehuset. Jeg var åbenbart ikke rigtig klar, for jeg sagde til far, at han ikke skulle fortælle mor, hvad der var sket. Det var selvfølgelig ikke så let, når jeg ikke kom hjem i flere måneder.
Det ejendommelige var, at samtidig med at jeg var på vej til sygehuset og formentlig i underbevidstheden tænkte på mor, blev hun urolig. Hun var på fødselsdagsvisit og sagde til nogle damer: "Jeg tror, der er sket noget alvorligt, jeg bliver så underlig". Det beviser, at der kan være en uforklarlig kommunikation mellem mennesker, selv om de ikke er i nærheden af hinanden.
Jeg glemmer aldrig den omsorg mor og far, ja hele familien, havde for mig i den meget svære tid. Jeg følte, at de tænkte på mig og bad til Gud om, at jeg måtte blive rask igen. Selv var jeg klar over, at mit liv var i fare. Jeg var ikke rigtig klar, men det var, ligesom mit liv passerede revy for mig. Jeg var taknemlig for det beskyttede liv, jeg havde ført, og at mit regnebræt derfor var forholdsvis let at viske rent.
Jeg var klar til, trods min ungdom, at sige denne verden farvel og gå ind til et evigt liv. Et liv hvor jeg var fri for fristelser, sorger og ulykker, og med håbet om engang at skulle møde mine kære. Jeg forstod ikke dengang, gør det stadig ikke, og jeg vil aldrig komme til at forstå det med livet efter døden, men gennem min opdragelse der hjemme, gennem søndagsskolen, kirken og KFUM kom jeg til at tro på, at det uforklarlige kan ske - ligesom det sker i naturen og universet.
Somme tider tænker jeg på, hvorfor jeg skulle blive rask og fortsætte livet. Det havde været lettere dengang at sige farvel. Man bliver ikke et bedre menneske af at leve længere, men jeg vender tilbage til den tro, at der må være en mening med mit liv, selv om jeg ikke altid kan se den.
Vi har meget at takke vores hjem for. Vi fik nogle værdier, som er bedre end materielle goder, værdier som kan give tryghed, også når døden banker på døren.
Jeg var ikke altid enig med far. Jeg følte somme tider, at jeg ikke levede op til hans forventninger, da jeg var i lære. Efter jeg var udlært og arbejdede andre steder, havde jeg dog den glæde, at far spurgte, om jeg ville hjem og arbejde for ham, for han havde brug for mig.
Da vi byggede hus i Vejle, skulle der laves en speciel trappe. Jeg spurgte far, om han kunne tænke sig at hjælpe mig med den. Det ville han gerne, og han gik med sine 84 år vældigt op i opgaven og var meget stolt af resultatet, da den var færdig.
"Barndommen hastigt flyver bort, |
ungdommen er idealernes port, |
manddommens byrde på kamp og strid, |
alderdommen er efterrationaliseringernes tid". |