Bernhard

Bent – Min far

Da min far af gode grunde ikke selv har mulighed for at bidrage til jeres bog med sin skildring og opfattelse af sin barndom – og han stort set intet har fortalt derom til sine børn, skal mit bidrag være en skildring af livet på Teglgårdsvej – oplevet af det næstældste barnebarn, der boede kun få minutters gang fra farmors og farfars hjem.

Fra 1.april 1940, hvor jeg var 3 år, og indtil jeg blev 6 år, boede jeg på Østerbrogade, selv om mine ben var små, tog det ikke lang tid at gå ned til farmor og farfar.

På march med tyskerne

Ofte fulgtes jeg med min storebror Henning, og undertiden havde vi eskorte hele vejen derned. Vi boede kun 100 meter fra badmintonhallen, hvor tyskerne havde slået sig ned fra krigens start. Når de så skulle til og fra hallen, marcherede de altid taktfast af sted ned ad Domhusgade, og Henning og jeg lærte snart at synge med på de iørefaldende melodier og sange, – selv om vi ikke forstod ordene. Andre gange risikerede vi at møde en kolonne tanks. Dem var jeg bange for, for de larmede så utrolig meget og virkede på alle måder frygtindgydende med deres larvefødder og store kanoner.

Det varede dog ikke længe, før min far forbød os at følges med tyskerne. Hvorfor, blev jeg først klar over længe efter, men vi forstod instinktivt, at det var et af de forbud, man ikke skulle overtræde.

Jeg var så heldig både at have farfar og farmor og min morfar boende i Kolding. Jeg var ikke ret gammel, før jeg helt klart indså, at der var stor forskel på at besøge de to bedsteforældrehjem. På Tøndervej, hvor min morfar boende sammen med 3 af sine ugifte døtre, var vi børn automatisk hovedpersoner, nar vi kom på besøg. Der var altid tid til at pusle om os og vise os al den opmærksomhed, som vi havde behov for.

På Teglgårdsvej havde børn jo aldrig ligefrem været nogen mangelvare, og det kunne man godt mærke. Man var altid velkommen, men fordi man dukkede uventet op og sagde davs, var der ingen, der af den grund smed, hvad de havde i hænderne for at beskæftige sig med mig.

Værkstedet

Når jeg kom ind på værkstedet hos farfar, stillede jeg mig en anelse forskræmt i et hjørne, indtil farfar fik øje på mig og gav mig et venligt nik. Jeg havde nemlig stor respekt for hans maskiner og ikke mindst rundsaven, der så nemt som ingenting kunne snuppe en finger eller en hel arm, hvis man kom for nær.

Jeg var altid imponeret over den store bunke savsmuld og spåner, der lå på gulvet, men næsten lige så imponeret over, at der kunne ligge så meget savsmuld på farfars briller, og at han tilsyneladende slet ikke lagde mærke til det. Det var først, når han kom op til farmor for at få sig en kop velfortjent kaffe, at han blev gjort opmærksom på sit manglende udsyn. Så grinede han og tørrede brillerne af med en finger.

Farmor havde dengang grøntforretning ud mod Kongebrogade, så der var altid mulighed for at redde sig et æble eller en pære, når vi kom forbi. Og det gjorde vi gerne, for selv om farmor havde travlt, så var der altid tid til en venlig bemærkning og lidt frugt.

Julen

I hele min barndom var jeg altid på Teglgårdsvej 1. juledag. De første år var det en ren svir med alle de farbrødre og fastre, som endnu ikke selv var begyndt at få børn. Det gav et væld af julegaver – endnu flere end jeg havde fået selve juleaften hos min morfar. Senere kom der flere og flere børnebørn, og de betød samtidig, at gavestrømmen aftog kendeligt.

Men derfor nød vi 1. juledag lige meget. Også, når faster Grethe – for gad vide hvilken gang – sang “Lykken er hverken gods eller guld” med sin høje sopran, som vi børn vist ikke helt værdsatte efter fortjeneste. Men jeg husker denne juledag som mere munter – mere præget af unge mennesker end juleaften hos morfar.

I nogle år blev det traditionen, at de unge kom hjem til os på Jens Skyttesvej den 25. december om aftenen. Det var næsten det allersjoveste. Farmor og farfar var aldrig med – de havde vel også behov for at puste ud oven på den invasion, de havde haft de to foregående dage – men det betød til gengæld, at mine farbrødre og fastre – onkler og tanter foldede sig mere ud – blev mere pjankede – nu hvor der ikke hvilede to par forældreøjne på dem. Der blev fortalt historier – og de handlede bestemt ikke alle sammen om det lille Jesusbarn. Jeg kan f.eks. huske, at Kaj engang fortalte en efter den tids skik lidt vovet historie om en papegøje; men da hævede de ældste søskende nu også øjenbrynene og sagde: “Ja, men Kaj dog”.

En anden gang legede vi noget, der nærmest kan sammenlignes med nutidens “Gæt og Grimasser” fra TV. Erik og Hans havde til opgave at skulle mime ordet “GASVÆRK”, som vi andre så skulle gætte. Hvem af de to, der lagde sig på maven og slog en ordentlig prut, og hvem, der tændte tændstikken, så en blå flamme slog fra bagdelen, husker jeg ikke, men jeg var i hvert fald ret imponeret.

Altid gæstfri

Men tilbage til Teglgårdsvej. Noget af det, der allerede som barn imponerede mig, var den selvfølgelighed, hvormed farmor tog mod gæster, uanset hvor mange der kom. Det var ikke altid, folk havde meldt deres ankomst f.eks. ved juletid, men der var virkelig – som i Rexona-reklamen – altid plads til en til. Og når den sidste plads ved bordet var optaget, og der ikke på nogen måde kunne klemmes flere ind, blev der blot lagt dug på endnu et bord, som også snart var fyldt op med sultne gæster.

Når man i dag tænker på, hvad det koster at have gæster, og hvordan vi i flere dage planlægger og køber ind, blot vi skal have 10-12 mennesker til spisning, kan man undre sig over, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre rent madmæssigt og økonomisk. Men det var jo ikke den slags tanker, vi gjorde os som børn. Det var bare noget, farmor kunne sådan uden videre.

Ellen og Arnes bryllup

En af mine værste barndomsoplevelser havde jeg også på Teglgårdsvej eller i hvert fald i forbindelse med en af de mange fester, der fandt sted i huset. Det var Ellens bryllup. Arne havde jo indtil flere søstre, og de skulle følges op ad kirkegulvet. Og da Ellens mange brødre allerede havde koner og kærester, var Henning og jeg de to nærmeste til at udføre dette tunge hverv.

Aldrig før i mit liv har jeg været så flov, som da jeg med en pige under armen – hun var oven i købet større end mig – skulle gå op ad kirkegulvet i Kristkirken. Der var mindst 1 kilometer fra indgangen og op til det sted, hvor vi skulle sidde. Og så var mine trængsler endda ikke slut, da vi nåede op i nærheden af alteret, tvært imod. For deroppe stod der fanevagt af spejderpiger, og en af dem- hjælp!! – gik i min klasse på Riis Toft Skole. Da gik farven i mine kinder fra lyserød til postkasserød.

Der er naturligvis mange andre fester, som jeg dog ikke vil skrive om her. Men jeg vil godt slutte med at nævne, at jeg altid har nydt – og samtidig været en smule stolt over – at være en del af så stor en familie.

Henning – Min far

Jørgen Bernhard Faurby Hansen, kaldet Bernhard, var den ældste af børnene. Han blev født den 27. juni 1908 og døde i marts 1986.

Han har ikke fortalt meget om sin barndom. I skolen kom han på Latinskolen i Kolding, men blev af en eller anden grund taget ud og kom i stedet i Kolding Realskole.

Det var en skole, hvor der herskede streng disciplin, og hvor der blev slået både med spanskrør og hænder. Når lærerne holdt prøve i matematik, foregik det efter skoletid, og selv om man måtte gå, når man var færdig, gav det alligevel anledning til megen nervøsitet, idet min far var avisbud og skulle ud med aviser på et bestemt tidspunkt.

Hans eksamensbevis har jeg stadig, og han sluttede af med udmærkelse i 1926.

Han vidste, at han ville være lærer, men blev alligevel sendt på landet et år uden at blive spurgt. Selv mange år efter var han bitter over, at han var blevet tvunget til det, ikke mindst fordi han også fik ødelagt sin ryg, en skade han led under i mange år.

På seminariet

For at blive lærer skulle man dengang starte som lærerlærling, og her skulle man såvel overvære som deltage aktivt i undervisningen i mindst et skoleår. Det var ikke lige pædagogisk alt, hvad han så. Selv om klasseværelset lå på første sal, kunne læreren finde på at tage en elev i kraven og holde ham ud af vinduet.

Der foreligger en erklæring fra “lærlingetiden”.

Undertegnede Lærer ved Kolding Skolevæsen bevidner herved paa Tro og Love, at Bernhard Faurby Hansen under min Vejledning stadigt og flittigt har deltaget i Undervisningen i ovennævnte Skole i tiden fra 15. Aug. 1927 til 9. Juli 1928, samt at han efter min fulde Overbevisning er i Besiddelse baade af Lyst og af Anlæg for Skolegerningen.

Kolding komm. Skole, d. 10. november 1929.

For at komme på seminariet skulle der også foreligge en erklæring fra præsten, der havde konfirmeret ham, og den lyder:

JBFH, f. 27. juni 1908, som blev konfirmeret af undertegnede i Foraaret 1923, var en flink Konfirmand, om hvis Vandel der dengang saavel som siden ikke vides noget ufordelagtigt at sige.

Kristkirkens Sognekald den 22. Maj 1928 
M Roesen. 
Han kom på seminariet i Haderslev og fik lærereksamen i 1931. Mens han gik på seminariet, var han blevet forlovet med min mor, Agnes Buhl, og det medførte, at han skulle hjem lørdag-søndag. Det foregik på cykel, og var han heldig kunne han få fat i en lastbil og hænge bag i. En gang væltede cyklen under ham, og han hang i den ene hånd bag i lastbilen. Chaufføren vidste ikke han var der, så han måtte simpelthen give slip. Heldigvis kørte man ikke så stærkt den gang, så han slap med et par skrammer.
I den periode led han meget af migræne – især om morgenen, så han ikke kunne møde på seminariet om morgenen. Det gav ham en tid problemer, når han mødte op senere på dagen eller blev set i byen.
Det fik dog ikke nogen betydning for hans eksamen , og udtalelserne fra seminariet findes stadig og er meget positive. Han var afholdt, havde orden og disciplin og en retskaffen karakter og fik seminariets ubetingede anbefaling.
Lærer i Kolding

Alligevel var det ikke let at få stilling den gang. Den første tid efter boede han hjemme i Kolding og måtte leve af tilfældige vikariater, og først i april 1933 blev han timelærer, og han skulle vente indtil 1. januar 1937, inden han blev fastansat i en tjenestemandsstilling.

I 1933 blev min mor og far gift. Deres første bolig lå i Vesterbrogade, og et par år senere, da jeg var på vej, flyttede de på Skovløkkevej 2.

 

I 1940 købte de hus, Østerbrogade 23. De lånte de 1000 kr., der var nødvendige til udbetalingen på et hus, der kostede 23.000 kr.

Som lærer startede han på Forskolen, en skole for 1. og 2. klasse. Derefter skulle børnene enten på Drengeskolen eller Pigeskolen, og der var lagt stort pres på de lærere. Såfremt børnene ikke kunne læse, turde eller måtte de ikke sende dem videre, så det betød, at nogle elever gik både 4 og 5 år i Forskolen, inden de kom videre. I 1939 kom han til Riis Toft Skole, hvor han var lærer til han gik af i 1975, fra 1954 var han viceskoleinspektør på skolen.

Som lærer og eneforsørger var han uhyre flittig. Ud over de 36 timer om ugen i folkeskolen underviste han to-tre eftermiddage om ugen på teknisk skole, og flere aftener var han leder af gymnastikholdene i byens foreninger. I fritiden tilbragte han en del tid på stadion som medlem af Kolding Idræts-Forening. Han var en habil 100 meter løber, og også i kuglestød kunne han måle sig med de bedste. Han var medlem af bestyrelsen i KIF i en del år, også under besættelsen. Flere af bestyrelsens medlemmer deltog i modstandsbevægelsen, og det manglede ikke på opfordringer til at gå med. Det gav ham mange samvittighedskvaler, men med familie med tre børn mente han, at han måtte holde sig udenfor.

Der var også tid til at deltage i byens politiske liv. De konservative valgte ham først til deres repræsentant i ligningskommissionen, en post, han havde i 24 år – heraf en del som formand og i fire år var han også medlem af Kolding Byråd.

De sidste år

I 1955 døde min mor, og efter et år giftede han sig igen med Ebba Rasmussen, en tidligere kollega. Desværre fik de kun otte år sammen. 48 år gammel fik hun en hjerneblødning og døde. I den periode nåede de at skabe et godt hjem, også for de første børnebørn, der dukkede op på den tid.

Det blev til et tredje ægteskab med Ellen Christensen. På det tidspunkt var alle børn flyttet hjemmefra. De rejste meget i de år, var blandt en tur i Amerika. Også i dette ægteskab blev min far hårdt ramt. Ellen fik en hjerneblødning og blev lammet i den ene side, samtidig med, at hun mistede evnen til at tale. I flere år passede han hende, men det sled på ham, og til sidst måtte de begge to på plejehjemmet Højgården. For hele familien var det uhyre trist at følge min far de sidste år, han levede. Han magtede ikke at tale, så man kunne forstå ham, og han voldte plejepersonalet problemer, så han blev indlagt først på Kolding Sygehus’ psykiatriske afdeling, og senere blev han overført til Augustenborg Sygehus. På det tidspunkt kendte han os ikke mere, han stirrede lige ud i luften, når vi besøgte ham. men jeg tror, at han på en måde kunne registrere anbringelsen på en 10-sengs stue med de mange forskelligartede patienter, og at det tog den sidste livsvilje fra ham.

Et par måneder efter døde han i marts 1986 og blev begravet på Sdr. Kirkegård i Kolding.

 

Comments are closed.

free blog themes