Ejner

Ejner

Erindringer fra min barndom og ungdom kan næppe blive helt troværdige, for hvad er fantasi eller ønsketænkning, hvad er genfortælling og hvad er egen erindring om en tid, der trods alt ligger en 60-70 år tilbage.

I de første år af min tilværelse troede jeg på den rørende historie om, at storken, der skulle bringe mig, havde en del besvær med at finde modtageren, idet der efter ordreafgivelsen til leveringsdagen den 19. maj 1917 var sket en adresseforandring fra Nr. Nebel til Kolding. Men jeg blev dog afleveret rettidigt og blev, efter sigende, vel modtaget af mine forældre, der i forvejen havde 5 børn.

Af praktiske grunde måtte jeg naturligvis have et navn, og ved dåben i Skt. Nikolaj Kirke blev det bekræftet, at jeg hed Ejner. Når jeg lidt spøgefuldt siger af praktiske grunde, så er det fordi Mor alligevel ikke så let fik fat i det rigtige barn, men ofte måtte igennem en hel remse når en eller anden skulle kaldes til orden (jævnfør en vise til Mor’s 70 års fødselsdag).

Mor’s 70 års fødselsdag den 20. 8. 1956. En lille hilsen fra en af ungerne.
Mel.: Marken er mejet.Pigen fra Hanning var Ane-Katrine
stråler som en nyopslået sommersol i maj.
Øjnene skinner og læberne smiler,
hun ser ud, som om hun skulle ud på en galej.
sagen er nu den,
hun og hendes Svend
sammen fejre fødselsdag med fatter, børn og ven.Vestjyllands nøjsomhed lå dig i blodet,
som finansminister vil du ha’ været fin,
dog på eet punkt måtte du resignere,
børneflokken voksede og blev et helt dusin.
Blevask, strømpestrik.
Fodre, bade, klappe kage og et dikkedik.

Når et par bukser kom hjem uden ende
eller kjolen skulle fikses op for femte gang.
Når et par strømper var slidt op til knæet
eller skjortens flip var bleven knægten for trang.
din maskine gik,
kun lidt søvn du fik,
mens vi andre slumrede ind til Singer-sy-musik.

Karl, Viggo, Bernhard, nej Svend, Erik Ejner,
Anna Poul, Grethe, Ellen, Hans, så kom dog Kaj.
Navneforvirringen fremkaldte latter.
Synderen fik derved chance til at gå sin vej.
Dask med højre hånd.
Klask med venstre hånd,
gik som frikadellerne omtrent på samlebånd.

Ti pund kartofler, ja tak lille frue,
lidt persille, gulerødder og så lidt salat.
Kaffe til fatter, agurker til Nielsen.
Snitbønner, skolemad – måske et pund tomater.
Klatvask nu og da,
måske lidt papa.
Mor ku’ efterhånden hele remsen uden a’.

År nu gået, ja tusinde af dage.
Du har fået din del af lykke, glæde, kamp og sorg.
Vi som dig elsker ser gerne tilbage,
takker dig for hver en stund i hjemmets gode borg.
Tak for skænd og klap.
Tak for bukselap.
Tak fordi du her i hjemmet tog det største nap.

Hvem var nu mine forældre ?

Far var en ung, energisk og dygtig tømrer, der i ca. 10 år havde drevet egen virksomhed i Nr. Nebel, men på grund af tidernes ugunst under 1. verdenskrig havde været nødt til at opgive og forsøge et andet sted f. eks. i en større provinsby, og det blev så tilfældigvis i Kolding.

Far havde i sin læretid fået kost og logi hos sin mester, og det samme var også gældende for de lærlinge og undertiden også for de svende, Far havde i Nr. Nebel. Da der var langt til en teknisk skole, var det almindeligt, at mester selv holdt aftenskole for lærlingene og underviste i dansk og regning og den nødvendige faglige teori som opsnøring af tagværk, trapper og perspektivtegning m.m., men forudsætningen var naturligvis, at mester selv havde grundlaget i orden, og det havde Far efter sine år på Haslev Håndværkerskole. (Far’s egen barndomserindringer bør måske være passende læsning her).

Mor kom fra et beskedent landbrug på den vestjyske hedeegn – ved Skjern – eller nærmere bestemt – Hanning. Nøjsomhed og flid var her en livsnødvendighed, og disse dyder fik Mor til fulde lært og hårdt brug for, ja stort set hele livet.

6 børn i løbet af de første 10 år af ægteskabet (Et barn døde som 3-årig) en stor husholdning med lærlinge og svende på kost, jo, der var brug for både flid og nøjsomhed, og det blev ikke mindre med årene, da børneflokken blev til et helt dusin (9 drenge og 3 piger).

Mens Far på grund af sit højskoleophold beherskede det danske sprog i såvel skrift som tale, så var Mor lidt anderledes dårlig stillet. Skolegang havde der ikke været meget af, for om sommeren skulle der hjælpes til på gården, og der var derfor ingen tid til skolen, så det var kun om vinteren, at der kunne afses tid til boglige sysler, og Mor blev derfor aldrig “boglært”. Når Mor skrev breve, så skrev hun, som man udtaler ordene på jysk, og det var dejligt og lige til og uden omsvøb, men – ikke altid lige let forståeligt.

Hvad mor manglede i boglig viden, det blev i rigt mål – som årene gik – overgået af stor klogskab og livsviden, egenskaber der i høj grad kom til at præge vor store families hverdag, og skabte grundlag for det helt usædvanlige sammenhold og for den tolerance, der lykkeligvis fortsat præger vores familie.

II. Kolding

Efter familiens ankomst til Kolding fik Far et job som tømrer og vist også som formand hos byens storentreprenør og tømrermester. Det var selvfølgelig udmærket som en begyndelse, men Far havde andre planer, planer om atter at blive selvstændig, men disse planer måtte vente lidt.

Familien havde fundet en beskeden lejlighed i Katrinegade og til lejligheden hørte der en grøntforretning, som Mor tog sig af. Nu var der jo også kun mand og børn der skulle passes – ingen lærlinge og svende på kost – så der var tid nok til lidt forretning.

På det første billede af mig selv som 2-3 årig er jeg fotograferet sammen med en ung dame ved navn Karen og sammen med min lidt ældre bror Carl. Vi er alle i nydeligt hvidt tøj, jeg har lange slangekrøller, mens Carl har været rigtig tæt på Far’s frisørsaks. Når Mor ikke er med, skyldes det sygdom, og det var, så vidt jeg har forstået, den spanske syge, som hærgede landet i disse år. Karen var efter sigende en dygtig og kærlig sjæl, en god bekendt fra Nr. Nebel (pudsigt nok, at jeg ca 30 år senere skulle falde for en dejlig pige med samme navn og med samme egenskaber).

De år hvor vi boede i Katrinegade og overgangsperioden i husvildelejligheden ved Buen, husker jeg intet om, men det må have været en boligmæssig stor forbedring, da vi efter lang ventetid kunne flytte ind i det nybyggede hus på toppen af Stejlbjerg i byens sydvestlige del. Der var 4 store 3-værelses lejligheder i huset med ekstra rum i kælderen og oppe under taget. Til hver lejlighed hørte der tilmed en stor have, som Mor naturligvis udnyttede til grøntsager.

Her var plads til mange aktiviteter både inde og ude. Mon ikke Far på det tidspunkt igen var begyndt for sig selv. Der var i alle tilfælde høvlspåner i kælderrummet, for en sæk med spåner blev brugt som “plint”, da mine ældre brødre lærte mig at lave hovedspring (overslag over plint). Jeg var for øvrigt ikke ret gammel, da jeg fulgte med de “store” til aftengymnastik i KFUM’s Idrætsforening. Interessen for gymnastik og andre former for idræt har holdt ved indtil nu. Det er min fornemmelse at familien trivedes godt i de nye omgivelser, men økonomien var sikkert noget anstrengt, for alle måtte give et nap med. Nogle havde budplads, andre sørgede for at Folkebladet blev delt rundt, og her tog Mor også en tørn.

Da jeg begyndte at gå i skole, måtte jeg også hjælpe til og havde bl.a. job som mælkedreng før skoletid, d.v.s. før kl 8. At jeg ind imellem kom for sent i skole og kunne være lidt søvnig, var der forståelse for hos mine lærere i 1. og 2. klasse, da de kendte mine vilkår. Noget af det, der står prentet tydeligt fra den tid, var, at de med perlesten belagte gange ved huset skulle rives søndag morgen, før vi skulle i søndagsskole.

Søndagsskolen, vor gang i KFUM og spejderarbejdet var en udløber af vore forældres overbeviste kristne livssyn, der på bedste måde prægede hverdagen, ja, hele vor tilværelse. Ikke med tvang, men med stilfærdig belæring og gode eksempler. Jeg fik her en ballast, der hjalp til, at min egen “lille skude” kunne styre udenom de værste skær, fik rebet sejlene i tide og søgt nødhavn, når bølgegangen blev for stor.

Det første sværmeri

Der var meget livligt i og omkring huset, hvad enten det var sommer eller vinter. Om sommeren blev der spillet de forskellige boldspil på den store plads bag huset. Når det mørknede, blev der leget skjul eller “put”, som vi kaldte det. Når vi legede skjul, så kunne det ske, at jeg tilfældigvis kom ind i den samme mørke krog som hende den kønne Trine, og så var det – åh’ så dejligt at stå hende rigtig nær og røre ved hende – hun lugtede ikke som en dreng, men duftede. Jeg måtte som 6-7 årig opgive “storketeorien”, og det har jeg ikke fortrudt – på godt og ondt.

Men når jeg nu er inde på dette emne, så må jeg afsløre, at min første store kærlighed mødte mig i Seest Skole, og at pigen var sognepræstens dejlige, lyshårede Marie Luise. Vi var omkring 10 år og holdt trofast sammen i et par år, da lykken hårdt og brutalt blev knust, fordi sognepræstefamilien flyttede til Dianalund på Sjælland. Forinden havde vi haft en sidste dejlig eftermiddag i den store præstegårdshave, hvor vi i skjul trøstede os med et stykke chokolade, som vi skiftevis bed af. Det var det nærmeste vi kom til et farvel-kys. Idyllen blev skammeligt afbrudt ved pastorens myndige røst: “Marie Luise, kan du så komme her!”. En eller anden må have sladret – pigen krøb ud af vort skjul, og jeg forsvandt over havegærdet. Siden har vi ikke hørt eller set noget til hinanden.

Sommer- og vinterglæder

Jeg må lige vende lidt tilbage til tiden på Schørringsvej. Det var, som om klimaet var anderledes den gang, sommer var mere sommer, og vinter var rigtig vinter.

Sommersøndage kunne det ske, at hele familien tog med fjordbåden til Løverodde for at nyde badelivets glæder og indholdet af Mor’s store madkurv. Far var en rigtig bader, men Mor kunne nøjes med let fodbad. Mens vi nu er ved badning, så var der engang på Mor’s fødselsdag, den 20. august, mange år senere, hvor vi traditionelt alle var hjemme. Da tog vi 9 drenge sammen med Far ud til Tved badeanstalt, og jeg er sikker på, at Far var meget stolt og glad, da han sprang i vandet efterfulgt af sine 9 drenge.

Vinteren havde sine egne specielle glæder. Som nævnt boede vi på et højt punkt i udkanten af Kolding. Herfra var der et forholdsvis stort og jævnt fald på vejene ned mod byen – en strækning på vel 800-1000 meter. Vinterdage med sne blev den fordelagtige position udnyttet til slædefart.

Far havde lavet en stor familieslæde til 5-6 personer. Styringen foregik med en lang lægte, og det var naturligvis far, der var styrmand. Mor kunne også godt finde på at tage med på turen, og så blev der ellers fyldt op med 3-4 børn. Det kunne gå forrygende stærkt, når først den tunge slæde kom i gang. De skinneforsynede meder slog gnister mod kantstenen de to steder, hvor slæden skulle tvinges igennem 90 graders sving for til sidst at suse igennem skoven helt ned til den tværgående bygade.

Når vejen kunne og måtte bruges til slædekørsel, så var det naturligvis, fordi der næsten ingen biler var, og fordi trafikken i øvrigt var minimal, og så var det nok også mest om søndagen, efter at gadelygterne var tændt, at vi tog på disse slædeture. Det kedelige ved de ellers spændende slædeture, var maset med at trække slæden den lange vej op igen.

Jeg var ikke meget for denne massetransport, så jeg lavede min egen slæde. En plade på ca 30 x 50 cm fastgjort til et par gamle skøjter udgjorde slæden og styrestangen et kosteskaft – ja, så kunne jeg klare mig selv. Slæden kunne jeg tage under armen i stedet for at slæbe. Trangen til selvstændighed var nok ved at melde sig ! Skisport var ved at vinde indpas, men at anskaffe sig rigtigt udstyr var naturligvis udenfor mine økonomiske muligheder, jeg var vel kun 8 år.

Et par stave fra en ca 100 cm høj tønde blev materialet til mit første par ski. Tøndestavene var jo let krumme i længderetningen, så den opbøjede spids kunne undværes. Et par fladbundede træsko i overstørrelse blev skruet på den bageste halvdel af tøndestavene, så forenderne blev løftet. Fordelen ved denne specielle binding var, at den kunne tage alle former for fodtøj – også gummistøvler.

Det næste par ski blev lavet af asketræ med rigtig opbøjet spids. Bøjningen blev klaret, efter at spidsen havde været en tur i Mor’s gruekedel og var kogt blød. Bindingerne blev denne gang fremstillet af stumper fra et gammelt cykeldæk, men træskobindingerne var næsten bedre til at styre med.

Min lidt ældre bror, Carl, var også interesseret i ski og fik en dag lyst til en tur ned ad en stejl havegang, der sluttede med en låge ud mod vejen. Carl kom med god fart ned mod lågen, som jeg galant åbnede. Han fortsatte tværs over vejen, slog en kolbøtte (salto) over et hegn og landede i en meget akavet stilling nede ad en skrænt.

Nå, men som så ofte før når vi var ude på skrammer, ja, så fik vi skrammer, men aldrig alvorlige. Mor’s nerver kom ofte på prøve. Trods den primitive start, så bed interessen for skisport sig fast, så meget, at vinterferierne fortsat går til de norske fjelde.

Far var kun een gang på sommertur til Norge, men det var nok til, at han tabte sit hjerte til dette lands storslåede natur.

En sang Far lavede på turen til Norge.

Mel.: Vort modersmål er …

Hvor er du skøn og herlig        Jeg ser på byens slotte
du Nordens klippeland.            på fattigmandens vrå,
Hvormed skal jeg dig ligne,     jeg ser de brede fjorde
jeg ord ej finde kan.                    og ser de bække små,
Mig knuger din vælde                og alt til mig taler
din skønhed fryder mig.           sit stærke, tavse sprog.
“Jeg aldrig vil glemme               “Jeg aldrig fortryder,
mit møde med dig”. at                jeg til norge drog”.

Fra klipperne de høje                Det myldre frem med tanker,
til dybe dale ned,                        mens øjet samler ind
der ser jeg for mit øje                af indtryk og af minder.
naturens frodighed.                   det ildner i mit sind.
For trods sten og skrænter     For eet ved jeg – Norge
trods hårdeste granit,               er bleven min ven,
“her strækker sig kæmper        “og hvis jeg får råde,
mod himmelen frit”.                  så kommer jeg igen”.

Jeg tror vi alle føler,                  Som skønnest af det skønne
at vi skal sige tak.                        “Solbakken” jeg dog fandt,
Tak til naturens skaber,           og mellem skønne minder,
som bag os al den pragt.          den findes vil iblandt.
Og tak for hvert håndtryk       Vi siger vore værtsfolk
ja, tak til en og hver.                  så mange, mange tak.
“Vi vil med glæde mindes        “Tak for de gode dage
vor fælles Norgesfærd.”            tak, tak og atter tak”.

III Skoletiden

Skoletiden var som tidligere begyndt med Forskolen, d.v.s. 1. og 2. klasse, hvor drenge og piger gik sammen, men efter 2. klasse blev drengene sendt på Drengeskolen og pigerne på Pigeskolen. På Drengeskolen blev det kun til et par år, fordi familien nu flyttede uden for Koldings kommunegrænse til Seest kommune. Vi var så nogle stykker, der blev overført til landsbyskolen i Seest, hvilket bl.a. medførte at vi fik en lang skolevej. Under normale forhold tog det vel 30-40 minutter på gåben, mens det vinterdage med sne kunne tage den dobbelte tid. Når det var rigtig galt, var vi både våde og forfrosne ved ankomsten til skolen, men så blev vi anbragt i nærheden af klassens store kakkelovn og fik tøjet tørret.

Det var en god skole med gode lærere og en rimelig disciplin. Hvis det skulle knibe lidt med det sidste, altså disciplinen, så havde overlærer Svendsen et godt middel liggende oven på skabet – det var “Mester Erik” – et spanskrør som nok kunne indgyde respekt. Det var gode og lærerige år og samtidig fornøjelige og så var det jo også, at jeg mødte Marie-Luise.

Tiderne eller rettere kommunegrænsen blev ændret, og vi kom igen indenfor Koldings skolegrænse, og jeg måtte rykke ind på Sønder Vangsskolen. Her nåede jeg aldrig at blive gode venner med overlærer Jensen. Min boglige flid var måske heller ikke særlig stor, men jeg havde til min undskyldning fortsat et job efter skoletid. Spejdertiden krævede sit, og så lå idrætspladsen lige i nærheden af vort hjem. Nå ja, og så var det vel også knebent med ro til læsning, der måtte foregå i stuen, hvor hele familien opholdt sig.

Jeg var efterhånden godt træt af overlærer Jensen. Det var gensidigt, og han havde ikke den store tiltro til mine evner, så da jeg var kommet i 7 klasse, sagde jeg til ham, at jeg ønskede at komme til optagelsesprøve til Latinskolen. Han så vantro på mig og sagde lige ud, at det klarede jeg aldrig, men på den anden side, så kunne han ikke forhindre mig i at prøve. Jeg snød ham og blev godkendt allerede efter den skriftlige prøve. Far og mor kendte ikke noget til mine planer, og da jeg kom hjem og fortalte nyheden om, at jeg efter sommerferien begyndte på Latinskolen, så var det ikke den store overraskelse, for de var jo kendt med, at jeg gerne gik mine egne veje.

Med Far’s bemærkning om, at jeg vel kendte de økonomiske vilkår: “Kost og logi får du, men hvad du ellers skal bruge til bøger, tøj og lommepenge må du selv klare”. Ja, så ønskede de mig held og lykke. Det var da en besked, der var til at forstå.

Jeg fik friplads, og bøgerne blev købt antikvariske. Der var dog en bog, som jeg aldrig nåede at købe, men så lånte jeg mig frem – det var en svenskbog – resten fik jeg efterhånden fat i.

Som den eneste i klassen, der havde arbejde efter skoletid, kunne jeg godt, mere eller mindre berettiget, føle mig lidt udenfor, specielt når jeg måtte sige nej tak til f.eks. en fødselsdag. Men det var nu kun i starten, at jeg havde lidt mindreværdskomplekser, for det viste sig ret hurtigt, at jeg på flere områder var foran de andre i klassen. I regning og matematik var jeg hurtigt foran, til træsløjd var jeg den der kunne hjælpe de andre, og i gymnastik – ja, her var det nok at min selvtillid, blev mest afstivet, da jeg straks blev fløjmand. Jeg havde jo som før nævnt gået til gymnastik i idrætsforeningen flere vintre sammen med mine store brødre, så jeg kunne udføre mange spring, som var ukendte på skolen, idet gymnastikken hos Frederik Munck var arme-stræk o.s.v.. Spring var for farligt -.

I løbet af et par år var der flere drenge fra klassen, der gik med til aftengymnastik, og det endte med at hele klassen blev springere. Da vi gik i 4. mellem, skulle der afholdes et idræts- og gymnastikstævne på Ollerup Højskole med deltagere fra hele landet. Vi kom til at repræsentere Latinskolen. Det var herlige dage, og stolte var vi naturligvis.

De 5 år der forløb, indtil Realeksamen var i hus, blev til trods for en lidt betænkelig start en dejlig tid med et godt klassesammenhold, pigerne iberegnet.

For kort tid siden kom der en lidt korpulent herre hen og slog mig på skulderen: “Det er jo Faurby, du har stadig det lidt lurvorne smil – jeg er Poul”. Samme Poul kunne ikke fatte matematik m.v, men var skrap til sprog, så vi havde i alle årene suppleret hinanden. Et herligt møde efter ca 60 år.
Skoletiden var foreløbig slut, og der skulle findes på noget andet.

IV Familieliv

Vi er nu nået frem til år 1935, og der er sket væsentlige ting i familien, siden de glade vinterdage på Schørringsvej. Far har igen etableret sig som tømrer- og snedkermester med værksted i Bellevuegade, og familien er flyttet ind i en nybygget villa på Lykkegårdsvej. Det var den flytning, der medførte den førnævnte skoleændring.

Tilsyneladende har Far fået god gang i forretningen, og familieøkonomien har fået et løft, men alligevel kan vi godt mærke, at der er lavvande i kassen, ikke mindst når pantefogeden havde været der og var kørt med nogle af møblerne. Hvorfor gik det skævt for far. Han var en meget dygtig håndværker og tilmed meget flittig. Mange fagfæller har fået hjælp af C.P. som far blev kaldt, specielt når sagen drejede sig om vanskelige trapper. Det var altså ikke det faglige, der var noget galt med, men far var ikke forretningsmand, og han havde ikke nerver og psyke til at takle økonomiske problemer. Her var det Mor, der var den stærke og måtte tale med bank og kreditorer. Trods alt gik det fremad, og vi blev kørende, idet far købte en Ford T, årgang 23 med kaleche. Den skulle naturligvis primært bruges som værkstedsvogn, men om søndagen blev den rigget til, så vi kunne komme på udflugt.

Et år op mod jul var der ikke den sædvanlige forventningsglæde, og vi gik og lurede på, om Far og Mor skulle på juleindkøb som normalt. Dagene gik, og intet skete, men den 23. blev Far hjemme fra arbejde, tog sit pæne tøj på, og så kørte far og mor på indkøb. Det blev alligevel en rigtig jul med alt hvad der hørte til.

Mor var den alt favnende, der ofrede sig helt for sine unger. Var der problemer, så var det mor, der gjorde alt for at afhjælpe disse. Var der hul på strømperne, var kjolen blevet for kort, var bagen slidt ud af bukserne, eller trængte man til nyt tøj, ja så blev disse ting klaret, og ofte foregik det efter normal sengetid.

Efterhånden som der kom svigerbørn og senere også børnebørn, blev de modtaget med åbne arme, men man skulle opføre sig sømmeligt, ellers blev vedkommende sat på plads. I det hele taget, så var Far og Mor enige om, at vi skulle holde orden i vor livsførelse, og vi skulle lystre.

Far var selskabsmand og kunne godt lide fester både i familien og i vennekredsen. Noget af det, jeg beundrer far for, var, at han aldrig var en passiv gæst. Enten var der en tale til festens midtpunkt eller en sang, under tiden begge dele. Her var noget at leve op til.

Far havde midt i sin strenghed sans for humor. Et par eksempler:

Da Far og Mor efter et par dages rejse til vestkysten kom hjem og opdagede, at vi store knægte med hjælp fra nabodrengen havde gravet et stort hul i haven, en cykelbane med næsten lodrette sider, var far naturligvis stram i betrækket. Selv om det var aften, blev vi beordret ud for at reetablere jordbærstykket, og det var uden assistance fra nabodrengen. Inderst inde så det ud til, at far morede sig over vores skøre idé.

En sommeraften, mens jeg var i lære, var vi nogle venner, der fik lyst til at bruge den milde aften til noget bedre end at gå i seng. Der var 6. juni fest i Fredericia. Hvorfor ikke smutte en tur dertil. Godt, jeg regnede med, at jeg godt kunne “låne” bilen nogle timer. Vi rullede bilen ud af garagen (på Teglgårdsvej), og så kunne den selv løbe sig i gang på stilfærdig vis, for der var jo ingen grund til at forstyrre mine forældre. Det gik også fint, men da vi passerede stuevinduet, hørte vi pludselig en uventet men klar stemme sige: “Hvad er den af Ejner, vil bilen ikke starte”.

Nå, vi kørte af sted og kom godt hjem. Da jeg mødte på værkstedet næste morgen, var jeg naturligvis forberedt på en velfortjent “balle”. Den fik jeg ikke, far lod som ingenting. Først flere år efter kom vi ind på episoden, og vi fik os et billigt grin.

Selv om det var lidt for frimodigt af mig at “låne” bilen, så skyldtes fars overbærenhed nok den kendsgerning, at jeg var kommet i lære hos Far, og at vi på specielle opgaver måtte arbejde meget tæt sammen. Det var, når vi var ude et eller andet sted i Sønderjylland for at lægge korkgulve, et speciale som far havde eneret på i dette område. Arbejdet begyndte aftenen før med at pakke bilen. Klokken 6 morgen kørte vi, det vil sige, far var passager og kunne nyde sin morgenpibe. Arbejdet skulle gennemføres på een dag uden hensyntagen til tiden, og så skulle vi se at komme hjem igen. På vejen nød far atter sin pibe som passager.

Det må være forståeligt, at et sådant arbejdsforhold krævede gensidig tillid og lidt overbærenhed. Samme gensidighed prægede hele min læretid, så det var en dejlig tid.

Afslutning.

Nu er tiden så vidt fremskreden for vi søskende, at vi må erkende, at afslutningen på vor epoke er nær. Det er en kendsgerning, som jeg føler er vanskelig at blive fortrolig med, men i virkeligheden er det jo blot en bekræftelse på: “At slægt skal følge slægters gang”.

Mit første møde med en afslutning på et langt og, tror jeg, et godt, men slidsomt liv var, da Mor’s forældre døde. De boede i aftægtslejligheden der var indrettet i den ene ende af stuehuset til Mor’s fødegård. Boligen indeholdt en stue med en stor alkove (dobbelt seng), et køkken, en lille kælder, en forgang og et ekstra værelse på loftet. Gården var blevet overtaget af Mor’s yngste bror, morbror Oksen, som han
kaldtes, en meget fornøjelig fyr, som vi havde megen morskab med, når vi var på ferie på gården.

Nu var Mor blevet kaldt hjem fordi hendes forældre var alvorligt alderdomssvækkede og næppe havde langt igen. De var, så vidt jeg husker, begge passeret de 90 år, ja jeg tror, at bedstefar var 95. Bedstefar har altid stået for mig som en stor og stovt karl, og selv højt op i årene var han hurtig til bens og vanskelig at følge i marken. Årsagen hertil var utvivl¬somt, at bedstefar i sin ungdom havde drevet kreaturer ad den gamle hærvej fra Nordjyl¬land til markedet i Hamburg.

Nu lå de så her, de to dejlige gamle mennesker, i den store dobbeltseng og var rede til at forlade dette liv. De var rolige, fortrøstningsfulde og holdt hinanden i hånden. Først lukkede bedstemor sine øjne for stedse, og bedstefar sov stille ind nogen tid efter. Som jeg husker situationen, var den præget af fred og ro, en naturlig og god oplevelse for et barn.

Omkring 40 år senere var tiden ved at være udløbet for vore forældre. Far havde været syg et stykke tid, og mine søskende havde været hjemme og var blevet der på skift for at støtte Mor og Søster Anna. Anna havde i flere år boet i lejligheden ved siden af Far og Mor og været dem til stor hjælp, hvilket vi andre mere eller mindre forfløjne var taknemlige for.

Jeg fik en melding om, at far næppe havde langt igen, og tog derfor straks fra København til Kolding. Far var nu vanskelig at få kontakt med, men da jeg tog Far’s hånd og sagde mit navn, smilte far, og det var, som om far hermed sagde: “Så kom endelig den sidste hjem”.

Heraf kan man bl.a. lære, at selv om et menneske tilsyneladende er på vej bort, skal man regne med at vedkommende stadig kan observere og opfatte hvad der foregår omkring dødslejet.

Mine søskende havde på skift våget i flere nætter, så jeg overtog nattevagten. Mor sov i sengen ved siden af far og jeg sad med far i hånden, da livslyset gik ud efter et langt arbejdsfyldt, til tider meget vanskeligt, men tror jeg godt jeg tør sige, et godt og lykkeligt liv.

Det var endnu en bekræftelse på, at livet kan slutte på en værdig og stilfærdig måde. Vi har lov til at håbe og bede til, at det også må ske for os.

Comments are closed.

free blog themes