C. P. Hansen

Erindringer

af

C. P. Hansen

1881-1968

Erindringerne er skrevet i årene 1960-1961, da C. P.Hansen var 80 år gammel.
Erindringerne er skrevet i hånden med den retskrivning, han havde lært, dvs. med navneord med stort begyndelsesbogstav og med “aa” i stedet for “å”. 

Fra Barn til Voksen

Engang, da jeg var ved at blive voksen, sagde min Mor til mig: “Peter, du var saadan en god Dreng, da du var lille; men du blev desværre ikke ved med at være det.” Dengang syntes jeg ikke rigtigt, at jeg kunne skrive under paa den sidste Del af det min Mor sagde; men hendes Udtalelse satte sig fast, jeg husker det saa tydeligt, som om det var i Gaar. Hvor har jeg ikke mange Gange, i de forløbne mange Aar, maattet sande, at min gode mor havde ret.

Naar jeg nu skal til at fortælle lidt om, hvordan min tilværelse har formet sig i gennem de første 25 Aar, saa kan det selvsagt kun blive spredte og tilfældige Træk, jeg kan fremføre, og desuden kan der jo være Ting og Oplevelser, der for mig kan synes betydelige, men som for andre maa synes helt uvæsentlige.

Mit Hjem og min Fødeby

Mit Barndomshjem laa i en lille Landsby paa Sjælland, Byen er saa lille, at den næppe fortjener et Navn, dog er dens Navn Ravnsbjerg. I mine Barndomsdage bestod Byen af to mellemstore Bøndergaarde og to gamle Huse pladseret omkring et indre Gadekær. I det ene af disse Huse, et langt straatækt Bindingsværkshus – Stuehuset fra en nedlagt Gaard og vel sagtens nu over 200 Aar gammel – var indrettet tre smaa Lejligheder, og i den ene af disse boede mine Forældre.

Her blev jeg født den 11/3 1881, og levede her sammen med min Forældre og 4 Søskende, otte lykkelige Barndomsaar. Vort Hjem var fattigt, meget fattigt, endog efter den Tids Begreber, men derom levede vi Smaabørn i lykkelig Uvidenhed; vi fik hver Dag nok at spise og var vel klædt som andre Arbejderbørn.

Min far var Daglejer paa Herregaarden Gyldenholm, ca. fire km fra vort Hjem, han fik 7 kr. 20 Øre om Ugen paa egen Kost og Bolig. For disse Penge minus Fars private Forbrug, ca. 70 Øre om Ugen, til Tobak og Snaps, skulle min mor skaffe Mad og Klæder til hele Familien. Huslejen var 30 Kr. halvaarligt. Jeg mindes ikke at have hørt min Mor klage, men min ældre Søster har betroet mig, at Mor ikke sjældent gik sulten i Seng, for at vi andre kunnen blive mættet, og jeg tror det gerne.

Jeg mindes een Gang, hvor jeg syntes, min Mor gjorde mig Uret – Jeg havde en Bror, der var to Aar yngre end mig, han døde som 5 aarig, og baade Mor og Vi Børn græd, som vel var naturligt nok; men da Mor saa mig græde, sagde hun nogle Ord til mig, som jeg aldrig kunne glemme.

Mor sagde: “Ja, nu græder du; men det havde været bedre, om du havde været god mod Hans, mens han levede.”

Jeg har forstaaet, at min lille Bror var et særligt kært Barn; maaske for god til et Liv her paa Jorden. Min ældre Søster har fortalt mig et lille Træk om ham. Det var en Dag, vi havde sat os tilbords for at spise til Middag. Mor kom med et Fad Kartofler, og hun sagde, at hun var ked af, at hun ikke havde noget til Kartoflerne; men saa sagde lille Hans: “Det er da godt Mor, at vi har noget Salt at dyppe Kartoflerne i.” Og saa kunne Mor ikke lade være at le.

Vi havde en god Far; men de søgne Dage saa vi ikke meget til ham, han skulle jo afsted om Morgenen, længe før Dag, og om Aftenen var det jo næsten vor Sengetid, naar han kom hjem. Dog lærte vi vor far at kende som et yderst ærligt og tro Menneske, og jeg vil nævne en bestemt Tildragelse, hvor han viste mig, hvordan han saa paa Uærlighed.

Da jeg var Dreng, var det en stor Skam, overfor de andre Drenge, hvis man ikke havde en Lommekniv, og det skulle helst være en Svanekniv med hvidt Benskæfte. Jeg var vel ca. 6 Aar, da Tragedien indtraf. Far havde selv en Kniv, som han normalt altid havde i Lommen; men en søndag havde han skiftet Kniven over i Søndagstøjet og glemt at faa den med om Mandagen. Paa en eller anden Maade fik jeg fat i Kniven. Til at begynde med ville jeg blot laane den, men da jeg først havde faaet den i Lommen, kunne jeg ikke skille mig af med den, og da jeg blev spurgt, om jeg havde set Kniven, nægtede jeg at kende noget til den. Det blev dog snart opdaget, at jeg havde Kniven, og saa tog far mig under Behandling, og det sket paa en Maade, jeg aldrig glemte.

Far sagde: “At du ikke kunne staa for Fristelsen til at tage Kniven, det kan jeg forstaa, det skal du ikke straffes for og jeg skal ogsaa nok snart skaffe dig en Kniv; men at du løj for mig, det skal du have din Straf for, og saa fik jeg min Bagdel varmet rigtigt eftertrykkeligt. Nogle Dage senere kom Far med en Kniv til mig, og nu blev vi saa gode Venner som aldrig før.

Min første skoledag

Der var kun een Skole i Sognet, og den laa i Kirkebyen, cirka 1 km fra mit Hjem. Skolebygningen var en lang straatækt Bygning delt tværsover paa midten; den en halvdel var lærerbolig, den anden een stor Skolestue med lange Borde og med Plads til ca. 40 Børn.

Der var kun een Lærer ved Skolen, og Børnene var delt i 2 Klasser, fra 7 til 10 Aar og fra 10 til 14 Aar med skolegang skiftende hveranden Dag.

Nu var den store Dag kommen, da jeg skulle begynde i Skolen. Jeg fulgte med min 2 Aar ældre Søster, min gode ven Thorvald samt hans ældre Bror. Thorvald og jeg var født med kun 1 Times Mellemrum og i samme By. Vi havde leget sammen fra ganske smaa, og fra nu af og 7 Aar frem skulle vi sidde sammen i Skolen. Børnene blev normalt pladseret efter Alder, og da der kun var 1 Time forskel paa vor Alder, var det en Selvfølge, at vi fik Plads ved Siden af hinanden.

Vi gik nu frimodigt og stolte, sammen med vore større Søskende, over Tærskelen, ind til et tildels nyt Afsnit af vort Liv.

Hvis jeg havde vidst, hvad jeg de næste 7 Aar skulle opleve og gennemgaa, havde jeg sikkert tabt Modet, inden jeg var traadt over Skolens Tærskel. Thorvald og jeg blev ved at være gode Kammerater og ogsaa Sidekammerater gennem hele Skoletiden; men da Thorvald sad yderst paa Bænken, har han maattet flytte sig mange Gange, for at Læreren kunne komme til at hale mig tværsover Bordet for at lade Spanskskrøret danse over mine Rygstykker.

Efterhaanden blev vor Tilværelse vidt forskellig. Thorvald, den velhavende Bondes Søn, blev i sit Hjem, hvor han havde Tid til baade Leg og lektielæsning, hvorimod jeg snart kom ud at tjene, hvor Leg og Lektie blev en Biting og Arbejdet Hovedsagen.

Nu blev der brug for min arbejdskraft.

Da jeg var fyldt 8 Aar i Marts, fik jeg Plads paa en Gaard fra 1.ste Maj til November, var derefter hjemme om Vinteren, og det samme gentog sig næste Aar.

Her paa Gaarden, der ikke laa saa langt fra mit hjem, havde jeg det nogenlunde godt; jeg hjalp en gammel Mand med at passe Kreaturerne og hvad andet, de kunne bruge en 8 Aars Dreng til. Det værste var, at Lektierne blev der ikke tænkt ret meget paa.

Og en ting til, som jeg selv syntes var lige saa slemt. Det var det Hummer, jeg skulle sove i. Det var et lille uhyggeligt Rum i et af Udhusene. Gulvet var af toppede Brosten, og Sengen bestod af et Brædt, der var sat parallelt med Sidevæggen med en passende Afstand, og her imellem var der fyldt op med Halm og gammelt kasseret Sengetøj. Det værste af det hele var dog, at Rotterne havde gnavet et Hul i Loftet over Hovedenden af Sengen, hvorfra der dryssede avner m.m. ned i Hovedet paa mig. Jeg husker ikke, om jeg havde Rottebesøg, men jeg var bange for dem, og derfor fandt jeg en Sten, som kunne passe i Rottehullet, og satte den fast der, hvorfra den dog snart faldt ned i Sengen til mig og nær havde ramt mig i Hovedet.Jeg var lykkelig, naar jeg en enkelt Nat fik lov til at sove hjemme bag min Fars brede Ryg.

Seks onde Aar

Da de 2 Aar var gaaet, og jeg allerede var nogenlunde trænet i at modtage korporlig Straf baade i Plads og i Skolen, fik jeg Plads paa en anden Gaard længere fra Hjemmet. Det var en Helaarsplads, og her blev jeg meget mod min vilje i 6 Aar.

Seks onde Aar, som jeg ikke kan skrive ret meget om uden at rive op i de Saar, som dog nu skulle være lægte.

Først efter at jeg var kommet fra dette Sted, forstod jeg, hvorfor mine gode Forældre havde holdt paa, at jeg skulle blive der saa længe, naar jeg var saa ked af at være der. De havde ikke forstaaet, hvordan sagen forholdt sig. Fra Gaarden hørte de jævnligt Klager over mig, jeg var doven upaalidelig og meget andet, og da Gaardens Indehaver og hele hans Husstand var Missionsfolk – det var et sted, hvor Præster og Missionærer m.m. stadigt holdt til, naar der var Møder i Forsamlingshuset, der laa lige udenfor Gaarden, og Konen paa Gaarden holdt Søndagsskole – saa kunne det da umuligt være dem, der var noget i Vejen med, det maatte jo være deres egen Dreng, der var blevet saadan en Lømmel, og det kom til at passe til sidst.

Jeg begyndte i min Plads med min Mors Formaninger om at være god, flittig og ærlig, og jeg tror, det var mit Forsæt at rette mig derefter. – Det første Aars tid græd jeg mig ofte i Søvn, naar jeg om Aftenen dødtræt laa i min Seng og længtes hjem til Mor og Far. Jeg fulgte de voksnes Dag fra tidlig Morgen til sen Aften.

Om Sommeren gik jeg kun i Skole 2 halve dage om Ugen, og baade før og efter Skolen maatte jeg arbejde; naar jeg saa om Aftenen sent skulle lære Lektier, faldt jeg i Søvn over Bogen. I Skolen blev jeg straffet, fordi jeg ikke kunne min Lektier, og paa Gaarden fik jeg Skænd og Klø, naar jeg ikke var hurtig nok i Vendingen.

Jeg blev baade haard og ond

Naar jeg en Vinternat laa i mit kolde Kammer og frøs og ikke kunne sove, naar Vinden peb gennem den utætte Dør og blæste Sneen helt ind paa min Dyne, og Træskoene, der stod ved sengen, blev fyldte med Sne, da kunne jeg ligefrem ligge og lægge Planer om Hævn. Min aftenbøn havde jeg for længst glemt og var blevet det, jeg blev beskyldt for at være.

Pludselig skete der en Vending til det bedre.

Jeg var som sædvanligt kommet uforberedt til Skole, og da Læreren ville høre mig paa min Lektie, kunne jeg den ikke. Du bliver efter Skoletid, siger Læreren, og jeg tænkte, nu giver det nok en Omgang Spanskrør igen, men jeg blev glædeligt overrasket.

Da de andre Børn var gaaet, kom Læreren hen og satte sig ved min Side og lagde Armen om min Skulder og talte kærligt til mig og sagde blandt andet: “Jeg er meget ked af, at du ikke lærer dine Lektier, da du dog er en af mine bedst begavede Elever, men jeg kender Grunden, og fra nu af vil vi være gode Venner, ogsaa maa du love mig at gøre, hvad du kan for at lære dine Lektier, og du skal se, det skal nok gaa min Ven.”

Jeg kunne ikke holde Taarerne tilbage men græd af Glæde. Fra den Dag af var Lærer Hansen min svorne Ven, og det gik forbavsende godt rest af Skoletiden.

Konfirmationsforberedelse

Efterhaanden var jeg naaet saa vidt, at jeg skulle gaa til Præst, som vi sagde, og det var en uforglemmelig Vinter. Jeg havde langt at gaa, vi boede i Annekssognet, og der var vist cirka en Mil at gaa til Præstegaarden, men der var ikke en Dag, hvor jeg var ked af at skulle af sted. Pastor Poulsen tog mit Hjerte fra den første Dag, og vi havde mange dejlige Timer Vinteren igennem. Den sidste Dag hos Præsten har jeg aldrig kunnet glemme.

Efter at Præsten havde talt kærligt og formanende til os, knælede vi alle, og han bad for os, at vi maatte blive i vor Daabspagt og faa en lykkelig Fremtid.

Konfirmationsdagen

Efter Konfirmationen i vor egen Kirke gik jeg med mine Forældre hjem, og her i vort lille Hjem samledes vi med nogle ganske faa Familiemedlemmer, og udover at vi fik et Maaltid Mad sammen, mindes jeg ikke, der var noget i Retning af Fest, og fra min Husbonds Side blev der intet gjort, udover at jeg havde fri hele dagen, men det var ogsaa en Sjældenhed.

Som Opmærksomhed fik jeg 3 Postkort og maaske et Par Skilling af Gæsterne. Af far fik jeg en Pibe (en Spredmøjpibe, som Vestjyderne siger). Jeg havde været Ryger i lang Tid, men kun af en hjemmelavet Hyldetræspibe, og som Tobak havde jeg tørrede Kirsebærblade. Jeg husker, min far spurgte mig, om jeg tænkte paa at komme til noget andet Arbejde, og jeg svarede uden Betænkning, at jeg gerne ville være Skolelærer, men med Fars Svar var den Fugl fløjet, for hans Svar var: “Er du tosset Dreng, hvordan vil du bære dig ad med at blive det!”

Den økonomiske Side af Sagen havde jeg glemt at tage i Betragtning. Jeg kunne ogsaa nok tænke mig at blive Tømrer, men det syntes Far heller ikke om. Sagen var nemlig den, at der absolut ikke var Raad til at hjælpe mig; jeg maatte hjælpe mig selv, og saa var der kun et at gøre, at blive ved Landbruget

Forandring og Forfremmelse

Nu var der sket dette, at Husbondens Søn, som hidtil havde været hjemme paa Gaarden, var blevet gift og selv faaet Gaard, og jeg var blevet fæstet for endnu et Aar med en Løn af 50 Kr. for hele Aaret. Nu skulle jeg gøre Karlsarbejde, følge Heste med Vogn, Ploug og Harve m.m. Vi havde til Afløsning af mig som Dreng faaet en lille 10 Aars Purk, som skulle hjælpe Husbond med Dyrene m.m.

Jeg gik til Sagen med friskt Mod, nu var jeg i hvert fald blevet for stor til at tage mod Lussinger, og det maa jo været gaaet nogenlunde med mit Arbejde, for jeg blev da i Pladsen et Aar mere for en Løn af 100 Kr.

Vel havde jeg tit Sammenstød med Husbond eller madmor, naar jeg syntes, de traadte mig paa tæerne, og mit heftige Sind løb af med mig; men efter at det første Aar var gaaet, kom min ældste Søster til Gaarden som Pige, og naar hun syntes, jeg kom for højt op, søgte hun at faa mig ned paa Jorden igen. Min Søster var en god Pige, og hun har grædt over mig mange Gange.

Vi flytter begge til en ny Plads paa samme Gaard

Da Aaret var gaaet, flyttede vi begge til en Gaard i vor Fødeby. Gaardfolkene her var unge og blev gift, efter at vi var kommet til Gaarden. Jeg blev her 1 Aar, og her fik jeg først rigtigt lært, hvad det vil sige at leve og være glad og lykkelig i sin Gerning. De unge Ægtefolk lærte mig, hvad ærlig og praktisk Kristendom er; ingen Fortrædelighed, ingen sure Miner, alt gik med Sang og godt Humør fra Morgenstund og Dagen lang. Naar Dyrene var røgtet, samledes alle paa Gaarden ved Davrebordet, og efter Spisningen var der Morgensang.

Imellem Gaardfolkene og mig blev der stiftet Venskab for Livet. Jeg var med til deres Bryllup, Guldbryllup og Diamantbryllup. I de mellemliggende Aar har vi mødtes og staaet i jævnlig Brevveksling. Nu er Marie død, og Hans Nielsen er omtrent 90 Aar og stærkt svækket af Alderdom; men næst efter min kære Mor og Far gemmer jeg et kært Minde om to af mine allerbedste Venner

Jeg begynder at lægge Planer for Fremtiden

Jeg blev endnu en tid ved Landbruget, men rejste til andre Egne. Det stod mig klart, at ved Landbruget havde jeg ingen Chance, og tænkte nu alvorligt paa at blive Tømrer; men jeg maatte dog først se at faa lagt lidt Penge til side til Læretiden, og jeg regnede ogsaa med, at da jeg jo nu snart kunne betragtes som voksen, kunne faa bedre Betingelser i Læretiden.

Farvel til Landbruget

Ca. 18½ Aar gammel begyndte jeg ved Tømrerfaget, og Foraaret 1905 lavede jeg Svendestykke fra Haslev Haandværkerskole, hvor jeg om Vinteren havde staaet ved Tegnebrædtet. Jeg havde klaret mig selv i Læretiden; men da jeg skulle rejse fra Skolen, var jeg ogsaa saa fattig, at jeg maatte laane 10 Kr. til Rejsepenge; men hvad betød det nu, jeg følte, at jeg var rustet til at tage en Manddomsgerning op; der var Foraar i Naturen og Foraar i mit Sind.

Jeg rejste nu hjem til mit Barndomshjem paa et lille Besøg og for at sige Farvel; for derefter at rejse til Jylland, hvor jeg fandt min Kone og mit blivende Sted.

Begge mine Forældre blev ca. 82 Aar og mange Aar efter at jeg selv havde stiftet Hjem, kunne det pludselig komme over mig, at jeg skulle hjem en Tur, hjem til Mor og Far. Jeg husker tydeligt den Lykkefølelse, hvormed jeg traadte over Tærskelen til mit lille kære Barndomshjem og den hjertelige Modtagelse, jeg fik af Mor og Far.

2. Del

Spredte Glimt fra Livet

Fra Svendeprøve til 80 Aars-dagen

Efter afsluttet Læretid, en Vinter paa Haslev Haandværkerskole, hvorfra jeg lavede Svendestykke, rejste jeg en af de første Dage i April 1905 til Tarm i Vestjylland, hvor jeg havde faaet Arbejde hos Tømrermester Jens Anton Petersen.

Et andet Ærinde havde jeg egentlig ogsaa, som selv om det begyndte som en Spøg, dog endte som ramme Alvor. Paa Haandværkerskolen var jeg blevet kendt med en vestjydsk Landmand fra Højskoleafdelingen. Vi spiste ved samme Bord i Spisesalen, og der blev selvfølgeligt drøftet forskellige Ting. En Dag kom Samtalen til at dreje sig om Piger, og den ene efter den anden ved vort Bord fortalte om sin Pige. Jeg blev ogsaa spurgt, men maatte indrømme, at jeg ingen Pige havde. Der blev ytret Tvivl om min Paastand; men da jeg forsikrede, at det passede, gav Landmanden mig et godt Tilbud: “Du maa faa min søster Lise; men du skal selv rejse over og se paa hende, hun staar i en Bagerbutik i Tarm”. Jeg tvivlede paa, at han kunne staa ved sit Tilbud, men han svarede, at jeg bare skulle gøre som han sagde, saa skulle resten nok gaa af sig selv.

Uden nogen forbindelse med denne Samtale fik jeg gennem Skolen Anvisning paa Arbejde i Tarm hos ovennævnte Tømrermester. Jeg tog imod Tilbudet og rejste derover. Nu traf det sig saadan, at Bagermesteren var Formand for den stedlige Ynglingeforening, som K.F.U.M. kaldtes dengang, og da jeg tillige med to andre nyankomne Svende gerne ville melde ind i Foreningen, blev vi enige om at følges derhen den følgende Aften.

Da jeg havde givet dem et lille Vink om mit private Ærinde, var vi selvfølgelig spændte paa Udfaldet. Det var et meget gæstfrit Hjem, og vi blev budt ind til Kaffe; men da Bagermesteren og Frue skulle i Byen, blev det Lise, som sammen med en anden ung Pige, der skulle servere Kaffen og underholde Gæsterne.

Om den første gnist blev tændt den Aften, er jeg ikke klar over. Lise rejste snart efter fra Byen; men efter ca. 1 Aars Forløb mødtes vi igen, og snart derefter var vi forlovet.

Mit Arbejde som Svend

Hos førstnævnte Mester blev jeg i ca. 5/4 Aar, men det kunne ellers være gaaet saadan, at jeg var rejst hjem med det samme. Den Dag jeg begyndte, var de ved at lægge sidste Haand paa Tagværket til et Hus, og jeg blev sat til at stikke Nagler til at samle Tømmeret med; men da jeg havde lavet nogle Stykker, kom Mester hen og kiggede paa dem, og saa sagde han paa ægte vestjydsk: “Jen Ting haar a da siet, og de er, at do êt ka lav en Navl”. Jeg forstod nok, hvad Mester sagde, men jeg forstod alligevel ikke, hvad der paa vestjydsk laa i ordene, og jeg blev derfor gal i Hovedet og tilbød at holde op med det samme og begyndte at pakke mit værktøj sammen.

Mester gik og kiggede paa mig,saa kom han og forklarede mig, hvad han mente med det, han havde sagt, og bad mig om at fortsætte. Jeg fortsatte og blev som nævnt i 5/4 Aar, uden der siden blev nogen Misforstaaelse imellem os, og han gav mig endda senere en Komplimang. Det var engang, jeg stod og arbejdede paa en Trappe, han stod og kiggede lidt paa det, og saa kom det: “Ja, hvis aal va saa dumm, som a æ, saa blev der ingen skæve Trapper lavet”.

Jeg fandt gode Venner i Tarm. Vestjyderne ser deres Mand an, før de lukker sig op, men er man først blevet antaget, saa er de trofaste.

Næste sommer rejste jeg til Vejle, hvor jeg arbejdede nogle Maaneder for derefter om Efteraaret at rejse til Thim. Her arbejdede jeg et halvt Aars Tid. Jeg kom en del ud paa Landet, og en dag havde jeg Fornøjelsen at møde I.C.Christensen (minister) og se ham, som han saa ud, naar han var hjemme i Hee. Jeg traf ham hos Købmanden, hvor han kom ind klædt i gammelt Tøj og med Træsko, og Købmanden hilste ham med et “Goddav Jens Christian”.Det var et temmeligt stort Værksted, jeg arbejdede paa, jeg tror der va ca. 12 Mand, de fleste ugifte Svende og Lærlinge, og alle boede vi hos Mester. Den tid, jeg var i Thim, var noget af det mest triste, jeg oplevede i min Svendetid. Svendene gik paa Kroen hver Aften og kom mere eller mindre beruset hjem; og da jeg delte Værelse med et par af dem, gik der ikke mange Dage, før jeg spurgte Mester, om han kunne skaffe mig et Værelse i Byen, da jeg ellers ville rejse.

Jeg fik et Værelse hos en Slægtning til Mester, og der havde jeg det baade roligt og godt; men jeg sluttede ikke Venskab med et eneste menneske, mens jeg var i Thim. Dog var der een Undtagelse, og hende sluttede jeg endog Venskab med for hele Livet; men et er en sag for sig.

Forlovelse og Bryllup

Kort efter at jeg var kommet til Thim, besluttede jeg mig til en Søndag at rejse til Tarm og hilse paa gamle Venner. Her traf jeg sammen med Lise igen, der ogsaa var taget til Tarm paa Besøg. Vi opdagede begge, at den lille Gnist, der for Aar tilbage var blevet tændt i vore Hjerter, pludselig blussede op og ikke lod sig slukke.

Lille Juledag skiftede vi Ringe, og i julen var jeg for første Gang paa Besøg i Lise Hjem. Hvem der blev forbavset ved at se mig som Lises Forlovede, var nok den bror, som paa Højskolen havde lovet mig sin Søster .

Bryllup

Lises Far syntes ikke om den fremmede Fugl; han har sikkert set med mere klare og erfarne Øjne end Datteren; men hun fik dog sin Vilje, og Efteraaret 1907 holdt han et stort vestjydsk Bondebryllup for os med 14 Hestekøretøjer paa Rad til Kirken. Efter Brylluppet flyttede vi til Nr. Nebel, hvor vi overtog en fraflyttet Lejlighed med Værksted.

Naar jeg nu ser tilbage over de svundne Aar, saa maa jeg give min Svigerfar Ret; hans datter havde fortjent en meget bedre Mand, for hun var ikke blot tro som Guld – trods mine mange Fejl, og hun var ikke blot dygtig, men hun var ogsaa af den Slags, hvoraf der, som Vestjyder siger, kun skal seks til et Dusin.

Min Kone var kun 21 Aar, da vi blev gift, og ikke længe efter havde vi en Husholdning paa 6 a 7 Personer. Vi havde Svende og Lærlinge paa Kost og Logi, og saa hurtigt, som det med Rimelighed lod sig gøre, fik vi vor første Søn. Jeg tror nok, der skulle en vestjydsk Bondepige til for at klare alt dette (sat med al Respekt for alle andre gode Piger).

Hvad Haandværket angaar,saa fik jeg snart nok at rive i,og efter et Par Aars Forløb byggede vi eget Hus og Værksted, fik senere lidt Maskiner installeret. Alt gik godt nogle Aar, men efter at Verdenskrigen var begyndt i 1914, begyndte Arbejdet at ebbe ud.

Familien flytter til Kolding

For Arbejdets Skyld, men ogsaa af Hensyn til Børnenes Skolegang og eventuelt videre Uddannelse – den ældste havde allerede bestemt, at han ville være Skolelærer – tænkte vi nu saa smaat paa at gøre Forandring.

Vi kendte lidt til Kolding og havde ogsaa Slægtninge her. Foraaret 1917 fik vi med Besvær opsøgt en Lejlighed i Katrinegade 3. Det var en Stuelejlighed med tilhørende Kælderbutik. Der var ikke særligt hyggeligt i Forhold til det, vi,kom fra, og jeg tror nok, min Kone fældede en Taare ved Indflytningen; men nu var der intet Valg. Vi havde brudt Broen af til vort første Hjem og maatte nu prøve at finde et Staasted under de nye Forhold.

Vi fik nu Butikken gjort lidt i Orden, og min Kone startede en Grøntforretning, der lidt efter lidt gav et godt Tilskud til Husholdningen. Kort Tid efter Indflytningen fik jeg Arbejde hos Tømrermester, Entreprenør Chr. Petersen, Borgergade, og der havde jeg fast Arbejde i ca. 6 Aar, og hvis ikke særlige Forhold havde gjort sig gældende, var jeg sikkert blevet der, da vi kom godt ud af det med hinanden.

Familien vokser

Senere begyndte jeg selvstændig Virksomhed igen, og vi var da forlængst flyttet fra Katrinegade til Schjørringsvej. Jeg manglede sjældent Arbejde, men næsten altid Penge; jeg var en daarlig Administrator, og Børneflokken var efterhaanden vokset, saaledes at vi nu havde 12 Børn, vores sidste naaede lige at komme med til vort Sølvbryllup.

Vi havde faaet bygget et lille Hus ved Lykkegaardsvej og købt Værksted i Bellevuegade, begge Dele solgte vi i 1936, hvorefter vi købte Ejendommen, Teglgaardsvej 2, hvor vi fremdeles bor.

Vel har det til Tider været svært for os, det var jo endnu ikke gaaet af Mode, at Forældre selv skulle sørge for deres Børn, men vi har mødt megen Velvilje og Forstaaelse fra mange Sider.

Ogsaa vor gode Læge, Kai Ortmann, skylder vi megen Tak. Under Lægekonflikten i tyverne havde vi megen Sygdom i Hjemmet, og Ortmann kom troligt næsten hver Dag i den Tid, og da endelig Regningen kom, var den saa lille, at den næppe dækkede Kørslen.

Vel har jeg været fornærmet paa Doktoren, jeg tror, det er 3 Gange, at han, naar jeg mente, at jeg var syg, har sagt til mig: “De fejler ikke noget Tømrer Hansen”. Men man kan ikke være vred paa Doktor Ortmann ret længe ad Gangen.

En stor Familie

Jeg kan ikke slutte dette Tilbageblik over Aarene der gik ude at skrive et Par Linier om vore Børn, Svigerbørn, Børnebørn og ikke at forglemme vort Oldebarn. Vi har som nævnt 12 Børn, 11 Svigerbørn, 33 Børnebørn, og saa det berømte Oldebarn, som efter sigende, 4 mdr. gammel, kunne sige sin Mors Navn.

Min Kone og jeg er enige om, at der trods al anden Godhed, vi har mødt, ikke er nogen, vi skylder saa megen Tak som vore Børn og deres paarørende. Trods det, at vore Børn, paa en nær, selv har stiftet Hjem, saa viser de dog alle en rørende Kærlighed til deres Barndomshjem, til Mor og Far. Der gaar næppe en Dag, hvor vi ikke paa en eller anden Maade har Forbindelse med mindst en af dem, enten ved Brev, Telefon eller Besøg.

Vi taler tit om, hvor det dog maa være svært for de Forældre, der maaske kun har et enkelt Barn, men hvor dette Barn har svigtet Hjemmet og sjældent eller aldrig lader høre fra sig.Vi kender ikke til, at en Dag bliver lang og trist for os, og vi synes næsten ikke, at vi kan faa Tid til at blive gamle.


 

Naar jeg nu slutter “Spredte Minder”, saa er det i Erkendelse af, at det skrevne er meget mangelfuldt; dog har jeg et lille Haab om, at det indenfor en lille Kreds af Børn, Slægt og venner kan sige lidt om Livet og Tiden før og nu. 

C. P. Hansen
C. P. Hansen

Comments are closed.

free blog themes