Anna

Anna


 

Den første pige

I året 1914, da den første verdenskrig brød ud, var der trods alt glæde i hjemmet hos Elisabeth og tømrermester C.P. Hansen i den lille by Nr. Nebel, hvor far havde nedsat sig som selvstændig bygningshåndværker. Den 1. februar fødtes her en pige, som fik navnet: Anna Faurby Hansen.

Der var i forvejen fire drenge i familien, og der er fortalt mig, at min far var så glad for sin lille pige, at han straks om morgenen skyndte sig til byens købmand for at fortælle den glædelige nyhed.

Mange år senere, da familien var forøget med både drenge og piger, sagde far, at han hellere ville have ni drenge end tre piger; det var ikke så smigrende for os. Der er også fortalt mig, at der i Nr. Nebel var en manufakturhandler, der havde nogle piger, som morede sig med at køre mig i deres dukkevogn.

Allerede som lille havde jeg langt hår, og mor fortalte, at når jeg kom op om morgenen, strøg jeg håret til side og sagde: “Jeg er sulten”. Den dag i dag skal jeg have morgenmad straks jeg vågner.

Jeg husker ikke meget fra årene i Nr. Nebel, for vi flyttede til Kolding allerede i 1917. De erindringer, jeg har fra Nr. Nebel, stammer fra de mange ferier, jeg oplevede hos tante Anna og morbror Niels. Mor fortalte, at det var meget svært for hende at flytte fra det nye hus i Nr. Nebel til en lille lejlighed i et ældre hus i Katrinegade i Kolding.

Kun et enkelt minde fra den tid står tydeligt for mig. Jeg var ude at lege med en kammerat, som ville have mig med ud i deres kolonihave. Jeg gik ind og spurgte, om jeg måtte gå med; men fik NEJ, for det var snart middag. Trods dette NEJ gik jeg med, men turen tog længere tid, end jeg havde regnet med, og jeg kom for sent til middagen. Mor tog imod mig og gav mig en velfortjent omgang, hvorefter jeg blev lagt i seng uden mad – og vi havde dog besøg af morbror Niels.

I foråret 1920 begyndte jeg i første klasse på Forskolen, men vi var imidlertid flyttet til et nyt boligområde på Schjørringsvej, så der var lang vej til skolen i den gamle bydel. Efter 2. klasse kom jeg over på Pigeskolen, hvor jeg gik til foråret 1928, da jeg blev konfirmeret.
Jeg var glad for at gå i skole, men mit syn var ikke godt, og det satte mig langt tilbage. En dag brast det for mig, og jeg græd utrøsteligt. Endelig blev jeg sendt til øjenlæge og fik briller. Nu kunne jeg se, hvad der stod på tavlen og behøvede ikke længere at sidde med næsen i bøgerne eller være plaget af hovedpine.

Da jeg gik i 6. klasse ville jeg gerne på Latinskolen (nuværende gymnasium), men far sagde, det ikke var noget for piger, og så var der ikke noget at snakke om. Først mange år senere forstod jeg, at det var et økonomisk spørgsmål. Da jeg forlængst var rejst hjemmefra, skrev far til mig, at han var meget ked af, at han dengang måtte sige nej; men tilføjede så; “Så var du måske ikke blevet den pige, du er” – hvad han så end mente med det.

Lidt spredte erindringer fra tiden på Schjørringsvej. 

 Vi havde en ret stor lejlighed med to stuer, soveværelse, køkken, børneværelse, et loftsrum samt nogle kælderrum. Badeværelse fandtes ikke, men en stor zinkbalje gjorde det ud for badekar. I børneværelset var der to senge. Her sov to piger og to drenge. De tre store drenge havde loftsværelset, og de mindste sov i soveværelset.

 Det var ikke ofte, mor og far var ude om aftenen, men når det skete, måtte jeg som den ældste pige i børneværelset tage ansvaret for de små. Nu har jeg altid været mørkeræd, så jeg svedte angstens sved. Når mor og far kom hjem, kikkede mor altid ind til os, og så var jeg tryg og faldt i søvn. En aften blev vi alle fire lidt bange. De så ud, som om der stod en med en lommelygte og lyste ind ad vinduet i hoveddøren. Vi blev enige om at stille os i række efter alder foran døren, og den ældste skulle så åbne den. Mysteriet blev opklaret; det var månen, der skinnede på et åbentstående vindue i trappeopgangen. Så faldt der ro over sindene igen.

Det skete en dag, at Svend legede røver med maske for ansigtet og en revolver af træ i hånden. Han kom listende ind i køkkenet, hvor jeg stod med ryggen til døren. Han lagde hånden på min skulder og revolveren pegede imod mig. Jeg faldt om af skræk, og Svend råbte på mor, fordi han troede, det er galt fat med mig.

Man snakker somme tider om gamle dage, da alt var anderledes. I hvert fald er det rigtigt, at vi havde mere rigtig vinter med mere sne, da vi var børn. Jeg husker far lavede en stor familieslæde, og det skete også, at far var med ude, når vi tog den lange slædetur fra Toppen for at havne i en gård på Tøndervej. Det var bare om at styre ordentligt, for der var mange ude på den tur.

Om sommeren var vi på tur til Løverodde med fjorddamperen. Mor pakkede madkurven, og vi nød at være ved stranden.

En pinsemorgen, da Grethe og jeg vågnede, lå der en helt ny blomstret sommerkjole til hver af os. Mor havde siddet oppe den halve nat for at sy kjolerne til os. Jeg håber, vi fik sagt ordentligt tak.

En anden gang, jeg tror, jeg gik i 7. kl., det var eksamenstid, og da stod mor der igen med en fin kjole, mørkebrun fløjl med fine kantebånd. Da jeg gik ind til vores rare nabo, fru Nielsen, for at præsentere den fine kjole, fik jeg en skilling; så det var en stor dag. Grethe fik senere lov til at arve kjolen, måske var hun ikke helt så stolt.

Som nævnt før havde vi søskende langt til skole, og da man dengang holdt middagspause, måtte turen gøres fire gange daglig, og der var ikke tid til at drysse af sted, for far holdt også middagspause, og både mor og far var meget præcise med måltiderne, og far skulle også have tid til et hvil på sofaen, inden han skulle afsted. Og husker jeg rigtigt, var det ved middagsbordet, far holdt andagt. Det var også en naturlig ting, at vi sang både før og efter middagen. Desværre blev det efterhånden svært at finde et tidspunkt på dagen, hvor vi alle var samlet, og det gik ud over den fælles andagtsstund.

Johannes Nørskov, hvis mor var enke og foruden ham havde 5 piger, som nok var udstyret med bedre evner end Johannes, følte sig ofte tilovers, men han vidste også, hvor han skulle ty hen, for han kom så til vores mor og spurgte, om han måtte lege med hendes drenge, og det måtte han. Vel var vi mange, men der var altid plads til én mere. Sådan var mor.

Selv om hun havde mere end nok at se til, var der altid tid til tanke og omsorg for andre og for den enkelte af os, når vi på særlig måde trængte til hende.

Da jeg var 13 år flyttede vi til et hus, far havde bygget på Lykkegårdsvej (nu Søren Kjærsvej). Her var der endnu ikke indlagt vand eller elektricitet; der måtte hentes vand fra en pumpe i gården, og inde måtte vi klare os med petroleumslamper. Senere kom der el.

I april blev jeg konfirmeret i Kristkirken, som var blevet indviet i 1925. Men inden den store dag skulle jeg have nyt tøj. Den 25. februar om morgenen sagde mor, at hun ville komme og møde mig ved skolen, så kunne vi gå ud og handle. Men mor kom ikke. I stedet kom fru Nielsen for at gå med mig, for mor lå hjemme i sengen, da jeg havde fået endnu en lillesøster, Ellen, som blev døbt på min konfirmationsdag.

Far havde lige fået kørekort og havde i dagens anledning lejet en bil, så vi kunne komme standsmæssigt til kirke. Da vi skulle hjem igen, var far så uheldig at træde på speederen i stedet for bremsen, så folk måtte springe for livet. Alle slap med skrækken.

Nu vil jeg slutte barndomsminderne med nogle vers, far skrev om sit barndomshjem, og som jeg kan sige om mit hjem:

Ja, her har vi som børn levet
skærmet af mor og far.
Vi ved, det dem tit har knebet,
men trofast de åget bar.
Vi skylder dem tak og ære!
Nu er de her ikke mere,
men mindet om dem vi bære
i hjertet dog hver især.
Ja, hver har vel sine minder
knap andre vel kender dem,
men eet sted de sammen klinger
om barndommens kære hjem.

Lidt om barndomshjemmet, som jeg oplevede som voksen.

 
Som eneste ugifte af søskendeflokken er jeg måske nok den, der som voksen har været mest hjemme.
I årene 1942-44 var jeg elev på en menighedsskole “Marthabo” på Frederiksberg i København. Herfra blev jeg ansat som assistent på “Skovly”, et ungdomshjem for piger i alderen 13-20 år. Disse piger vidste noget om, hvad det vil sige ikke at have et godt hjem under mors og fars omsorg, et hjem, der kunne have givet dem tryghed og ballast til at møde livet.

Selv kunne jeg jo rejse hjem, når jeg havde ferie vel vidende, at jeg var velkommen. Den 3. maj 1945 fik jeg ferie, og på den tid var det besværligt at rejse, især når man skulle med færgen over Storebælt. Den 4. maj om aftenen cyklede jeg fra Sorø til Korsør, hvor jeg sammen med et par andre danske kom med en tysk militærfærge, som da var eneste mulighed for at komme til Nyborg.. Efter en lang og anstrengende cykeltur nåede jeg hjem til Kolding, Teglgårdsvej 2, hvor vi havde haft vort hjem siden 1936. Da jeg gik op ad trappen, kom mor ud ad døren og sagde: “Nå, er det dig min pige, ja, det tænkte jeg nok”.

Jeg havde ikke sagt derhjemme, at jeg ville komme for ikke at gøre dem ængstelige. Jeg tror, mor havde en sjette sans, som man siger, eller var det mors ufattelige omsorg for den enkelte. Ca. en halv time efter hjemkomsten hørte vi fredsbudskabet i radioen. Det var næsten for overvældende.

Alt for tidligt måtte jeg p.g.a. sygdom forlade arbejdet på “Skovly”, men jeg fik lov at komme hjem for at bo hos mor og far og fik en lille lejlighed på 1. sal. Jeg var vist hverken til gavn eller glæde, men der kom en tid, hvor mor og far trængte til hjælp, og da var jeg glad for at være i stand til at gøre lidt gavn.

På det tidspunkt boede Else Hansen, en yngre enlig dame på 2. sal. Når far om aftenen havde set TV-avisen sagde han gerne: “Nå, piger skal vi have et spil (Kinaskak), og så måtte vi spørge Else, om hun havde tid og lyst til at være med, og det havde hun næsten altid. Aftenkaffe hørte også med til programmet, og snart var det sengetid, men inden vi gik hver til sit, holdt vi aftenandagt. For mig var det naturligt, at det var far, der ledede den stund, som han gjorde det, da jeg var barn, men han overlod det nu til mig; hvorfor forstod jeg ikke rigtigt, men måske var far træt.

Når jeg tænker på barndomshjemmet, så er det nok mors og fars tro på Gud og deres liv med ham, som fylder mit sind med dyb taknemmelighed. Det var med til at give os børn tryghed og tidligt ledte de os derhen, hvor Guds ord blev forkyndt. Først var det søndagsskolen, så KFUM og K og kirken. Trods det, at der i 1930 ikke var gode økonomiske forhold, fik jeg alligevel lov til at få et 3 mdr.s kursus på Haslev udv. Højskole i 1934. Far sagde, at jeg skulle så langt væk, at jeg ikke kunne løbe hjem. Jeg havde nemlig ikke meget mod på at komme ud blandt fremmede. Dette sidste må vel siges at være en parentes. 

Far og mor, som jeg ser dem for mig i stuen på Teglgårdsvej.

Far sidder i lænestolen og nyder en pibe tobak, eller han studerer nyheder i Kolding Folkeblad. Mor sidder i den røde stol ved hjørnevinduet med sybordet foran sig, for det var ikke ofte, mor sad med tomme hænder, altid var der et eller andet håndarbejde i gang.

Her må jeg fortælle om Ole, en lille god dreng, der boede sammen med sine forældre i stueetagen. Ole kom ofte på besøg, og det skete, at mor sad der alene, og så kom han med sin mor, og så kunne de to snakke hyggeligt sammen. Ole nåede kun at blive 9 år.

Tro nu ikke, at far altid sad i lænestolen, nej, så længe han overhovedet magtede det, måtte han hver dag ned i værkstedet for at nyde duften af træ, og der blev da også arbejdet, selv om det ikke var det helt store arbejde han påtog sig. Jeg tør ikke sige præcis, hvor gammel far var, men jeg mener omkring 80 år, da han kom hjem ovre fra genboen og var meget nedtrykt. “Nu er jeg færdig med at arbejde, for jeg kan ikke mere tage et ordentligt mål”. Den tid far, brugte i værkstedet, blev efterhånden ikke ret lang. Vi gav os god tid til morgenmaden, og far skulle helst ind og røre det gamle orgel hver dag. Han spillede mange sange efter gehør. Når der midt på formiddagen blev banket på et rør ned til værkstedet, betød det formiddagskaffe og derefter en middagslur.

Far kunne andet end snedkerere. Ofte, når der var fest i familien eller blandt venner, havde han skrevet en sang. Ja – en sang med indhold.

Mor var også meget virksom, der skulle laves mad, syltes og bages, for der skulle være mad i huset, hvis nogen af børnene kom hjem, og det skete heldigvis ofte, til glæde for mor og far, ja, også for mig.

Mor fik tid også tid til at besøge naboer på Teglgårdsvej, især hvis der var sygdom. Inger i stueetagen fik af og til gode råd. Da Inger skulle føde Ole, klagede hun til mor over smerterne, men mor trøstede hende med ordene” Det bliver værre endnu min pige!”

I julen ville far og mor helst være hjemme, og der kom da gerne en af mine søskende med familie, og det var jo festligt.

Men der kom dage, hvor kræfterne tog af!

Den 30. oktober 1967 fik vi lov at fejre mor og fars diamantbryllup. Det var med nogen bekymring, vi så frem til dagen. Far blev syg et par dage før den 30., og lægen kom og sagde: “Her bliver ingen fest!” Da han kom igen, sagde han: “Her må være sket et under”. Far havde det meget bedre, og nu kunne vi begynde at glæde os.

Om morgenen var mor lidt utålmodig, for hun havde fået besked på ikke at stå op for tidligt, men mor vidste godt, det var fordi, vi ville komme og synge for dem, så hun spurgte, om vi da ikke snart kom. Det hjalp lidt, da de fik en kop kaffe. Endelig var vi samlet, så vi kunne synge. Vi fik en dejlig festdag, far var med hele dagen, og jeg ser ham for mig, da han om aftenen smånynnende kom op ad trappen. Selve festen blev holdt på missionshotellet Ansgar, som nok var et af de få steder, der kunne rumme så stor en familie.

I julen 1967 blev både mor og far syge. Mor fik lov at blive rask igen, men far fik en lungebetændelse, som han ikke stod igennem. En dag, da jeg sad hos far, spurgte jeg ham: “Far, er du bange for at dø?” Han svarede: “Nej, men jeg vil så gerne blive lidt hos jer endnu”.

Jeg tror, at der kun var een af søskendeflokken, der ikke havde været hjemme for at se til far, og det var som om, der bare blev ventet på ham. Han kom, og det blev så ham, der tog den sidste nattevagt, da far sov stille ind.

På den tid var der en præst – pastor Iversen – ved Kristkirken, som var til stor hjælp både for mor og far. Da mor blev alene, kom præsten og hans kone ofte og besøgte mor. Der kom en tid, hvor mor ikke havde kræfter til at gå i kirke, men når mor gerne ville til alters, kom præsten her og holdt altergang med os.

I foråret 69 havde min bror Poul og hans kone kaldt sammen til familieweekend på Grænseborgen, og siden da er den holdt forskellige steder, men traditionen er, at vi hvert år samles på den weekend, der ligger nærmest mors fødselsdag (20. august). Tilslutningen er forskellig, men der kan nemt komme 70-80 personer i alle aldre.

Her var mor med i flere år, men efterhånden tog mors kræfter af. En dag sagde jeg til hende, at det ville være dejligt, om vi fik lov at fejre hendes 90 års fødselsdag. Mor sagde: “Nej, ikke hvis det skal være sådan”. Mor var træt. Den 16. maj 1976 om morgenen sov mor ind. Et langt liv var til ende; et liv fyldt med bekymringer, omsorg for andre, et liv, der næsten krævede det umulige, men også et rigt liv med mange glæder, for mor havde et lyst sind, og hun vidste, hvor hun kunne hente kraft og mod, når byrden tyngede. Ordet fra salme 68,20 bar livet igennem.

Der blev så stille i hjemmet på Teglgårdsvej; kun minderne taler, og vi har hver især vore minder.

Uddrag af Eriks tale ved mors begravelse. Talen giver så fint udtryk for, hvad mor betød for os alle.

“Alt forandres på denne jord. For år tilbage havde vi både mor og far. De var midtpunktet i denne store familie. Det var hos dem, vi mødtes. Vi vil savne det hjem, vi alle holdt så meget af. I dag står vi tilbage med rige og gode minder, som vi vil værne om”.

Mor fik et langt og slidsomt liv, hun skånede ikke sig selv, tværtimod; hvor mor kunne se, at der var brug for en hjælpende hånd,, der var hun altid at finde. Mor skulle gennem mange prøvelser og legemlige smerter, men hun bevarede gennem livet sit lyse og glade sind og spredte megen glæde omkring sig.

Vi vil savne mor, men vi må også i dag tænke på, at mor hele livet lige fra sin tidligste ungdom, har forberedt sig til at møde sin frelser”.

Livets kamp er til ende
forbi er alle smerter.
De flittige hænder er i ro
og stille står et godt og trofast hjerte.

Comments are closed.