Svend

Svend

Under et besøg hos Ida og Svend fik Ellen et interview med Svend. Dette interview blev optaget på bånd og senere redigeret, så det nu kan indgå her som hans bidrag til erindringerne.

Jeg er født i Nr. Nebel den 20. august 1911. Jeg er nr. 3 i rækken. Før mig er Bernhard og Viggo. Mor blev 25 år den dag, jeg blev født. Nogle mener, at jeg derfor er blevet forkælet, men det tror jeg nu ikke. Jeg vil gerne fortælle lidt fra min barndom og ung­domstid, hvis du vil stille mig nogle spørgsmål.

Kan du huske noget fra tiden i Nr. Nebel?

Det er kun få ting, jeg husker fra den tid. Min tidligste erindring er meget sørgelig. Vores bror Knud døde, inden han blev 3 år. Jeg var et år ældre. Jeg husker, at mors onkel, missionær Bach fra Tarm, var med til begravelsen. Knuds kiste stod i værkstedet, og jeg stod med mor i hånden, mens missionær Bach talte. Hvad han sagde, husker jeg ikke og forstod det vel heller ikke. Jeg stod derimod og stirrede på den store båndsav. Jeg havde nemlig nogle dage forinden leget i savsmuldet og spånerne, og det var nær gået galt.

Jeg husker også en familieudflugt til Blåbjerg, hvor vi så en Zeppeliner (tysk luftskib) i kamp med et fly. De skiltes, uden at der skete noget alvorligt. Det var under første verdenskrig fra 1914-1918.

Ved du, hvorfor mor og far flyttede til Kolding?

Nej, det ved jeg ikke. Måske af økonomiske grunde. Der var ikke meget arbejde under krigen. Der kunne også være flere muligheder for os børn for skolegang og videre uddannelse i en større by, og måske har disse muligheder været med i mors og fars overvejelser om at “rykke teltpælene op”. Vi flyttede ind i en lille lejlighed i Katrinegade nr 3. Far havde fået arbejde, og i en butik, der hørte til lejligheden, indrettede mor et brødudsalg. Ja, der var også andre varer i butikken bl.a. hvidtøl, sodavand og grøntsager.

Er der noget, du særligt erindrer fra den tid?

Ja, i Pigeskolens gymnastiksal på den anden side af gaden var et kompagni danske soldater indkvarteret. De tilhørte sikringsstyrken, der var genindkaldt på grund af krigen. Vi drenge morede os med at gøre honnør for befalingsmændene, og det skete, at vi fik en skilling for det.

I 1918 hærgede den verdensomspændende influenzaepidemi, kaldet den “spanske syge”, også Danmark. Der var mange syge, og der var stor dødelighed. Både mor og far og alle søskende var syge. Jeg var den eneste, der slap fri. Jeg havde en forfærdelig drøm. Jeg drømte, at de alle sammen døde. Da jeg vågnede, lå jeg og græd.

I 1920 flyttede vi ind i et nyt boligkvarter i den sydlige bydel i Stejlbjerg området, hvor vi fik en dejlig lejlighed på Schjørringsvej. Familien bestod nu af 5 drenge og en pige. Grethe, Poul, Erik og Hans kom til her, så det var godt, vi endelig fik den lejlighed, vi havde ventet på i 3 år. Vi tre store drenge delte værelset på loftet. Viggo var nu ikke så glad for at dele seng med mig, for når jeg havde været til fodbold, havde jeg svært ved at holde benene i ro, når jeg kom i seng. Viggo havde vist slet ingen forståelse for min fodboldinteresse -.

Jeg havde ofte nogle skøre påhit. Jeg husker, at jeg engang kravlede ud af vinduet og satte mig op på taget og nød udsigten over hele Kolding og fjorden. Jeg besluttede mig til at kravle ned ad nedløbsrøret, men fortrød, da jeg så, det sad løst. Jeg valgte at kravle samme vej tilbage og ind ad vinduet. Men det var nu ikke sjov og pjank det hele.

I 1927 flyttede vi til Lykkegårdsvej (nu Søren Kjærsvej), hvor far havde bygget et en-familiehus. Her blev Ellen og Kaj født, og vi var nu 12 søskende. De ældste af os var på det tidspunkt flyttet hjemmefra.

Var det ikke træls med alle de små søskende?

Nej, det har jeg aldrig tænkt på, men jeg husker, at Ejner ikke var så tilfreds med det. Der var jo også mange munde, der skulle mættes. Vi store kunne godt se, at der under tiden var lidt mindre til hver, men vi blev dog alle mætte.

Du kunne måske også se, at det var hårdt for mor?

Ja, i høj grad, men mor klagede aldrig. Jeg mindes, at jeg altid havde en glad mor.

Hvordan klarede i det med tøj?

Tøjet gik i arv. Mor var dygtig til at sy. Hun syede bukser, bluser, skjorter o.s.v.. Det var ikke altid, at der kunne blive til for til bukserne, så det kradsede somme tider lidt.

Vil du godt fortælle om din skolegang?

Ja, de første 2 år gik jeg på Forskolen og derefter i 3., 4. og 5. klasse på Drengeskolen. Derefter på Latinskolen, hvor jeg sluttede med mellemskoleeksamen. Men det var nær gået galt den dag, der var optagelsesprøve til latinskolen. Jeg havde glemt mine briller. Min lærer reddede mig. Da han så min skriftlige opgave, kom han hen til mig og spurgte: “Svend, havde du glemt dine briller?” Ja, det havde jeg jo – og så blev jeg optaget.

Jeg lavede mange kunster, også for mange.

En dag, da jeg havde glemt at skrive stil, spillede jeg syg og blev sendt op til rektor. Jeg er skidt tilpas, sagde jeg. Straks rettede han mig. Det hedder ikke skidt tilpas, men det hedder dårlig. Og hvis du er dårlig, kan din kammerat følge dig hjem. Så snart vi var ude af rektors synsfelt, sprang vi af sted. Næste morgen blev jeg straks kaldt ind til rektor, som sagde: “Svend, du var jo ikke syg i går”. Nej, det måtte jeg jo indrømme. Han så meget bestemt på mig og sagde: “Det gør du ikke en gang til”. Det var lige til bortvis­ning.

Havde du budplads efter skoletid?

Ja, jeg var både kontorbud og avisdreng på Kolding Folkeblad. Da jeg mødte på avisen efter min konfirmation, sagde kontordamen med alvor i stemmen: “Redaktøren vil gerne tale med dig”. Men det var nu ikke så slemt – tværtimod. Da jeg kom ind til redaktøren, sagde han: “Til lykke med konfirmationen. Her har du 50 kr., de 40 kr. skal du sætte i banken, de 10 må du selv beholde. Jeg blev meget glad for gaven, og for de 10 kr. købte jeg et ur. Der var nemlig sket det, at det ur jeg havde fået i konfirmationsgave var gået i stykker, da jeg forsøgte at gå på hænder på ladet af en lastbil. Nu kunne jeg så købe et nyt ur, uden at det blev opdaget. Glad var jeg.

Kan du huske, hvad du brugte din fritid til?

Ja, det kan jeg. Som barn gik vi i søndagsskole, og det blev vi ved med, indtil vi blev konfirmeret. Så var jeg i FDF sammen med mine brødre. Vi var så heldige, at vi boede i nærheden af KFUM’s idrætsplads, og det var vi glade for. Når bare vi var 3-4 drenge sammen, spillede vi fodbold på idrætspladsen. Det skete, at mor bad mig passe en af de små søskende. Det klarede jeg fint, for jeg tog blot ungen med i klapvogn og satte den ved sidelinjen. Ind imellem stak jeg så sutten i munden på den skrigende unge.

Mange dejlige sommerlejre havde vi på Grænseborgen. Dog syntes jeg ikke, det var så sjovt at skulle passe avistur i Kolding og cykle de ca. 20 km mellem lejren og Kolding. Det skete også, at mor tog min avistur, så jeg kunne blive på Grænseborgen. Jeg havde en god oplevelse på lejren en dag. Jeg var gået alene en tur i skoven og havde sat mig midt i et blomsterflor ved skovsøen. Jeg plukkede en blomst og pillede blomsterbladene fra hinanden og så da hvor smukt Gud havde skabt den blomst. Da gik det rigtigt op for mig, hvor stor Gud er. Jeg glemmer aldrig denne oplevelse, som var mere værd for mig end en prædiken.

Det betød umådelig meget for mor og far, at de vidste, vi havde det godt med vores fritid i FDF og KFUM – på fodboldbanen og i sommerlejrene.

Har far leget med jer store drenge?

Nej, det var der nu ikke meget tid til. Far havde en lang arbejdsdag, men når der om vinteren var slædeføre, havde far ofte lyst til at tage en tur med. Det var sjovt. Ja, og så var mor jo uforlignelig. Hun kunne finde på at flytte rundt på møblerne i spisestuen, så der blev plads til at lege sanglege. Vi morede os godt og ikke mindst, når naboens piger kom og legede med.

Hvad havde du så af planer efter din mellemskoletid?

Jeg ville gerne have en kontorplads. Min FDF-fører mente, at han kunne skaffe mig en plads, men det lykkedes ikke. Jeg fik derimod arbejde hos en mand, der lavede centralvar­meanlæg. Vi kørte langt omkring, kom for eksempel til Gørding og flere andre steder i Vest- og Sønderjylland. På de lange ture overnattede vi på en kro eller et hotel. Jobbet havde jeg ca. et år, men så gik manden fallit.

Jeg kom derefter i lære hjemme hos far. Det var jeg glad for. Jeg kunne drikke morgen­kaffe sammen med mor, inden jeg skulle møde på værkstedet kl. 7. Far fik morgenkaffen på sengen.

Der var fredeligt om morgenen, for de mindre søskende skulle først møde i skolen kl. 8. Når Kristkirkens ur slog 7, råbte far oppe fra soveværelset: “Er Svend kommet af sted?”. “Ja”; sagde mor, og så pilede jeg af sted. Mor var så herlig!

Jeg synes, at det udendørs arbejde om vinteren var koldt og hårdt. Da far tilbød mig, at jeg om vinteren kunne læse til konstruktør på teknisk skole og så arbejde om sommeren, sagde jeg ja tak. Det tog fire vintre. Da jeg så havde fået min konstruktøreksamen, tog jeg på bygningsteknikum i Horsens og blev bygningsingeniør året efter. Da var jeg 21 år.

Var det ikke svært at få ro til at læse, mens du boede hjemme?

Jo, men jeg var så heldig at have en kammerat fra Sønderjylland, som havde et værelse. Vi læste sammen. Når jeg kom hjem ved 10-tiden om aftenen, var der ro, og jeg kunne fortsætte med at læse.

Synes du far var en streng læremester, og havde du fordele af at være mesters søn?

Til det sidste kan jeg svare nej. Det tror jeg også, at Carl og Ejner vil sige. De er jo også udlært hos far. Vi skulle møde til tiden og arbejde flittigt. Far var en meget dygtig håndværker, og jeg var godt klar over, når far var tilfreds med mit arbejde. Egentlig ros fik vi dog ikke meget af.

Det var vanskeligt for mor og far at få økonomien til at hænge sammen i de økonomisk dårlige tider sidst i tyverne og begyndelsen af trediverne. En aften – kun mor og far og jeg var hjemme – ringede det på døren. Udenfor stod lærer Gammelgaard. Han sagde, at han havde hørt, at vi var i pengenød. Han gav far en sum penge og sagde, at far kunne arbejde dem af på Gammelgaards hus. Da lærer Gammelgaard var gået, hørte jeg mor eller far – jeg husker ikke, hvem af dem det var – sige: “Så hørte Gud alligevel vores bøn”. Det var en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Lærer Gammelgaard var ikke i familie med os, men han var fra samme egn i Vestjylland, som mor var. Han kendte far som en dygtig og solid tømrer, som han stolede på.

Vi skal til at slutte vor samtale, har du endnu en god oplevelse, som du vil slutte med?

Ja, og det skal være en oplevelse, jeg havde, da mor var blevet meget gammel og syg, men stadig havde humør og lune. Ida og jeg var taget til Kolding for at passe mor, så Anna kunne få fri. Jeg afløste Ida efter midnat. Mor vågnede kort tid efter og skulle på bækken­stolen. Da mor så, at det var mig, der var “sygehjælper”, sagde hun: “Ja men Svend, er det dig? Er du ikke blevet for gammel til at gå i pigeværelset?” Så lo vi begge to. Jeg hjalp mor i seng igen, og så sov hun roligt videre.

Ved mors 75 års fødselsdag blev Svend Rehlings digt “Mors dag” læst op. Jeg vil gerne slutte mine oplevelser og erindringer med to vers fra dette digt, som godt kunne være skrevet om mor.

Du glemte dig selv for at tænke på os,

og tit blev din hvile kun stakket og kort,

du nynnede tappert, din træthed til trods,

og smilte så mangen barnesorg bort.

Du talte med de store og bad med de små,

og jævnede mislyd og søskendekiv,

du gav uden tanke om selv at få,

den prædiken, du holdt, har du holdt med dit liv.

Comments are closed.